Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Henning Christiansen
    Foto: Henning Christiansen
  • Fotograf: Jørgen Christiansen
    Foto: Jørgen Christiansen
  • Fotograf: Jørgen Christiansen
    Foto: Jørgen Christiansen

 Figur

Kendetegn

: Fællessvøbet efterlader en karakteristisk fodpose omkring stokkens nederste del, som også findes hos den lige så giftige Snehvid Fluesvamp.

Hatten er 4-12 cm. bred, glat og lidt fedtet, og med forskellige nuancer af grønt og gulgrønt. Den er sædvanligvis uden skæl, men en sjælden gang kan rester af fællessvøbet sidde som store flager.

Stokken er 4-15 x 1-2 cm, er cylindrisk til kølleformet og har forneden en tydelig knold, hvorfra den karakteristiske pose dannet af fællessvøbet stikker op.

Lamellerne er fri (d.v.s. når ikke stokken), middelbrede, ret tætte og hvide.

Lamelsvøbet efterlader en sædvanligvis tydelig, bred, hængende og hudagtig ring på stokken.

Sporefarven er hvid.

Lugten er neutral til ret karakteristisk sødlig-vammel.

Smagen er svag-neutral, ikke særligt udpræget af svampealkohol, som giver den sædvanlige svampesmag. Man skal udvise stor forsigtighed ved smagning , helst lade være, men i alt fald huske at spytte grundigt ud.

Grøn Fluesvamp
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Eva Olsen

Variation

: Hvide eller næsten hvide eksemplarer forekommer.

Ældre eksemplarer kan mangle ringen og kun have få rester af fodposen tibage og kan være mere eller mindre afblegede af regnen.

Forveksling

: Typisk udviklet er Grøn Fluesvamp let kendelig. Men ældre eksemplarer kan som nævnt mangle nogle af de karakteristiske kendetegn.

Den typisk udviklede fodpose findes hos Grøn og Snehvid Fluesvampe, hos arter af kamfluesvamp samt hos posesvampe, men ikke hos Porfyr-, Rødmende, Panter- og Høj Fluesvamp.

Kam-Fluesvampene har tydeligt kamfuret hatrand og ingen ring på stokken. De farlige giftsvampe blandt fluesvampene er ikke kamfurede, bortset fra Panter-Fluesvamp, der kan være noget kamfuret.

Snehvid Fluesvamp har også fodpose, men er helt eller næsten hvid og har en slankere, oftest noget flosset udseende stok, og også ring på stokken. Den er lige så giftig som Grøn Fluesvamp.

Høj Posesamp har mere grålig hatfarve, men også tydelig fodpose, og kan have en betydelig lighed med Grøn Fluesvamp, men den har rustbrunt sporestøv og gror på friland, da den ikke danner ektomykorrhiza med træer. Høj Posesvamp savner ring, men det kan Grøn Fluesvamp, der som udgangspunkt har ring, jo også gøre af forskellige grunde.

Gamle og halvrådne eksemplarer af arten kan ligne så meget andet, men kan i mangel af bedre kendes på den karakteristiske sødligt-vamle lugt, når man er fortrolig med den. Denne lugt findes også hos den lige så giftige Snehvid Fluesvamp.

Udbredelse

: Den er almindelig på passende voksesteder i hele landet, mest almindelig i morænejordsegne.
Grøn Fluesvamp - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Den kan findes fra medio juni til hen i september, hyppigst er den i reglen i august.

Tidsmæssig fordeling

af Grøn Fluesvamp baseret på Naturbasens observationer:
Grøn Fluesvamp - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Grøn Fluesvamp - månedlig fordeling

Biologi

: Grøn Fluesvamp danner mykorrhiza med løvtræer, bl.a. Eg og Bøg, og findes overvejende på næringsrig bund i skov.

Grøn Fluesvamp er dødeligt giftig, og den af vore giftige svampe, der forårsager flest forgiftningsulykker.

I Sydøstasien spiser man en art posesvamp, der ligner Grøn Fluesvampe en del; Grøn Fluesvamp vokser til gengæld ikke der. Forgiftningsulykker er forekommet ved at folk med traditioner fra Sydøstasien har samlet Grøn Fluesvamp (og Snehvid Fluesvamp) i den tro, at det var hjemlandets spiselige posesvamp.

Svampens giftstoffer er bl.a. amatoksiner og phallotoksiner. De sidste kan ikke passere mave-tarmslimhinden, og nedbrydes ved opvarmning, medens amatoksiner både tåler syrer og opvarmning og passerer mave-tarmslimhinden, og udgør i første omgang de virksomme giftstoffer her. Men når der sker ødelæggelse af tarmslimhinden ved at amatoksinerne blokerer proteinsyntesen, kan phallotoksinerne, hvis de stadig er i tarmen, trænge ud i blodbanerne fra tarmen, hvis aktive blokeringsmekanismer for passagen er ødelagte. Når dette sker, vil phallotoksiner dog alt andet lige oftest være ude af tarmsystemet, med mindre der er sket fornyet indtagelse.

Dødelig dosis for en voksen person - ubehandlet - angives at være ca. 50 g. frisk svamp.Det er lever og nyrer, og leveren først, der rammes. Da leveren er legemets rensningsanlæg og afgiftningscentral,er der flere andre ting, som også går helt galt i kroppen,når leveren holder op med at fungere. Se en mere detaljeret beskrivelse af forgiftningsforløbet, forgiftningsmekanismer og biokemi her: ugeskriftet.dk...handtering-af-forgiftning-med-gron-fluesvamp Der går typisk 6-12 timer efter indtagelsen før de første forgiftningssymtomer indtræder. Ved indtagelse - eller formodning herom - skal man hurtigst muligt søge læge, eller tage direkte til skadestuen.

Slægten Fluesvamp har fået sit danske navn fordi, bønderne i ældre tider brugte at smøre en grød af Rød Fluesvamp på staldvæggene, hvor den gjorde det af med mange af fluerne p.g.a. indholdet af ibotensyre, som er en insektgift.

Levested

: Frodig løvskov, men kan sagtens også stå i parker og haver, langs stier o.s.v. hvor der vokser Eg, Bøg o.a. løvtræer i nærheden.

Det er vigtigt at bemærke sig, at den sagtens kan stå i ung skov og under unge løvtræer. -

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Jan Vesterholt: Danmarks Svampe, Gyldendal 2009, ISBN: 978-87-02-07936-4

Funga Nordica , Henrik Knudsen & Jan Vesterholt (mange forfattere til de forskellige grupper), ISBN, Nordsvamp 2008, udgivet med støtte af Aage V. Jensens Fonde. ISBN 978-87-983961-3-0

De senest indberettede arter i Naturbasen: