Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
17. januar 2018
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Gåsebille (Phyllopertha horticola)
Foto: Finn Krone

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | puppe | kolonier | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Gåsebille (Phyllopertha horticola)
Foto: Karsten Thomsen


Foto/billede af Gåsebille (Phyllopertha horticola)
Foto: Per Bo Ravnå


Foto/billede af Gåsebille (Phyllopertha horticola)
Foto: Jesper Reibel



Gåsebille

Phyllopertha horticola (læst 6312 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Torbister (Scarabaeidae)

Kendetegn: Gåsebillen er en lille, farverig torbist med en kropslængde på 7 til 12 mm. Set ovenfra er den ret aflang og parallelsidet, og fra siden forekommer den lettere affladet. Hoved og forbryst er mørkegrønne eller sortgrønne med et flot metalskær, og hovedet er bredt, rektangulært og afrundet fortil. Øjnene er store og sorte, og antennerne er inderst brunlige og yderst sorte, ret små, og ender i en kølle med tre lameller. Forbrystet er forsynet med en svag rand langs siderne og bagtil, med tydeligt skarpe baghjørner og en ret lige bagrand med to afrundede markeringer til dækvingerne. Hoved og forbryst er forsynede med en tydelig punktering, der er langt tættere på hovedet. Det bredt U-formede scutellum er af samme farve som hoved og forbryst, hvilket står i skarp kontrast til de lyse- eller mellembrune dækvinger, der ligeledes har en grov punktering og uregelmæssige lister i ret lige rækker. De to sidste bagkropsled rager ud bag dækvingerne, men det er ikke så tydeligt ovenfra, da de er nedbøjede. Benene er ret korte og kraftige, og er sorte ligesom kroppens underside, men især skinneben og fødder kan have tendens til brunfarvning. Et karakteristisk træk er kløerne på det forreste og midterste benpar, hvor den ydre klo er betydeligt kraftigere end den indre, og nærmest er splittet op i to. Hele kroppen er dækket af lange stride, gråbrune til mørke hår, hvilket gør gåsebillen temmelig karakteristisk. Arten er kun ganske lidt kønsdimorf, og hanner er generelt en anelse mindre end hunner med lidt slankere bagkrop, en smule større antenner, men det tydeligste karaktertræk er lidt kraftigere fodled på forbenene.

Variation: Gåsebillen varierer ikke meget morfologisk, men der kan være en smule variation i hovedets og forbrystets mørke farve og metalskær, og en smule i dækvingernes brunlige nuance, der kan variere fra det typiske mellembrun til lysebrun eller mørkt rødbrun. Dækvingerne kan tit være mørkfarvede langs sømmen eller siderne. Gåsebillen er altid dækket af stride hår, men hårbeklædningen på dækvingernes overside kan variere, og er hos nogle eksemplarer kun ret svagt udviklet.

Forveksling: Kombinationen af karaktertræk beskrevet ovenfor gør gåsebillen ret karakteristisk, og ser man lidt nøjere efter, bør arten ikke kunne forveksles med andre danske biller. Klitoldenborren ligner gåsebillen ganske meget i generel habitus, men den er betydelig større, har længere og kraftigere ben, en bredere, mere hvælvet krop, et betydelig mere trekantet forbryst, og dens brunlige dækvinger har normalt områder med grønligt skær, hvilket gåsebillen mangler.

En anden mulig forveksling er med den lille engoldenborre (Hoplia philanthus) ligner gåsebillen en del, selvom der er en del forskelle. Engoldenborren er langt mere sjælden og lokal end gåsebillen, og selvom den også har brune dækvinger og mørkt hoved og forbryst, forekommer forbryst og hoved oftest bare mørke eller nærmest sorte og uden gåsebillens metalskær. En meget tydelig karakterforskel er, at engoldenborren mangler gåsebillens karakteristiske behåring. Engoldenborren er også tydeligt bredere og kraftigere bygget end gåsebillen, og ofte et par millimeter mindre. Gåsebillen har mørke eller sorte ben, mens engoldenborrens hun har brunlige ben (hannernes er sorte). Engoldenborren har også langt kraftigere og længere ben i forhold til kroppen end gåsebillen. Gåsebillens brunlige dækvinger har grov punktering og uregelmæssige, ophøjede lister, hvilket engoldenborren mangler. Hos gåsebillen er de to bagkløer på fodleddet nærmest lige store, eller den ydre klo kan være en smule større, og kløerne er ikke opsplittede som på de forreste benpar. Hos engoldenborren er bagfødderne derimod forsynede med kun en enkelt, stor klo, der er delt i spidsen, og ikke to som er det normale for de fleste biller.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Klitoldenborre, Engoldenborre

Biologi: Gåsebillen er en udbredt og almindelig kendt torbist i den brede offentlighed, ikke mindst som skadedyr i haver, landbrug og planteskoler. De voksne biller er dagaktive, og kan især om formiddagen ses sværme omkring i solskinnet i søgen efter føde, enten omkring buske og træer eller flyvende lavt henover græsklædte områder. De er klart mest aktive i varmt, solrigt vejr, mens de er inaktive på grå, regnfulde dage. Studier har vist, at dyrene generelt begynder at blive aktive, når temperaturen om morgenen overstiger 13 grader, hvor de begynder at bevæge sig rundt, men de begynder generelt først at flyve, når temperaturen overstiger 15 grader. Dyrene sværmer ofte kun omkring tre timer, hvorefter de sidder på planterne og hviler eller æder. Hunnerne sværmer ikke, men ses ofte siddende i græsset eller på deres foderplanter, mens hannerne kan ses sværme omkring enten enkeltvis eller i mindre flokke, typisk 1-1,5 meter over jorden. Billerne æder løv fra en række træer f.eks. eg, bøg, hassel eller birk, men er også glade for bladene og blomsterne på roser og frugttræer, f.eks. æble, pære eller kirsebær. Studier fra bl.a. England har vist, at dyrene er særlig glade for blomstrende hvidtjørn (Crataegus sp.). Man kan se dyrenes gnaverier som små uregelmæssige huller i bladene. Hvis billerne optræder talrigt, kan de således beskadige løvet på træer og buske i haver eller planteskoler, og gåsebillen regnes derfor som skadevoldende. Larverne kan dog ved masseforekomst anrette betydeligt større skader end de voksne biller.

Gåsebillen kommer frem i sidste del af maj måned, men kan være fremme tidligere i varme år. Dyrene klækker ofte i store mængder fra gode lokaliteter, og graver sig op fra deres underjordiske puppeskjul, og begynder straks at flyve omkring i søgen efter føde. Hanner kommer tit frem nogle få dage før hunnerne, og flyvetiden varer generelt 3-4 uger, og dyrenes aktivitet synes ofte at stige, jo længere tid de er fremme. Hunnerne lokker hannerne til med luftbårne duftstoffer (feromoner), og man ved i dag, at dette efterlignes af visse typer højt specialiserede blomster. Således har studier vist, at sneppeflueblomst (Ophrys scolopax) og bladhvepseflueblomst (O. tenthredinifera), der begge er udbredte i Middelhavsområdet, er effektive til, at lokke gåsebillehanner til, og at disse ivrigt forsøgte at parre sig med attrapper påsmurt disse blomsters duftstoffer. Det vides dog ikke, om disse blomsters danske slægtninge biblomst (Ophrys apifera) eller flueblomst (Ophrys insectifera) også er i stand til, at lokke gåsebillehanner til.

Gåsebillerne parrer sig fortrinsvis i sidst i maj eller begyndelsen af juni måned, og hunnerne graver sig ned i jorden for at lægge æg. I modsætning til den generelt dagaktive levevis foregår parringen derimod ofte i skumringen eller om natten. Arten er især glad for lette, sand- eller kalkholdige jorde, og ses derfor hyppigst i åbne områder som enge eller overdrev på let, sandholdig jord. Hunnerne lægger i gennemsnit 14 æg hver, og æggene lægges typisk i muldlagets øverste 5-6 cm, men alle æggene lægges ikke på en gang. Kort efter parringen graver hunnerne sig ned, og lægger de fleste æg, men graver sig så op igen, og fortsætter med, at æde blade og blomster, hvorefter de graver sig ned igen, og lægger flere æg. Undersøgelser har vist, at over 90 procent af æggene er befrugtede, og udvikler sig til larver. Hunnernes frugtbarhed falder dog med alderen, og relativt nyklækkede hunner lægger i gennemsnit flere frugtbare æg end hunner, der først parres efter nogle uger. Hunnerne flyver en del omkring, og studier har vist, at de kan lægge deres sidste æg op til 4-5 kilometer fra det sted, de selv i sin tid kom frem.

Æggene lægges i klumper, og de små larver klækker efter tre til fem uger, og begynder så at sprede sig ud i muldlaget. Undersøgelser fra England har vist, at selvom larverne lever enkeltvis, kan de ældre larver igen begynde at klumpe sig sammen før overvintringen. Larven er en typisk torbistlarve med en tyk C-formet krop med tydeligt afsatte kropsringe, et stort gulbrunt hoved og korte brunlige ben. De små larver er grålige og lettere hårede, men ældre larver har opbygget et fedtlag, og forekommer derfor hvidlige med en lysegrålig bagkrop og en lettere opsvulmet forkrop. Larverne gennemgår i alt tre stadier, og selvom man tit kan læse, at larvens udvikling varer to til tre år, er det almindeligt på vore breddegrader, at der forekommer en generation om året. Gåsebillens larver findes mest i den øverste del af muldlaget, men de ældre larver graver sig typisk i slutningen af oktober længere ned i jorden for at overvintre, men kommer op i rodzonen næste forår for, at færdiggøre deres livscyklus. De fuldt udvoksede tredje-stadie larver måler 15-18 mm, og forpupper sig i april måned det følgende forår, og puppetiden varer typisk en måneds tid. Larverne lever af rødder fra en række urter og stauder, men deres ubetinget foretrukne fødeemner er græsrødder. Men dette gælder kun de lidt ældre larver. De små, knap 1-1,5 mm første-stadie larver lever nemlig primært af dødt organisk materiale i jorden, men i andet larvestadium begynder larverne at gnave i de fine, hårtynde græsrødder. De ældre larver i tredje stadium gnaver derimod også større græsrødder over, og ved masseforekomster kan larverne gøre temmelig stor skade på græsplæner især på lette, sandholdige jorde. Arten er ikke så almindelig længere som tidligere, men studier fra England har vist, at man i 1950erne i særligt gode år på gode lokaliteter kunne finde over en million larver pr. hektar græsmark. Larvernes gnaven i græsrødderne ses ofte som gulfarvning af græsset, men ved masseforekomst kan større dele af plænen helt visne bort. Derfor bekæmpes gåsebillen ofte i haver, golfbaner, landbrug og planteskoler med forskellige kemiske bekæmpelsesmidler.

Gåsebillerne har dog også en lang række naturlige fjender, og de voksne biller ædes af fugle, især forskellige spurvefugle, spidsmus, padder og krybdyr, løbebiller, skolopendre og edderkopper, men studier fra bl.a. Wales har vist, at man også tit kan finde temmelig store mængder biller i maven på ørreder. Larvernes primære fjender er stære- og kragefugle, der tit roder i græsset for, at hente larverne op. Hvis der er mange larver i jorden og mange fugle i området, kan dette føre til, at græsset bliver grundigt rodet op i fuglenes søgen efter føde, hvilket kan forværre larvernes skader på plænen. Dette fører ofte til beskyldninger fra haveejere om, at fugle er i færd med at ødelægge græsplænen, men i virkeligheden er de snarere i færd med, at reducere antallet af græsplænens virkelige fjender. Studier fra det sydlige England har vist, at fuglene kunne reducere antallet af larver i græsmarker med over 50 procent på bare to måneder.

Levested: Gåsebillen er udbredt i åbne områder, enge, overdrev, grøftekanter, grusgrave, skovenge og lignende, hvor der forekommer en naturlig bevoksning af blomster og stauder og rigelig med græsser, men menneskets anlæggelse af store områder med græsplæner betyder naturligvis, at de tit kan findes særlig hyppigt i haver, planteskoler, golfbaner eller landbrug, hvor de ofte er særdeles uvelkomne gæster, der bekæmpes med stor iver. Dyrene er særlig udbredte på lette, sandholdige eller kalkholdige jorde, og her ser man også de værste masseforekomster og efterfølgende skader på de menneskeskabte habitater. Desuden er de gode lokaliteter ofte også karakteriserede ved, at være bakkede og med relativt meget nedbør.

Udbredelse: Gåsebillen er vidt udbredt i Europa, og er mange steder et almindeligt og endda skadevoldende insekt. Den findes så langt mod øst som de østlige Sibirien og Mongoliet. I Danmark er gåsebillen almindelig og udbredt over stort set hele landet. Selvom arten trives bedst på lette jorde, findes den i alle landsdele. Den danske rødliste vurderer arten som almindelig og ikke truet, og bestanden vurderes ikke at være undergået nedgang i nyere tid.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Gåsebille.

Hvornår ses den? Gåsebillen kommer frem i sidste del af maj måned, og hovedflyvetiden ligger i juni, hvor arten er mest talrig. Flyvetiden ebber ud i begyndelsen af juli, og det er ikke almindeligt at træffe arten efter midten af juli.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 14-11-2013. Beskrivelsen er senest redigeret af Per Christiansen d. 26-03-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Borg-Karlson, A.-K. (1989): Attraction of Phyllopertha horticola (Coleoptera: Scarabaeidae) males to fragrance components of Ophrys flowers (Orchidaceae, section Fuciflorae). Ent. Tidsskr. 109: 105-109.

Bunalski, M. (1999): Die Blatthornkäfer Mitteleuropas. Coleoptera, Scarabaeoidea. Bestimmung Verbreitung Ökologie. Bratislava.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.

Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.

Raw, F. (1951): Ecology of the garden chafer, Phyllopertha horticola, with preliminary observations of control measures. Bull. Amat. Res. 42: 605-646.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator