Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
23. februar 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Dværgvandnymfe (Nehalennia speciosa)
Foto: Jørn Skeldahl

Galleri:
Seneste billeder | imago | nymfe | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Dværgvandnymfe (Nehalennia speciosa)
Foto: Torben Sebro


Foto/billede af Dværgvandnymfe (Nehalennia speciosa)
Foto: Ib Fagerlund


Foto/billede af Dværgvandnymfe (Nehalennia speciosa)
Foto: Inge Nagstrup



Dværgvandnymfe

Nehalennia speciosa (læst 3646 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Guldsmede (Odonata)
Familie: Coenagriidae (Coenagriidae)

Kendetegn: Dværgvandnymfe er en spinkel og kortvinget vandnymfe. Begge køn er metalgrønne på forkrop samt størstedelen af bagkroppen. Dele af de tre bageste bagkropsled er lyse hos hunner (med alderen ofte mere blå) og blå hos hanner. Arten er uden antehumerale striber og pletter bag øjnene. Dværgvandnymfe har lyse vingemærker.

Forveksling: Dværgvandnymfe kan kendes alene på størrelsen. Ellers peger kombinationen af lyse/blege vingemærker, ingen antehumerale striber, lyse ben og en tydelig blå linie mellem øjnene entydigt på dværgvandnymfe.

Biologi: Dværgvandnymfe er ikke særlig aktiv og selve flyvningen foregår langsomt og svirrende og ofte lavt mellem vegetationen. Hunnen forestår æglægningen alene. Æggene klækker efter få uger hvorefter nymfen sandsynligvis er et år om udviklingen til voksent individ.

Levested: Dværgvandnymfe findes i næringsfattige og sure vandhuller og gerne hvor der er hængesæk ud til åbent vand.

Udbredelse: Dværgvandnymfe er dels registreret fra en enkelt lille lokalitet i Nordøstsjælland, nemlig Fandens Hul i Teglstrup Hegn, hvor en stor bestand blev opdaget i 1990. Desuden findes på SNM/Zoologisk Museum et enkelt eksemplar fundet ved Snogebæk i 1937. Findestedet ved Snogebæk kunne godt tænkes at være moseområdet Hundsemyr, der imidlertid blev stærkt ændret af tørvegravning midt i 1900-tallet.

Siden det første fund i Fandens Hul i 1990 er arten blevet fundet årligt på lokaliteten, men generelt i lavere og lavere antal. Dværgvandnymfe må betragtes som den guldsmed i Danmark, der er i størst risiko for at forsvinde. Den er i dag rødlistet som kritisk truet i Danmark, som sårbar i EU og som næsten truet globalt.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Dværgvandnymfe.

Hvornår ses den? Dværgvandnymfe flyver fra starten af juni til sidst i august, hos os dog især fra midten af juni til midten af juli.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på Guldsmedeatlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Erik Dylmer d. 03-01-2014. Beskrivelsen er senest redigeret af Mogens Holmen d. 07-07-2016.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Dijkstra, K-D. 2006. Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe. British Wildlife Publishing

Nielsen, O.F. 1998. De Danske Guldsmede. Apollo Books

Askew, R.R. 2004. The Dragonflies of Europe. Harley Books

Billquist, M., Smallshire D. and Swash A. 2012. Svenska Trollsländeguiden. Hirschfeld Media





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator