Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. oktober 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Toogtyveplettet Mariehøne (Psyllobora vigintiduopunctata)
Foto: Solveig Østerø Schrøder

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | puppe | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Toogtyveplettet Mariehøne (Psyllobora vigintiduopunctata)
Foto: Ulf Bjerre


Foto/billede af Toogtyveplettet Mariehøne (Psyllobora vigintiduopunctata)
Foto: Hanne Bertelsen


Foto/billede af Toogtyveplettet Mariehøne (Psyllobora vigintiduopunctata)
Foto: Jan Sørensen



Toogtyveplettet Mariehøne

Psyllobora vigintiduopunctata (læst 3699 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Mariehøns (Coccinellidae)

Kendetegn: Længde: Hanner bliver ca. 4 mm i længde, hunner bliver ca. 5 mm. Hvælvet og ellipseformet bille. Cephalon(hovedet), thorax(brystpartiet) og dækvingerne (dækker for flyvevinger, og abdomen) er gullige med 22 symmetrisk fordelte, sorte pletter (Younes et al. 2015). Observeres jævnligt i Danmark, og er meget nem at artsbestemme ved at tælle antallet af pletter.

Forveksling: På afstand kan den måske ligne fjortenplettetmariehøne( Propylea quatuordecimpunctata), også kendt som Skakbræt, men det skal generelt være nemt at se forskel, hvis pletterne tælles efter.

Biologi: Æggene er hvid-gullige og lægges primært i samlinger på undersiden af blade. Samlingerne varierer fra 2 til 16 æg, og længden af hvert æg er ca. 1 mm. Lige inden klækning får æggene en mere grålig farve. Larve og puppestadiet er ligeledes gullig med sorte pletter, men lige efter klækning er larven grålig med sorte pletter. Larver er ca. 2 mm ved klækning og vokser op til 6 mm inden forpupning. Pupper er 3 gange 2 mm i størrelse (Younes et al. 2015). Pga. farveligheden mellem larve og voksen stadierne klassificeres arten som en monomorf, hvor andre mariehønearter varierer mere i farver mellem larve stadie og voksenstadie (Yourtsever et al. 2000).

Hunner er både længere og tungere end hanner ved voksenstadiet. I et studie fra Jordan blev det rapporteret at larverne klækker i april og voksenstadiet dør i november (Younes et al. 2015).

Som den eneste af mariehønsene fouragerer den toogtyveplettede mariehøne kun på svampefamilien meldug, som parasiterer planter. Både i larve og voksenstadiet er meldug den primære fødekilde, og det er observeret at tætheden af billen øges i takt med øget biomasse af meldug. Arterne af meldug der fourageres på varierer og det samme gør planterarterne, hvor svampene findes (Younes et al. 2015, Yourtsever et al. 2000).

Levested: Områder hvor der findes planter, som der vokser arter af meldug på.

Udbredelse: Er relativt udbredt i Danmark.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Toogtyveplettet Mariehøne.

Hvornår ses den? Observeres i billestadiet fra forår til tidligt efterår i Danmark.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Esben Due Yding d. 22-05-2017. Beskrivelsen er senest redigeret af Esben Due Yding d. 06-06-2017.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Younes, G. H., Ahmed, M., and Ali, N. 2015. Morphological, Biological and Ecological Studies of the Mycophagous Ladybird Psyllobora vigintiduopunctata L. (Coleoptera: Coccinellidae) on Powdery Mildew Fungi in the Coastal Region of Syria. Jordan Journal of Agricultural Sciences, Volume 11, No. 2

Yurtsever, S. 2000. A Preliminary Study on the Ladybirds (Coleoptera: Coccinellidae) of Edirne in North-Western Turkey. Turkish Journal of Zoology, 25, pp. 71-75





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator