Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
17. januar 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Rødmende Fluesvamp (Amanita rubescens var.rubescens)
Foto: Jørgen Christiansen

Galleri:
Seneste billeder | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Rødmende Fluesvamp (Amanita rubescens var.rubescens)
Foto: Torben Ebbensgaard


Foto/billede af Rødmende Fluesvamp (Amanita rubescens var.rubescens)
Foto: Emil Lütken


Foto/billede af Rødmende Fluesvamp (Amanita rubescens var.rubescens)
Foto: Karl Schlichter



Rødmende Fluesvamp

Amanita rubescens var.rubescens (læst 12475 gange)

Klasse: Agaricomycetes (Agaricomycetes)
Orden: Champignonordenen (Agaricales)
Familie: Fluesvampfamilien (Amanitaceae)

Kendetegn: Hatten er normalt 5-10 cm i diameter, ofte med en spættet rød-brunlig farve, men den findes også med en renere brun farve, der dog svinger lidt fra hasselnød til det lidt lysebrune, mere eller mindre dækket af hvide skæl, som dog kan komme af i regn eller ved berøring.

Lamellerne er hvide og frie.

Stokken er forneden knoldagtigt opsvulmet med fine bælter af skæl eller næsten helt glat, 6-12 cm høj og 1,3-3 cm tyk, gråbrun (ofte også en lille smule rødbrunligt). Øverst sidder der en hvid ring, der er riflet på oversiden. Kødet er hvidt, men rødmer ligesom overfladen på svampen ved berøring, snegleafgnavninger, punkteringer o.l.

Rødmende Fluesvamp er efter nogles opfattelse en anvendelig spisesvamp. Man bør især være på vagt over for forveksling med Panter-Fluesvamp.

Smagen er svag-neutral, ikke særligt udpræget af svampealkohol, som giver den sædvanlige svampesmag.

Forveksling: Kan forveksles med Høj fluesvamp (Amanita excelsa), som den deler karakteren stribet-plisseret ring med, men den rødmer aldrig. Høj Fluesvamp har i reglen tydeligt bæltet-skællet stok under ringen, hvor Rødmende Fluesvamp er glat eller højst sparsomt- og fintskællet. Har man en velfungerende lugtesans, kan man evt. bruge lugten, der er neutral-fraværende hos Rødmende Fluesvamp og ræddikeagtig (i retning af Kugleknoldet Fluesvamp) hos Høj Fluesvamp.

I den slemme ende er Panter-Fluesvamp, (Amanita pantherina) som er MEGET GIFTIG, dog sjældent dødeligt. Denne rødmer ligeledes aldrig. Ringens overside er glat, ikke riflet. Knolden ved basis er tydeligt adskilt fra stokken af en skarpt markeret kant eller vulst. Hos Rødmende Fluesvamp er overgangen flydende.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Høj Fluesvamp, Rød Fluesvamp, Panter-Fluesvamp, Grøn Fluesvamp

Biologi: Findes i både nåle - og løvskov, på morbund, sandbund og muldbund. Vokser enligt eller få sammen, ofte godt spredt over skovbunden (kan være temmelig talrig)

Levested: Findes i både nåle- og løvskov, på morbund, sandbund og muldbund. Den er ikke kræsen.

Udbredelse: Meget almindelig. Det er en af de mest almindelige store svampe i de danske skove; og den kan også sagtens findes i parker, gamle haver, vildthegn, små nåletræsplantager i det åben land med videre.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Rødmende Fluesvamp.

Hvornår ses den? Den ses fra slutningen af juni til oktober, med højsæson i august-september.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Michael Filtenborg d. 11-07-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Anni Lene Nielsen d. 07-01-2017.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
De danske svampenavne, en pdf udgivelse af Jens H. Petersen & Jan Vesterholt




Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator