Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
27. maj 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Lærkefalk (Falco subbuteo)
Foto: Per Schans Christensen

Galleri:
Seneste billeder | 1. kalenderår | 2. kalenderår | adulte | juvenile | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Lærkefalk (Falco subbuteo)
Foto: Jørn Skeldahl


Foto/billede af Lærkefalk (Falco subbuteo)
Foto: Jørn Skeldahl


Foto/billede af Lærkefalk (Falco subbuteo)
Foto: Peter Nielsen



Lærkefalk

Falco subbuteo (læst 9931 gange)

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Rovfugle (Falconiformes)
Familie: Falke (Falconidae)

Kendetegn: Længde 29-35 cm, vingefang 70-84 cm. Vægt: han 131-232 g, hun 141-340 g. Noget større end Tårnfalk. Har lange, slanke vinger, som i flugt nærmest virker seglformede med lang, spids hånd (ikke ulig mursejlervinger). Halen er forholdsvis kort. Oversiden er ensfarvet skifersort uden kontraster på vingerne og uden tværbånd på halen (modsat Tårnfalk og juvenil/hun Aftenfalk). Undersiden er hvidlig med sorte længdestriber på kroppen, med lyse tværbånd på halen og med meget tæt, mørk stribning på vingeundersiderne, der på afstand ser ensfarvede mørke ud. De mellemste halefjer er relativt længere end de øvrige. ”Bukser” og undergump er hos adulte orangerøde. På hovedet ses sortbrun pande, isse, nakke og lang, smal skægstribe, der kontrasterer mod hvid kind og strube. Ben og vokshud gul, øjenring grøngul og næb sort. Køn ret ens, men hunnen er en anelse større med bredere vinger og længere hale end hannen og kan have brunt anstrøg på oversiden. Muser ikke.

Ungfugle har mørkebrun overside med smalle, lyse rande på dækfjer og bagryg. Gulbrune bukser og undergump. I forhold til adult er vingen bredere og halen jævnere afrundet uden lange midterfjer.

*

Den jagende Lærkefalk er en åbenbar udfoldelse af hurtighed og manøvredygtighed i skøn forening. Håndsvingfjerene samlede, vingeslagene hurtige og dybe, og accelerationsevnen særdeles veludviklet. Den aktive flugt afbrydes nu og da af korte strækninger med glideflugt, og en krap vending foretages lynhurtigt. Fuglen er således i stand til at fange både guldsmede (der ædes i luften), svaler og mursejlere. Ses også gående under insektjagt. Kan sågar snuppe Brunflagermus på varme sommeraftener. Desuden tager den div. arter smågnavere og spidsmus, muldvarpe og unge kaniner, undtagelsesvis også krybdyr. Under insektfangst er flugten som regel knap så kraftfuld, men ikke mindre elegant, med pludselige kast og accelerationer. Selv om arten er så adræt og hurtig, benytter den ved fuglejagt i reglen overraskelsesangreb. Kommer strygende lavt over jorden eller dukker pludselig frem bag bygninger, hække o.l. Denne taktik synes at være forklaringen på, at arten er i stand til at tage så hurtige fugle som svaler og mursejlere.

Sidder ofte åbent, gerne i træer, og virker da slank – med et karakteristisk udseende. Det skyldes bl.a. det meget mørke hoved med den markante skægstribe i stor kontrast til den lyse kind.

Stemme: Almindeligste skrig er et vendehalseagtigt ”kew-kew-kew”, brugt bl.a. som kontakt mellem magerne – altså en ret højtliggende og klangfuld stemme. Kendes fra andre småfalke på, at tonehøjden (som hos Vendehals) stiger på de første toner.

Forveksling: Lærkefalk og Aftenfalk har meget ens flugtsilhuet og kan i princippet altid fejlbestemmes i dårlig belysning eller på stor afstand. Aftenfalk – har lys pande (ses kun sjældent hos Lærkefalk) og generelt lysere overside, lysere hale med jævne tværbånd på alle fjer (hos Lærkefalk farvet som ryggen med ensfarvede midterfjer) og lysere underside med tydeligere bånding på håndfladen og bred, sort bagkant på hele hånden. Desuden er kun brystet stribet og bugen hvid. Kløer lyse (mørke hos Lærkefalk).

Lærkefalk deler hovedtegninger med Vandrefalk (men har en lille, fin, hvid streg foran øjet og ”ekstra skægstribe” i nakken), der er større med bredere arm, større hoved og dybere, lysere bryst. Kun små hanner af Vandrefalk er i størrelse tæt på Lærkefalk, men er dog mere kompakte og kraftfulde med bredere arm og kortere hale.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Vandrefalk, Tårnfalk

Biologi: Yngler normalt første gang som 2-årig – enkelte hunner allerede ét år gamle. Magerne kan danne par flere år i træk, men hvor ofte dette er tilfældet, vides ikke. Ingen falke bygger rede selv – Lærkefalken ruger oftest i en forladt kragerede, typisk i en fyr i en mindre skov (lejlighedsvis i reder af større rovfugle, egernreder og lign.), anbragt højt oppe, helst i fritstående træer. Større skove benyttes dog også, hvor de brydes af lysninger og marker. Ynglefund ved høje master er kendt (Sønderjylland).

Æglægningen sker hyppigst sidst i juni, og de 3 æg udruges hovedsageligt af hunnen på 28-31 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 28-34 dage i reden – omkring 1. september. Herefter går der endnu 2-3 uger, før ungerne er uafhængige af forældrene.

*

Optræder ret tavst og skjult ved redestedet i forsommerperioden og som følge af, at den gerne jager op til mere end 5 km fra reden, er det vanskeligt at registrere ynglefund af arten.

I yngletiden har fuglen fordel af at hjembringe lidt større byttedyr til reden og fanger derfor forskellige småfugle (50 % af disse udgøres af Landsvale og Sanglærke). I insektrige egne kan det godt lade sig gøre at skaffe insekter nok, men netop evnen til at jage fugle gør Lærkefalken i stand til også at bosætte sig i egne med få store insekter. At denne evne til at skifte fødevalg virkelig har betydning illustreres af, at et par, som opfostrede ungerne med insekter, i gennemsnit besøgte reden med 3-4 minutters mellemrum og altså brugte en masse tid og energi på transport af mange små fødeemner. Et andet par bragte blot ungerne en fugl ca. hver 4. time, så ved at hente store ”madpakker” kunne den samlede transporttid mindskes.

Lærkefalken er ofte udsat for at få sin rede plyndret, specielt af krager. Efter tyske undersøgelser kan det ske for næsten halvdelen af et områdes bestand. Desuden er artens ynglesucces afhængig af vejrforholdene. En våd sommer fik kun ét af 11 registrerede par unger på vingerne. Nyere svenske undersøgelser viser en ungeproduktion pr. ynglepar på 1,81 og kun et begrænset tab af hele kuld (4 ud af 26).

Levested: Den optimale ynglebiotop består af ældre, lysåben nåle- eller løvskov, gerne agerland med søer - lune områder med rigt insekt- og småfugleliv, typisk ved fugtige enge, store moser og hedestrækninger.

Udbredelse: I Danmark en sjælden ynglefugl (5-10 par) i landets sydlige del. Sverige huser ca. 2.000 par, Norge 70 par og Finland 2.500-3.500 par. Derudover yngler arten i de fleste andre europæiske lande, sporadisk i Nordafrika, samt gennem Asien frem til Stillehavet.

I midten af 1800-tallet var arten en ret almindelig ynglefugl i DK, men allerede fra slutningen af århundredet begyndte tilbagegangen. Og den fortsatte i 1900-tallet. Det stedse mere rationelle og intensive land- og skovbrug har utvivlsomt forringet artens ynglemuligheder. Den omfattende ødelæggelse af vådområder i skovene gennem dræning og tilplantning kan have været en særlig kritisk faktor. Men også bekæmpelse og belastning med miljøgifte medvirkede til at reducere bestanden op gennem århundredet.



Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Lærkefalk.

Hvornår ses den? Arten er en udpræget trækfugl med vinterkvarter i Afrika syd for ækvator. Efterårstrækket starter sidst i august. Først i oktober har de sidste normalt forladt Skandinavien.

Vender tilbage på forårstræk fra sidst i april. Trækket kulminerer for de gamle fugle først i maj og for de unge først i juni.

Trækket forløber over en bred front, men der sker dog en vis koncentration ved trækstederne. Under varme østlige til sydlige vinde er talt op til 60 fugle pr. dag i Skagen og 40 i Nordsjælland.

Der er i Danmark ringmærket i alt 46 Lærkefalke siden 1921. I alt 5 fugle er genmeldt, heraf 3 mærkede som redeunger. Af disse 3 er én genmeldt under trækket. Denne fugl blev skudt lidt over 1 år gammel i Sydfrankrig 29.9.1932. De 2 øvrige er genmeldt mindre end 15 km fra ringmærkningsstedet, hhv. 2 og 7 år efter mærkningen. Disse (få) genfund antyder således, at lærkefalkene i visse tilfælde vender tilbage til deres udklækningslokalitet.

Den samlede europæiske ringmærkning viser, at lærkefalkenes træk og passagen af Middelhavet foregår over en bred front.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Anni & Peter Nielsen d. 16-05-2009. Beskrivelsen er senest redigeret af Anni & Peter Nielsen d. 17-05-2009.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Fugle i felten, v/Mullarney m.fl., L & R forlag, 2000.

Dansk Trækfugleatlas, Forlaget Rhodos og Zoologisk Museum, Kbh. 2007.

Fuglenes Danmark, v/Grell, Gads Forlag 1998.

Rovfugle i felten, V/Klaus Malling Olsen, Politikens forlag 2007.

Fuglene i Danmark, v/Meltofte, Gyldendal 2002.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator