Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
20. september 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Stenhumle (Bombus lapidarius)
Foto: Bjørn Grøn

Galleri:
Seneste billeder | imago | æg | kolonier | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Stenhumle (Bombus lapidarius)
Foto: Ruth Ahlburg


Foto/billede af Stenhumle (Bombus lapidarius)
Foto: Annette Faxholm


Foto/billede af Stenhumle (Bombus lapidarius)
Foto: Rasmus Nielsen



Stenhumle

Bombus lapidarius (læst 10197 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Langtungebier (Apidae)

Kendetegn: Stenhumle er som andre humlebier en stor kraftig bi med en tæt behåring. Stenhumlen er en eusocial bi.

Hanner er kulsorte med en mørkerød hale og en gul krave. Den gule krave er reduceret eller mangler helt hos dronningen og arbejderne. Stenhumlen har en slank kropsform i forhold til de andre arter af rødhalede bier. Dens pels er kulsort på nær halen som er mørkerød, pollenkurven er derfor også sort. Stenhumlens mundskjold er sort og fladt, derudover har hannerne gul behåring hos hannerne. Dronning og arbejdere har sorte hår på bagerste tibia, mens hanner har gule/røde hår bagerst på tibia, samtidig mangler de pollenkurven. Dronningen hos stenhumlen er omkring 18-22 mm, arbejderne er væsentlig mindre 9-17 mm, mens hannerne er mellem 10-15 mm.

Variation: Farve og form kan variere en smule.

Forveksling: Stenhumlen kan umiddelbart forveksles med andre humlebier, der også har rød hale. Ud af de otte arter er to af disse snyltehumler. Det er Klokkesnyltehumle (B. quadricolor), denne er desværre ikke observeret siden 1937 og Stensnyltehumle (B. rupestris) som har så karakteristiske mørke vinger og mangler pollenkurv, at der ikke kan ske forveksling med stenhumlen.

Ud af resterende seks rødhalede humler er to arter uddøde i Danmark, det er steppehumle (B. cullumanus) og frugthumle (B. pomorum). De sidste fire arter, lille Skovhumle (B. pratorum), klokkehumle (B. soroeenis), græshumle (B. ruderarius) og selvfølgelig stenhumlen kan være sværere at skille ad i naturen, men under luppen er der sikre kendetegn.

Hvis man finder rødhalede bier i naturen, vil de først på sæsonen typisk være dronning af lille skovhumle, her efter kommer stenhumlen, som med en slank og langstrakt kropsbygning adskiller sig fra lille skovhumle, den er lille og kort i kropsbygningen.

Et af stenhumlens kendetegn under lup er dens sorte hår bagerst på tibia, de ses hos dronningen og arbejderne. Lille skovhumle- og græshumle-hunner har røde hår på bageste tibia, begge arter er desuden mere blege i farven i forhold til Stenhumlen. Hanner af lille skovhumle kan forveksles med stenhumlens hanner, dog har lille skovhumle en bredere gul kant og er mere pjusket end stenhumlens hanner.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Lille Skovhumle, Klokkehumle, Stensnyltehumle

Biologi: Humlebier opdeles i kort- og langtungede arter. Opdelingen bestemmes ud fra humlebiernes kompleks af vedhæng i munddelene, dette kompleks danner sugesnabelen. Hos stenhumlen er sugesnabelen kort, derfor foretrækker de blomster som har en landings platform, det kan eksempelvis være tidsler. Stenhumlerne på disse blomster vil gå rundt og undersøge blomsterne, i stedet for at flyve. Stenhumlen vil fokusere deres pollen optag fra blomster som har et højt aminosyre indhold, de drives i højere grad af pollenenes kemiske struktur frem for en præference af blomster taxa. Ved fødemangel vil Stenhumlen udvikle meget små arbejdere, såkaldte dværgindivider. Stenhumlen kan have små kolonier, men de kan også have en tendens til forholdsvis store kolonier med 300-400 arbejdere. I Danmark findes der cirka 2,4 reder pr. hektar i et gennemsnitlig kultiveret landskab.

Dronningen er det eneste individ hos Stenhumlen der kan overvintre. I det tidlige forår er hun på jagt efter et bo til kolonien. Hun kan bygge reder i forladte musehuller, huller i jorden, fuglereder, halmballer, under stråtag og gamle trærødder. Stenhumlen bygger gerne reder nær menneskeskabte omgivelser.

Derfor er haver eller i skovområder dens foretrukne leveområder. Skovområderne kan være en fordel først på sæsonen, da der findes mange forårsblomster, men når kronelaget i skoven er sprunget ud vil lyset ikke trænge i samme grad ned til skovbundens blomster og der vil være få blomster til fødesøgning for bierne. Derved bliver reder nær eller i skovområder ufordelagtige efter kronelagets udspring.

Efter fundet af det rigtige bo, lægger dronningen få æg som bliver boets første generation af arbejderbier. De skal passe æg, larver og finde føde til den nye koloni. Sidst på sommeren klækkes nye dronninger og droner, som kan fortsætte slægten til den nye sæson. Dronerne dør efter paringen.

For at søge føde navigerer Stenhumlen efter linjer i landskabet, de flyver derfor ofte langs hegn, hække eller andre karakteristiske linjer. Stenhumlen søger føde relativt tæt på deres reder, dette gør den for at nedsætte energiforbruget. Dog søger den ikke føde lige ved siden af dens bo, da fjender kan risikere at opdage boet, og derved ødelægge kolonien.

Størrelsen på boet kan påvirke, hvor langt fra boet humlebierne flyver. Ved store kolonier flyver bierne langt væk, grundet et stort behov for føde. Stenhumlen kan flyve langt væk fra boet, næsten to km. De kan derfor udnytte isolerede føderessourcer til boet. Måden hvorpå Stenhumlen finder pollen, kan ikke forklares ud fra dens tungelængde eller kropsstørrelse. Stenhumlen og Jordhumlen finder føde på samme måde, men deres tungelængder og kropsstørrelser er ikke ens.

Humlebier har forskellige fjender i naturen. De er kun bytte for få rovdyr og derfor bruger arbejderne ikke meget tid på at holde udkig efter fjender ved fødesøgning. De fleste fugle undgår humlebierne, men særligt tornskader og fluesnappere spiser arbejdere og dronningerne. Humlebierne har også en række fjender indenfor parasitoiderne og snyltere, det er eksempelvis hvepsefluefamilien Conopidae, kødflueslægten Brachichoma og rundormen Sphaerularia bombi.

Dronninger og arbejdere af Stenhumle har giftbrod og kan stikke ved fare. Deres brod har ikke modhager og de kan derfor stikke flere gange. Dog er Stenhumlen ikke en særlig aggressiv art.

Humlebierne er gået tilbage siden det industrielle indtog i Europa, dels grundet habitatfragtmentering, men også grundet sprøjtegifte. Sprøjtegifte menes at påvirke humlebierne i en negativ retning, både når der er tale om en direkte effekt af insektgifte, men også som følge af indirekte effekter ved sprøjtning mod ukrudt og dets blomster, som er en del af humlebiernes fødekilde.

Levested: Stenhumle ses overalt, men haver og skovområder er dens foretrukne leveområder.

Udbredelse: Stenhumlen er almindelig udbredt i Danmark, og i resten af det centrale Europa. Stenhumle er ikke kendt fra Læsø og Anholt. Den er ankommet til Bornholm inden for de sidste 20 år.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Stenhumle.

Hvornår ses den? Arten ses fra april til august.

I midten af april ses de overvintrede dronninger. I slutningen af maj kan de første arbejdere observeres. Næste sæsons dronninger og droner kan ses i slutningen af juli.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Nanna Søndergaard Pedersen d. 21-05-2015. Beskrivelsen er senest redigeret af Line Sabroe d. 05-06-2016.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Natur og Museum- humlebier, nr . 1 marts 2010, Naturhistorisk Museum Aarhus, Yoko Luise Dupont og Henning Bang Madsen

ISBN 978-87-91779-22-0

Goulson, D., Lepais, O., O'Connor, S., Osborne, J. L., Sanderson, R. a., Cussans, J., Darvill, B. (2010). Effects of land use at a landscape scale on bumblebee nest density and survival. Journal of Applied Ecology, 47(6), 12071215. doi:10.1111/j.1365-2664.2010.01872.x

Somme, L., Vanderplanck, M., Michez, D., Lombaerde, I., Moerman, R. M., Wathelet, B., Jacquemart, A.-L. (2014). Pollen and nectar quality drive the major and minor floral choices of bumble bees. Apidologie, (Michener 2007), 92106. doi:10.1007/s13592-014-0307-0

Walther-Hellwig, K., & Frankl, R. (2000). Foraging habitats and foraging distances of bumblebees, Bombus spp. (Hym., Apidae), in an agricultural landscape. Journal of Applied Entomology, 124(7-8), 299306. doi:10.1046/j.1439-0418.2000.00484.x

Alle internetsider er set den 03-05-2015

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER

- se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator