Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Anne Blotting
    Foto: Anne Blotting
  • Fotograf: Per  Schans Christensen
    Foto: Per Schans Christensen
  • Fotograf: Anne Blotting
    Foto: Anne Blotting

Kendetegn

: Længde 28-34 cm, vingefang 65-76 cm. Vægt: han 115-190 g, hun 130-197 g. En elegant, lille falk. Lidt mindre end Tårnfalk og med en flugtsilhuet omtrent som Lærkefalks. Halen er en anelse længere end dennes (på siddende fugle når vingespidser til halespids – hos Tårnfalk går halen tydeligt ud bag vingerne), og har kortere og bredere vinger. Glider tit med tydeligt sænket hånd.

Under jagt på flyvende insekter minder fuglen meget om Lærkefalk. Fuglen stryger da med hurtige, ikke særligt dybe vingeslag ofte lavt over jorden, men ses også højt til vejrs i samme forehavende. Andre gange kan den i en ikke særlig målbevidst søgeflugt samt under sin musen minde om Tårnfalk.

Under trækket ses en mere målbevidst glidende, distance-vindende flugt. Med sabelformede vinger og kraftbetonede vingeslag er fuglen meget Lærkefalke-agtig, mens den i langsommere flugt med kast fra side til side er meget Tårnfalke-agtig. Flugtsilhuetten er mao. ofte forbavsende ”drilsk””, og bør ved artsbestemmelse altid kombineres med dragtkarakterer.

*

Optræder i tre forskellige dragter: Ungfugl, adult han og adult hun. Derudover ses den i mange forskellige overgangsdragter mellem ungfugl og adult.

Han er meget karakteristisk, helt skifersort med teglrød undergump og ”bukser”, rød vokshud på næbbet og røde ben; i flugt er lyst sølvgrå svingfjer på oversiden synlige.

Hun har orangegul isse, sort øjen- og skægstribe (hænger sammen og danner en ”banditmaske” omkring øjet), hvid kind og strube; hele oversiden er sølvgrå med sorte tværstriber (inkl. hale), kropsundersiden er ustribet orangegul. I flugt ses på oversiden kontrast mellem mørkere svingfjer og lysere forvinger og ryg, på undersiden er forvingerne af samme farve som kroppen og svingfjer er grå med sorte tværstriber.

Ungfugl – ligner hun, men er brunlig med lyst gulbrune fjerrande på ryg og oversidens forvinge; undersiden er blegt gulhvid med mørke længdestriber, og på vingerne ses en bred sort bagkant; hovedtegningen er som hunnens, men på gulhvid bund og med fint mørkstribet isse så der dannes et lyst bånd om nakken; haleoversiden er tværstribet i modsætning til Lærkefalks.

Hanner i 2. kalenderår har vingetegning som ungfuglen, mens kroppen er næsten som hos adult, som regel med lys kind og mørk skægstribe. I løbet af efteråret udskiftes deres svingfjer, og i en periode ses en kile af adulte sorte fjer mellem tværbåndede juvenile.

Fourageringsteknikken er standjagt fra elledninger, pæle eller træer med korte jagter efter registreret bytte. Desuden søgeflugt lavt over terrænet, skiftevis i glid og musen (men - i forhold til Tårnfalk - oftere i mere vandret stilling og med kortere intervaller). Lander på jorden, går et stykke, muser igen osv. Insekter fortæres ofte i luften. Jager normalt i to perioder: om formiddagen og sent på eftermiddagen. Sidstnævnte jagt kan strække sig langt ud på aftenen.

Arten er ofte forbavsende tillidsfuld. Det gælder specielt ungfuglene.

Stemme: Hvor den yngler i kolonier, er den meget talende. Ofte høres et hurtigt, rytmisk ”kew-kew-kew…”, blødere og svagere end tilsvarende stemme hos Lærke- og Tårnfalk.

Aftenfalk
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Villy Pedersen

Forveksling

: Lærkefalk – Aftenfalk kan i modsætning til Lærkefalk finde på at muse. Ungfuglen forveksles let med Lærkefalk, og kendes på kontrast på overvinge: gråbrune, lysskællede dækfjer i kontrast til mørkere hånd. Desuden mørk bagkant på undervinge, tværstribet overhale og ansigtstegning (unge Lærkefalke har sjældent lys pande). Kløer lyse (mørke hos Lærkefalk).

Tårnfalk.

Dværgfalk.

Udbredelse

: Arten har aldrig ynglet med sikkerhed her i landet, selv om der foreligger en del sommerfund. De nærmeste ynglepladser ligger i det østlige Tjekkiet, Slovakiet, og Hviderusland. Hovedudbredelsen er dog i Rusland, Ukraine og Ungarn.

Arten har været i markant tilbagegang i næsten hele sit europæiske udbredelsesområde i de seneste årtier. Den russiske kernebestand menes således reduceret med over 50 % fra 1970 til 1990. Årsagen er formentlig, at moderniseringerne af det Østeuropæiske landbrug medfører en langsom forringelse af ynglebiotopernes økologiske kvalitet. Som udpræget insektspecialist er arten særlig følsom over for et forøget pesticidforbrug.

Aftenfalk - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Arten er i Danmark en fåtallig trækgæst og en noget sjældnere sommergæst fra Østeuropa og Rusland. Antallet af observerede fugle svinger markant fra år til år. I perioden 1990-96 har det årlige antal observerede fugle (indsendt til DOF’s rapportgrupper) svinget mellem 46 (i 1991) og 619 (i 1992). I 1994-96 er der registreret 80-100 fugle årligt.

Under forårstrækket, som normalt kulminerer i sidste halvdel af maj, ses der flest fugle ved Skagen, men arten kan også observeres på de nordsjællandske træksteder og Møn.

Om efteråret ses den normalt i størst antal på Sydbornholm. Her ligger kulminationen normalt omkring månedsskiftet august-september, men enkelte forsinkede individer kan nu og da ses frem til starten af oktober.

Arten kan optræde invasionsagtigt i forbindelse med længerevarende perioder domineret af højtryksvejr med varme østlige og sydøstlige vinde i maj-juni eller august-september. I forbindelse med sådanne invasioner optræder arten gerne i småflokke. Hovedparten af fuglene ses normalt om foråret, men i 1968, 1975 og 1979 var der betydelige invasioner af ungfugle i sensommeren. Den hidtil største invasion registreredes i forbindelse med en langvarig østenvindsperiode i maj-juni 1992. I løbet af dette forår sås hele 592 Aftenfalke, heraf de 460 i Skagen.

På grund af insektafhængigheden, trækker hele bestanden i august-september til vinterkvarteret i det sydlige Afrika.

Tidsmæssig fordeling

af Aftenfalk baseret på Naturbasens observationer:
Aftenfalk - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Aftenfalk - månedlig fordeling

Biologi

: Aftenfalken er en af de mest sociale rovfuglearter. Både under trækket og ved ynglepladsen optræder den flokvis og danner egentlige kolonier, der kan tælle flere hundrede par. I ynglesammenhæng slår Aftenfalke sig oftest ned i trægrupper med rågekolonier, hvor de pga. deres sene ankomst kan blive nødt til at smide nogle af de oprindelige beboere ud. En Råge er væsentlig større end en Aftenfalk, og iagttagelser fra Ungarn tyder på, at falkene må hjælpe hinanden med at jage Råger af rederne.

Aftenfalken er dog ikke direkte afhængig af at yngle kolonivis – også enlige par kan forekomme. Men de par, der yngler i kolonier, får i gennemsnit flere unger på vingerne end de enlige par.

Kan yngle ét år gammel, men hvor almindeligt det er, vides ikke. Parret holder blot sammen én ynglesæson.

Parringsflugten er meget lig Tårnfalkens - med fælles kredsflugt og hannen i udfald mod hunnen. Er hannen alene i luften, støder han voldsomt skrigende mod den siddende hun.

De 3-4 (2-6) æg lægges midt i maj/først i juni og udruges af magerne i fællesskab på ca. 28 dage pr. æg. Ungerne opholder sig i reden 27-30 dage og er selvstændige efter yderligere blot 7-14 dage.

Føde: Fortrinsvis insekter – med hovedvægt på div. arter græshopper, biller og myrer, suppleret med guldsmede, døgn- og vårfluer, hvepse, edderkopper. I vinterkvarteret fanges mange termitter. Ungerne opmades dog overvejende med hvirveldyr: firben, nyudfløjne småfugleunger (konstateret er bl.a. Munk, Sanglærke, Rødrygget Tornskade og Pirol), div. padder, smågnavere og spidsmus. Fanger kun sjældent voksne fugle i flugt.

Levested

: Foretrækker i yngletiden græs- og skovstepper, men ses også almindeligt i store højmoser, i floddale og i lysninger i skove. Alle steder er det dog en betingelse for bosættelse, at fødeunderlaget er rigeligt (stor forekomst af insekter).

På vore breddegrader træffer vi oftest arten ved trækstederne, samt når den fouragerer over diverse vådområder i indlandet.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L&R forlag, 2000.

Rovfugle i felten v/Malling Olsen, Politikens forlag 2007.

Fuglene i Danmark v/Meltofte, Gyldendal 2002.

Fuglenes Danmark v/Grell, Gads forlag 1998.

Rovfuglene i Europa v/Génsbøl, Gyldendal 2004.

De senest indberettede arter i Naturbasen: