Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
21. februar 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Dolichovespula adulterina (Dolichovespula adulterina)
Foto: Ken Alminde

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd




Figur 1.

Dolichovespula adulterina

Dolichovespula adulterina (læst 2410 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Gedehamse (Vespidae)

Kendetegn: Arten hører til blandt de seks danske arter i slægten Dolichovespula, eller de bredkindede gedehamse. Afstanden mellem det nederste af facetøjnene og kæberne er således større end bredden af første antenneled.

Øjenindskæringen er kun gul i den nederste del og mundskjoldet har en stor sort midtplet på den nederste del. Hos hannerne vil denne plet dog have karakter af et bånd som er udvidet på midten.

Mundskjoldet har desuden markante spidsvinklede udtrukne hjørner forneden. Et kendetegn der er karakteristisk for de to snyltende arter af gedehamse.

Der vil aldrig forekomme røde aftegninger på bagkroppen.

Dronning længde 12-15 mm og hannen 12-15. Arbejdere findes ikke hos denne art.

Variation: Der er ringe variation på ansigtets tegning, hvilket betyder at et godt billede af dette ofte vil kunne føre til identifikation af arten.

Bagkropstegningen kan dog variere en smule.

Forveksling: Vi har to snyltende arter af gedehamse i Danmark og begge har spidsvinklet udtrukne forhjørner på mundskjoldet. Dog vil de hos adulterina være mere fremtrædende end hos Skov-snyltegedehamsen (D. omissa). Desuden vil D. omissa blot have en lille sort plet på mundskjoldet.

Der er stor lighed med værtsarten D. saxonica. Denne mangler dog de spidst fremtrukne hjørner på mundskjoldet og vil have mere udbredt og ikke skarpt afgrænset sort plet på mundskjoldet.

Se fig. 1. D.adulterina til venstre og til sammenligning en dronning af arten D.saxonica. Bemærk hos saxonica de mere afrundede hjørner nederst på mundskjoldet.

De jordboende arter hos slægten Vespula er alle kortkindede og anderledes tegnet på mundskjoldet.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Almindelig Gedehams

Biologi: D. adulterina producerer ikke selv arbejdere, idet den har en parasitisk levevis hos arterne D. saxonica og D. norwegica. Hos sidstnævnte art tilsyneladende som kommensal.

Dronningen opsøger værtsdyrets bo når produktionen af arbejdere er startet og trænger forbi vagtmandskabet. Boets dronning vil derefter blive dræbt og alle nylagte æg vil herefter producere hanner og hunner af adulterina (artsnavnet kan iøvrigt oversættes som "falsk").

Levested: Da arten lever som henholdsvis parasit og kommensal hos arterne D. saxonica og D. norwegica, vil levestederne være sammenfaldende med disse.

Selvom førstnævnte almindelige art ofte træffes i tilknytning til menneskelig bebyggelse, er de få fundsteder i Danmark ikke sket ved bebyggelse. Den blev således fundet i Bastemosen på Bornholm i 2000. Fundstedet Ammitsbøl Skov på Vejlekanten er et stort skovmassiv uden bebyggelser.

Udbredelse: Arten er udbredt i alle vore nabolande (dog ikke Storbritannien), men er først erkendt her fra landet i 2000, hvor den blev fundet på Bornholm. Det må derfor antages at arten forekommer sjældent herhjemme.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Dolichovespula adulterina.

Hvornår ses den? Dronningerne hos arten ses først omkring starten af juni måned, når arbejderne begynder at klækkes hos værtsarterne. Det angives desuden, at den sjældent ses hen på sensommeren.

Status: Udbredelse/hyppighed ukendt




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Ken Alminde d. 21-12-2014. Beskrivelsen er senest redigeret af Ken Alminde d. 22-12-2014.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Douwes,Per, Et. al. 2012: Steklar: Myror - getinger (Hymenoptera:Formicidae - Vespidae).

Buhl, Peter Neerup Et. al. Ent. Medd. nr. 68,4-2000. Snyltegedehamsen Pseudovespula adulterina (Buysson, 1905) ny for Danmark (Hymenoptera, Vespidae).

Pedersen, Lars-Erik Kruse 1975. Natur og Museum. De sociale gedehamse.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator