Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Anni Lene Nielsen
    Foto: Anni Lene Nielsen
  • Fotograf: Ole Hetland
    Foto: Ole Hetland
  • Fotograf: ivan abramowitz
    Foto: ivan abramowitz

Atlas

: Svaleurt overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Planten er 25-85 cm høj. Bladene er fjersnitdelte med 2-3 par afsnit, glatte og grønne på oversiden, blågrønne med spredte hår på undersiden.

Blomsterstanden er nærmest skærmformet og med 3-7 ca. 3 cm brede blomster i skærmen. Frugten er en 3-6,5 cm lang kapsel med 1,4 mm lange frø med olielegeme (myrespredning).

Kronen er 4-tallig.

Planten indeholder gul-orange mælkesaft i sædvanligvis rigelige mængder.

Svaleurt
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: ivan abramowitz

Variation

: Fligede blade og kronblade forekommer, men ret sjældent.

Forveksling

: Eneste plante i den danske natur, som har gul mælkesaft. Der er næppe forvekslingsmuligheder.

Udbredelse

: Almindelig i byer, bynære og tætbeboede områder i Danmark, især i Østdanmark.
Svaleurt - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Den blomstrer maj-august.

Tidsmæssig fordeling

af Svaleurt baseret på Naturbasens observationer:
Svaleurt - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Svaleurt - månedlig fordeling

Biologi

: Flerårig urt. Svaleurt har insektbestøvning og myrespredning af frøene, der har et lille olielegeme, som myrerne efterstræber og spiser.

Det latinske slægtsnavn "Chelidonium" er afledet af gammelt græsk "khelidon" = "svale" - og skal være afledt af, at den blomstrer når svalerne kommer - og evt. også af en gammel antik skrøne fra Aristoteles, der beretter, at svalerne henter blomsterne af planten og anbringer dem på svaleungernes øjne, når de har øjenbetændelse. Artsnavnet "majus" betyder "større" og skyldes, at de gamle græske botanikere kendte 2 arter Svalerod, nemlig den store og den lille. Sidstnævnte var Vorterod, som er en ranunkel.

Det danske navn er en oversættelse af det græske slægtsnavn.

Svaleurt er ikke oprindelig i den danske flora, men indført af munkene i middelalderen, der brugte den mod øjensygdomme (jfr. Aristoteles-anekdote). Dens ætsende saft har bl.a. været brugt mod vorter. Den bruges ikke længere medicinsk og er giftig og muligvis også mere eller mindre euforiserende.

Levested

: Almindeligst i bynære område: Parker, krat, skov, ved huse og på ruderater. Den er under udbredelse, især i Østdanmark.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

De senest indberettede arter i Naturbasen: