Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. november 2017
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Skov-hullæbe ssp. helleborine (Epipactis helleborine ssp. helleborine)
Foto: Werner Meng

Galleri:
Seneste billeder | afblomstrede individer | aftagende blomstring | blomstrende individer | individer i knop | med frø/frugt | vegetative individer | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Skov-hullæbe ssp. helleborine (Epipactis helleborine ssp. helleborine)
Foto: Mikkel Frederiksen


Foto/billede af Skov-hullæbe ssp. helleborine (Epipactis helleborine ssp. helleborine)
Foto: Bent-Ole Ludvigsen


Foto/billede af Skov-hullæbe ssp. helleborine (Epipactis helleborine ssp. helleborine)
Foto: Mathias Kaae



 Skov-hullæbe ssp. helleborine (Epipactis helleborine ssp. helleborine) (læst 9610 gange)

Klasse: Enkimbladede (Liliopsida)
Orden: Orkidéordenen (Orchidales)
Familie: Orkidéfamilien (Orchidaceae)

Kendetegn: Planten bliver 30-80 (sjældent -100) cm.

Stænglen er grøn-bleggrøn, korthåret (især foroven).

Der er 5-10 ægformede, spidse og udstående blade, der sider skrueformet op ad stænglen.

Akset har 10-50 (-70) blomster, som er 15-20 mm brede med grønlig yderside og brunlig, ofte violettonet inderside.

Læben er brunviolet, grønlig eller blegrød mod spidsen, men opadbøjet og ikke udpræget spids. Nedre blomster har lange støtteblade, som aftager i størrelse opad.

Variation: Det er en uhyre variabel plante. Især er højden og behåringen meget variabel.

Underarter:
Skagen-hullæbe (Epipactis helleborine ssp. neerlandica var. renzii)
Hollandsk hullæbe (Epipactis helleborine ssp. neerlandica var. neerlandica)

Forveksling: Hullæbeslægten (Epipactis) er ret let at kende. Men inden for slægten er der en række vanskelige forvekslingsmuligheder.

Sump- og Rød Hullæbe kan næppe forveksles med Skov-Hullæbe i blomst. Sump-Hullæbe har kirtelhåret stængel.

Hollandsk Hullæbe (Epipactis helleborine ssp. neerlandica var. neerlandica) har kraftig, stift opret stængel med korte stive, opadrettede blade og blomster i tæt klase. Den er så vidt vides kun kendt fra klitterræn m.v. i Nordjylland.

Skagen-Hullæbe (E. helleborine ssp. neerlandica var. renzii) er som Hollandsk hullæbe, men mangler klæbelegemer på støvkøllerne i blomsten. Endemisk i klitter i Nordjylland.

Storblomstret Hullæbe (E. leptochila): stængel håret foroven. 3-6 spidse, ægformede, lysegrønne stængelblade. Blomster i åben klase, gulligt-lysegrønne. Læbens ydre flig spids, udstående, længere end bred.

Tætblomstret Hullæbe (E. purpurata):

Ofte i iøjenfaldende tætte grupper. Stænglen grov, grågrøn, violet anløben, foroven tæt korthåret. 5-10 stængelblade, som er 6-10 cm lange og iøjnefaldende smalt elliptiske (sammenlignet med Skov-Hullæbe), mørkt grågrønne, ofte med svagt violet anstrøg. Klase tæt- og mangeblomstret. Blomster lyst til mørkere violet.

Nikkende Hullæbe (E. phyllanthes) (tidligere også kaldt Glat Hullæbe, men det er samme art): Spæd stængel, som foroven er helt eller næsten glat, 3-6 smalle og kun 4-6 cm lange stængelblade. Blomster små, ofte i ensidig glat klase, lukkede meget af tiden. (I praksis går man undertiden galt i byen, hvis man antager, at stænglen skal være helt glat; de andre karakterer er vigtigere).

I felthåndbogen kan du læse mere om: Sump-hullæbe

Biologi: Ofte, men langt fra altid, en skovplante. Den er kalkyndende, men mindre kræsen og krævende end de fleste andre orkidéer.

Den har den sædvanlige orkidébiologi (se omtalen under Maj-Gøgeurt).

Den har insektbestøvning og vindspredning og desuden en vis vegetativ spredning ved den krybende jordstængel (dog ikke nær så udpræget som Sump-Hullæbe). Den står ofte i ret få eksemplarer, men hvor forholdene er optimale kan den undtagelsesvis stå i store bestande.

Levested: Den mest pioneragtige af vores orkidéer. Den optræder ofte i ung skov.

Skove på mere eller mindre kalkholdig bund, grusgrave, læplantninger, parker o.s.v.

Det er nok den af vores hjemlige orkidéer, der har den bredeste økologiske amplitude. Jeg har set den på P-pladser m.v. Og i Østdanmark er der ikke mange læplantninger, støjvoldsbeplantninger m.v., hvor man skal lede længe efter den.

Udbredelse: Almindelig, i alt fald i Østdanmark. Den er heller ikke ualmindelig f.eks. i klitterræn, hvor der er kalkpræg p.g.a. strandskaller etc.

Vel den eneste danske orkidé som kan betegnes som almindelig.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Skov-hullæbe ssp. helleborine.

Hvornår ses den? Blomstrer ultimo juni-primo september.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 08-03-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Lene Kjær Hansen d. 07-03-2009.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator