Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Torben Kaas
    Foto: Torben Kaas
  • Fotograf: Torben Kaas
    Foto: Torben Kaas
  • Fotograf: Torben Kaas
    Foto: Torben Kaas

Kendetegn

: Længde 40-49 cm, vingefang 99-119 cm. Har samme spinkle og slanke bygning som Hedehøg, men hånden kan være lidt mere afrundet og nærmere Blå Kærhøgs i form. Flugt som Hedehøg. Har som Hedehøg kun 4 synlige håndsvingfjer, Blå Kærhøg har 5. Flyver med stive, mekaniske vingeslag – højere og dybere end Blå Kærhøgs og hurtigere end Hedehøgs uden dens elastiske svirp i hånden.

Der er en markant størrelsesforskel på hanner og hunner. Han er meget bleg med renhvid underside, lysegrå overside, svage tværstriber på de yderste halefjer og med en smal kile af sort på vingespidsen (den forreste håndsvingfjer er lys), hvilket tydeligt adskiller den fra Hedehøg og leder tanken hen på en måge – og uden afstikkende hvid halegump som hos Blå Kærhøg han. Flyver med vingerne i et åbent V, både i kreds- og glideflugt. Hannens flugt er tydeligt lettere end hunnens og kan virke helt falkeagtig.

Hun ligner meget Hedehøg hun, og kan kun sikkert bestemmes på ansigtstegningen, hvor den udover den sorte plet på øredækfjerene har en lys krave bagom denne. Hunnens flugt ligner mere Blå Kærhøgs, og er altså ikke så let og graciøs som Hedehøgs.

Ungfugl – ligner også meget ungfugl af Hedehøg, men har altid en mere udpræget hvid, uplettet og bred krave bag de sorte øredækfjer end hunnen og har desuden en sort øjenstribe. Undersiden er generelt lysere, mere rustgul, eller orange, men variationen er stor.

Stemme: som andre kærhøges, og en trillende lyd som ligner Lille Lappedykkers trille.

Steppehøg
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Torben Andersen

Variation

: Har i Finland flere gange hybridiseret med Hedehøg og Blå Kærhøg. Juvenile kombinerer Blå Kærhøgs brede hånd og striber på brystet med Steppehøgens hovedtegninger og varmt orange bug. Omstrejfende hanner af Steppehøg har flere gange i Vesteuropa vist interesse for de to arter.

Forveksling

: Steppehøg kan forveksles med Hedehøg og Blå Kærhøg. Især hunner og ungfugle kan være svære at kende forskel på.

Yngre hanner (i 2. kalenderårs efterår) af Hedehøg og Blå Kærhøg kan forveksles med Steppehøg p.g.a. adulte sorte håndsvingfjer på nær de forreste, som er lyse, men tværstribede.

Udbredelse

: Yngler ikke i Danmark. Fuglens yngleområde strækker sig i et bælte fra Sortehavsområdet op til den østlige den af Ukraine og Hviderusland og herfra østover i et ret bredt bælte i steppeegne gennem Rusland. Den generelle udvikling i bestanden er negativ. Årsagen er i hovedsagen opdyrkning af steppeområder.

Har en enkelt gang ynglet i Sverige, idet 5-6 par rugede på Øland og Gotland i 1952. Finland er det land i Norden, hvor antallet af registrerede Steppehøge er størst – og her har fuglen ynglet én gang, i 2003. Men også her er fuglen dog sjælden. I Tyskland har den ynglet i 1850’erne, 1879, 1901, 1933 og 1952 (flere par).

Steppehøg - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: I Danmark årlig gæst – typisk mellem 10 og 15 fund årligt, visse år dog op mod en snes, flest april-maj og september. Iagttages mest ved de forskellige træksteder. Vinterkvarter i Afrika, mest syd for Sahara.

Tidsmæssig fordeling

af Steppehøg baseret på Naturbasens observationer:
Steppehøg - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Steppehøg - månedlig fordeling

Biologi

: Yngler første gang i en alder af 2-3 år. Som hos Blå Kærhøg og Hedehøg kan rederne også hos Steppehøg placeres tæt på hinanden (100 m) i løst opbyggede kolonier.

Reden anbringes på jorden, skjult af højt græs og gerne nær vand. De typisk 4-5 æg lægges sidst i april (sydligst) – midt i maj (nordligst) og udruges af hunnen på 29-30 dage (pr. æg). Redetiden er 33-45 dage, perioden herefter med ungernes afhængighed af forældrene 15-20 dage.

Æder hovedsagelig smågnavere. I år med få gnavere fanges en del fugle, fortrinsvis (rede)unger af jordrugende arter. Lejlighedsvis indgår også krybdyr (firben) og insekter. Er så afhængig af smågnaveres forekomst, at antallet af ynglepar svinger i takt med disse.

Levested

: Den typiske ynglebiotop er den åbne, tørre steppe, men fuglen træffes også på typiske hedehøgsbiotoper, samt i kornmarker. De ynglefuld, vi kender fra Skandinavien og Mellemeuropa, er gjort på typiske hedehøgsbiotoper.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L & R, 2004.

Rovfugle i felten v/Klaus Malling Olsen, Politiken 2007.

Rovfuglene i Europa v/Génsbøl, Gyldendal 2004.

De senest indberettede arter i Naturbasen: