Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
28. marts 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Næsehornsbille (Oryctes nasicornis)
Foto: Ole Martin

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | puppe | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Næsehornsbille (Oryctes nasicornis)
Foto: Barvid Jørgensen


Foto/billede af Næsehornsbille (Oryctes nasicornis)
Foto: Otto Kjærgaard


Foto/billede af Næsehornsbille (Oryctes nasicornis)
Foto: Mikkel H. Post



Næsehornsbille

Oryctes nasicornis (læst 26233 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Torbister (Scarabaeidae)

Kendetegn: Næsehornsbillen er et af Danmarks største og mest imponerende insekter, og med en kropslængde på 23-40 mm er den af samme størrelse som den store løbebille læderløber - se linket HER mens træbukken garver - se linket HER kan blive en smule længere. Næsehornsbillen er dog betydelig mere massivt bygget end disse to arter, og virker derfor mere overvældende. Kroppen er tyk og hvælvet, og grundfarven er normalt kastanjebrun, men hannens forbryst kan ofte være mørkere end de store, hvælvede dækvinger. Hele oversiden er temmelig skinnende, og kun med meget fin punktering. Undersiden er derimod rødbrun, og forsynet med en tæt pels af stride, rustrøde hår. Antennerne er tredelte, korte og kølleformede, kæberne er korte og brede, og benene er korte og kraftige graveben. Skinnebenene er forsynede med kraftige tænder langs den ydre side, især forbenene.

Arten er udpræget kønsdimorf, og hannen bærer et stort, krumt horn på hovedet, der er betydelig mere veludviklet hos store hanner. Hannens forbryst er trukket ud i to stumpe forlængelser langs hovedets sider, og forbrystet er markant udhulet fortil, og bærer en ophøjet liste med tre stumpe tænder. Hunnen har kun en lille knude på hovedet, og hendes forbryst er langt mindre udhulet. Hunnen har endnu kraftigere forben end hannen, en tilpasning til, at skulle grave sig ned i jorden eller ind i trøsket træ for at lægge æg.

Variation: Arten er meget konservativ, og varierer ikke morfologisk. Farven kan dog variere fra kastanjebrun til mørkebrun. I sydøstlige dele af artens enorme udbredelsesområde kan særligt store hanner blive næsten 60 mm lange, men dette forekommer ikke på vore breddegrader.

Forveksling: Næsehornsbillen ligner ikke nogen anden dansk bille, og bør som sådan ikke kunne forveksles med nogen anden art. Imidlertid sker det jævnligt, at folk forveksler næsehornsbillen med eghjorten, der dog overhovedet ikke ligner, og eneste begrundelse for dette synes at være, at begge er meget store og brunlige. Endnu mere mærkværdigt er, at den lille valsehjort også af og til forveksles med næsehornsbillen, til trods for en enorm forskel i kropsstørrelse, og her synes eneste grund at være, at begge arters hanner har horn.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Valsehjort, Eghjort

Biologi: Oprindeligt var næsehornsbillen knyttet til hvidtrøsket løvtræ i skovområder i form af stubbe, stammer og store, nedfaldne grene, men i Nordeuropa inklusive Danmark er den primært knyttet til menneskeskabte habitater. I modsætning til andre billearter, der også er specialiserede til denne levevis, og som følge heraf har lidt kraftigt under det moderne skovbrugs fjernelse af dødt ved fra skovene, har næsehornsbillen altså for flere århundreder siden formået at skifte over til nye habitater skabt af mennesket, og har dermed kunnet trives hvor andre biller er forsvundet. Tidligere var arten i Danmark tæt knyttet til gærende dynger af savsmuld, flis og træstumper, der ofte fandtes i store mængder ved de mange, små lokale garverier og savskærerier, der tidligere var udbredt over store dele af landet. De fleste af disse savskærerier er dog forsvundet indenfor de seneste 25 år, men næsehornsbillen har ikke vist nogen nævneværdig tilbagegang i antal, snarere tværtimod. Den fandtes tidligere også i gærede halmstakke og halmballer, kompostbunker, mistbænke mv., og tilsyneladende har den kunnet fastholde og endda formentlig udvide sine bestande ved, primært at gå over til, at leve i den slags miljøer.

De voksne biller klækker fra puppen om efteråret, og overvintrer dermed som voksne. Disse nyklækkede biller er meget fede, og har en masse næring fra larvestadiet, som bruges til, at klare den lange vinter. De kommer frem i løbet af sidste halvdel af maj til først i juni måned, og kan ses indtil begyndelsen af august, men da næsehornsbillen er tæt knyttet til menneskeskabte habitater, ses den også tit udenfor sin egentlige hovedsæson. Hanner af tilsvarende størrelse kæmper tit om hunnerne ved, at stange og skubbe hinanden med hornene, mens store hanner simpelthen kan kyse mindre hanner væk ved, blot at sænke hovedet og løbe fremad. Imagines sværmer på lune sommeraftener, og flyvende dyr kan høres på nogen afstand, da de laver en høj, dyb brummetone, nærmest som en meget stor gedehams. Dyrene æder ikke meget som voksne, men kan dog ses på udsivende træsaft, rådne frugter eller sågar hestepærer. Parringen foregår ofte nedgravet i substratet, men kan af og til iagttages frit fremme. Selve parringen tager ofte en halv time eller mere. Hunnen graver sig ned i smuld, flis, forrådnet halm eller hvad der måtte forefindes, og lægger et par snese runde æg ved, at presse substratet omkring ægget som en lille hule. Ægget er oprindeligt flødefarvet og ca. 1,5-2 mm i diameter, men under larvens udvikling optager det fugt fra omgivelserne, og dets diameter øges til ca. 3 mm efter 3-4 uger. Nogle dage før larven klækkes, har ægget antaget en mere grålig farve.

De nyklækkede larver måler omkring 4 mm, og gennemgår tre larvestadier hvor hoved og krop vokser markant, og det oprindeligt gulbrune larvehoved antager en mørkebrun farve. Helt udvoksede larver i tredje stadium kan blive næsten 10 cm lange og ligeså tykke som en finger. Kroppen holdes i den for torbister så typiske C-positur, men larverne kan dog strække sig ud for at kravle på et plant underlag. Larven har tre par brunlige ben, der dog ikke er nær så vigtige som kroppens bugtende bevægelser, når dyret skal bevæge sig gennem fødesubstratet. Larvernes ernæring af trøsket træ eller andet forrådnet organisk materiale betyder, at de mestendels æder cellulose og hemicellulose, der er ufordøjeligt, og larverne mangler cellulosenedbrydende enzymer (cellulaser) i tarmsystemet. Cellulosefordøjelsen foregår i tarmens bagerste del, der fungerer som en slags forgæringskammer, hvor symbiotiske bakterier nedbryder cellulosen, og derved forsyner larven med næringsstoffer og mineraler. Larvernes proteinindtag består hovedsagelig i, at fordøje de symbiotiske bakterier, men svampe i træet menes også at være en meget vigtig næringskilde. Larvens udvikling hævdes ofte at tage 3-5 år i naturen, men det er noget usikkert. Holdes dyrene i fangenskab ved 20-25oC, og fodres med en blanding af trøsket smuld og halvt nedbrudte blade, kan hele larvetiden overstås på bare 6-7 måneder, så der er grund til at tro, at en 4-5 års udvikling ikke forekommer i naturen med mindre larverne lever under ufavorable forhold. Det understøttes af vildfangne observationer, f.eks. en særdeles rig lokalitet ved Gundsømagle nord for Roskilde. Lokaliteten er en privatejet mødding med hestegødning, halm og store mængder tørvestrøelse. Dette medium er særdeles næringsrigt og producerede en stor mængde gæringsvarme. Møddingen blev tømt i september 2012, men undersøgelse af den nye mødding i april 2014 opviste en enorm koloni på skønsmæssigt flere tusinde voksne og larver. Alle stadier var til stede, nyklækkede til fuldt udvoksede L1 larver, nyforvandlede og fuldt udvoksede L2 larver og et enormt antal fuldvoksne L3 larver, samt en stor mængde voksne biller og et mindre antal døde pupper fra efteråret 2013. Denne kæmpe koloni er derfor altså kun knapt halvandet år gammel.

Larven laver en kokon af gennemtygget fødesubstrat blandet med afføring, og heri sker forpupningen. Puppens udvikling varer 6-7 uger, hvorefter den voksne bille kryber frem fra en lang revne i puppens rygside. Den er bleg og ufarvet, men i løbet af de næste 3-4 uger hærder dens ydre skelet (cuticulaen), og dyret antager gradvist sin kastanjebrune farve.

I Danmark har arten ikke nogen specialiserede naturlige fjender, ud over større fugle, mus, frøer og tudser, grævlinger, pindsvin og andre insektædende pattedyr, men disse arter er ikke specialiserede i prædation på næsehornsbiller. I Sydeuropa findes derimod den gigantiske dolkhveps (Megascolia flavifrons), hvor hunnerne kan opnå en kropslængde på næsten 6 cm, og dermed er den største art af årevingede i Europa. Hunnen af denne kæmpehveps opsøger larver af næsehornsbillen, sjældnere eghjorten, og stikker larven i hvert kropssegment foruden de sidste tre, for derved at lamme nerveknuderne (ganglier). Derefter lægger hvepsen et æg på larvens yderside. Hvepselarven, der klækker fra ægget, hager sig fast på næsehornsbillelarvens hud, hvor den ernærer sig parasitisk ved, at suge kropsvæsker fra den. Til sidst dræber dolkhvepselarven næsehornbillelarven, og æder resten af kroppen undtagen det pansrede hoved. Derefter spinder hvepselarven en kokon, hvor den forpupper sig, og overvintrer som puppe, indtil den voksne hveps kommer frem næste forår, typisk sidst i april til først i maj. Fra nærtstående arter som f.eks. Oryctes rhinoceros vides en række svampe, f.eks. Metarrhizium anisopliae, at være en alvorlig parasit på larver, og mange dræbes af disse typer svampe. Næsehornsbillens larver rammes også jævnligt af svampe, især hvis deres fødesubstrat er for vådt og ikke udvikler tilstrækkelig gæringsvarme.

Levested: Næsehornsbillens oprindelige habitater var uden tvivl løvskove med større mængder hvidtrøsket træ i form af stubbe, stammer og grene. Den kan af og til også findes den slags steder, ofte hvis stubben er så stor, at der kan dannes en smule gæringsvarme ved træets nedbrydning, men den er generelt en sjældenhed i naturen ikke blot i Danmark men i hele Nord- og Mellemeuropa. Derimod er næsehornsbillen tæt knyttet til menneskeskabte habitater, og her kan den nærmest findes overalt, f.eks. savværker, landbrug, haver, gartnerier og endda lossepladser. Der skal bare være tilstrækkeligt med rådnende organisk materiale i form af træ, smuld, flis, bark eller halm. Sidstnævnte er blevet en meget vigtig fødekilde for næsehornsbillen i de senere årtier.

Udbredelse: Næsehornsbillen tilhører torbistunderfamilien Dynastinae, en primært tropisk gruppe, der rummer nogle af de allerstørste insekter i verden, bl.a. herkules- og elefantbiller. Det er den eneste dynastin, der findes i Danmark, og i Europa er der også kun ganske få andre dynastiner, f.eks. slægten Pentodon. Næsehornsbillen er vidt udbredt i Europa og Nordafrika nord for Sahara, og dens udbredelsesområde strækker sig mod øst helt til Indisk Himalaya. Artens nordlige udbredelse går gennem det sydlige Sverige, Norge og Finland, og Danmark er således også i artens nordlige udbredelsesperiferi. Arten er vidt udbredt i Europa, og har levet længe i det midt-sydeuropæiske område, hvor fossile rester, der regnes for at være fra den nulevende næsehornsbille, men som er over 3 millioner år gamle, er fundet i Tyskland. Derimod tyder arkæologiske studier på, at arten først er indvandret til Skandinavien i historisk tid, og at den formentlig derfor aldrig er nået til Storbritannien, der jo igen blev adskilt fra kontinentet i tidlig Holocæn ved afsmeltning af Weichselistidens gigantiske indlandsgletsjere. Indenfor dette enorme udbredelsesområde er i alt 19 underarter blevet beskrevet, men de fleste er formentlig blot geografiske varianter, og er baserede på meget svage kendetegn, om nogen overhovedet. Kun underarten O. n. prolixus fra De Kanariske Øer kan med rimelighed siges at være taksonomisk forskellig fra den nominale underart, O. n. nasicornis, fra det Europæiske fastland, herunder Danmark. I Danmark regnedes næsehornsbillen tidligere for udbredt men ikke almindelig, men i de senere årtier er arten tilsyneladende blevet almindeligere, og især på Sjælland må den siges at være vidt udbredt og almindelig, mens den er mere sparsom på Fyn og i Jylland. Arten har åbenbart helt uproblematisk klaret overgangen fra savsmuldsdynger på de små, regionale savværker til at leve i kompostbunker, flis, halmballer og lignende i haver, gartnerier, og landbrug. Den danske rødliste regner arten for usikker og næsten truet, da bestandens fortsatte udvikling bør overvåges for at sikre, at den virkelig trives i de nyere omgivelser. En negativ effekt af de små regionale savværker forsvinden op igennem 1970-80erne kan muligvis ses i Østjylland, hvor arten synes at være gået tilbage i de seneste årtier. I Tyskland er næsehornsbillen fredet i henhold til naturbeskyttelseslovens (Bundesnaturschutzgesetz) paragraf 44, og dyrene må hverken dræbes eller indfanges, og deres levesteder må ikke ødelægges.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Næsehornsbille.

Hvornår ses den? De voksne biller kan findes nedgravet i fødesubstratet fra september til maj, og de voksne biller er fremme i maj til september men er hyppigst i juni-juli.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 07-09-2013. Beskrivelsen er senest redigeret af Per Christiansen d. 17-04-2014.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Bayon, C. & Etiévant, P. (1980): Methanic fermentation in the digestive tract of a xylophagous insect: Oryctes nasicornis L. larva (Coleoptera; Scarabaeidae). Cellular and Molecular Life Sciences 36: 154-155.

Bayon, C. & Mathelin J. (1980): Carbohydrate fermentation and by-product absorption studied with labelled cellulose in Oryctes nasicornis larvae (Coleoptera: Scarabaeidae). Journal of Insect Physiology 26: 833-840.

Endrödi, S. (1985): The Dynastinae of the World. Dr. W. Junk Publishers, Dordrecht.

European Rhinoceros Beetle Oryctes nasicornis (Linnaeus, 1758). - se linket HER

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. - Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). - Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hendriks, P. (2007): Ontwikkeling van de neushoornkever, Oryctes nasicornis (Coleoptera: Scarabaeidae), in verschillende soorten organisch materiaal. Entomologische beichten 67: 53-57.

Henschel, H (2003): Der Nashornkäfer. Neue Brehm-Bücherei 301. Westarp Wissenschaft-Verlagsgesellschaft mbH, Hohenwarsleben.

Krell, F.-T. (2002): On nomenclature and synonymy of of Old World Dynastinae (Coleoptera, Scarabaeidae). Entomologische Blätter 98: 37-46.

Krell, F.-T. (2006): Fossil record and evolution of Scarabaeoidea (Coleoptera: Polyphaga). Coleopterists Society Monograph 5: 120-143.

Lai, J. & Hsin-Ping, K. (2008): For the love of rhinoceros and stag beetles, vol. 2.

Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.

Mach, G.E. (1940): The species composition of the hosts of the most important European species of scoliids. Bulletin of Plant Protection 4: 93-101.

Piek, T., Buitenhuis, A., Simonthomas, R.T., Ufkes, J.G.& Mantel P. (1983): Smooth muscle contracting compounds in the venom of Megascolia flavifrons (Hym: Scoliidae) with notes on the stinging behaviour. Comp Biochem Physiol C. 75: 145-152.

Rössler, M.E. (1961): Ernährungsphysiologische Untersuchungen an Scarabaeidenlarven (Oryctes nasicornis L., Melolontha melolontha L.). Journal of Insect Physiology 6: 62-74.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator