Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
16. december 2018
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Grøn Mosaikguldsmed (Aeshna viridis)
Foto: Inge Linden

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | nymfe | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Grøn Mosaikguldsmed (Aeshna viridis)
Foto: Inge Linden


Foto/billede af Grøn Mosaikguldsmed (Aeshna viridis)
Foto: Inge Linden


Foto/billede af Grøn Mosaikguldsmed (Aeshna viridis)
Foto: Inge Linden



Grøn Mosaikguldsmed

Aeshna viridis (læst 8774 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Guldsmede (Odonata)
Familie: Mosaikguldsmede (Aeshnidae)

Kendetegn: Med en kropslængde på ca. 65-75 mm, er Grøn mosaikguldsmed en af vore store guldsmede. Den har meget brede grønne skulderstriber, ligesom Blå mosaikguldsmed. Siden af brystet er klar grøn og afbrydes ikke af kraftige mørke striber modsat de øvrige mosaikguldsmede. Bagkroppen er typisk for mosaikguldsmede, en mørk/brun baggrund med parvise farvede pletter i bagkroppens længde. Hos hunnen af Grøn mosaikguldsmed er disse pletter grønne, hos hannerne er de blå.

Forveksling: Den klart største forvekslingsrisiko er med Blå mosaikguldsmed, idet hannen af Grøn mosaikguldsmed er meget blå i farverne, samt at hunnen af Blå mosaikguldsmed er meget grøn i farverne. Grøn mosaikguldsmed er helt grøn på siden af brystet uden mørke tegninger. Ved Blå mosaikguldsmed er siden af brystet altid afbrudt af mørke striber.

Grøn mosaikguldsmed kan også forveksles med Stor kejserguldsmed som har de samme farver, er grøn på siden af brystet uden mørke tegninger, og har et mønster på bagkroppen, der overfladisk kan minde om det der ses ved Grøn mosaikguldsmed. En helt tydelig karakter, der skiller Stor kejserguldsmed fra mosaikguldsmedene er at Stor kejserguldsmed er helt grøn på skulderne og har således ikke skulderstriber.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Blå Mosaikguldsmed, Stor Kejserguldsmed

Biologi: I Danmark yngler Grøn mosaikguldsmed næsten altid i tilknytning til planten Krebseklo - se linket HER , hvor hunnen lægger æg i planten. Det er dog set, at den kan bruge andre arter til æglægningen, for eksempel gul åkande og dunhammer.

Grøn mosaikguldsmeds tilknytning til krebseklo er ikke helt afklaret, men det tilegnes ofte at krebseklo er en indikator på rent vand med en mangfoldig smådyrsfauna, samt at krebsekloen yder beskyttelse for guldsmedens larver mod predation fra fisk.

Levested: Den ses ofte i vandhuller, damme, moser, kanaler og lignende med bestande af Krebseklo.

Grøn mosaikguldsmed er en såkaldt bilag IV art. Det betyder at den optræder på habitatdirektivets bilag IV, og at arten og dens leve- og ynglesteder er strengt beskyttet i EU.

Udbredelse: Grøn mosaikguldsmed findes meget spredt i landet, dog med en koncentreret forekomst i Nordsjælland.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Grøn Mosaikguldsmed.

Hvornår ses den? Grøn mosaikguldsmed ses på vingerne fra slutningen af juni til starten af september med hovedvægten af observationer i sidste halvdel af juli og august.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på Guldsmedeatlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Nicholas Bell d. 15-11-2014. Beskrivelsen er senest redigeret af Nicholas Bell d. 15-01-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Dijkstra, K-D. 2006. Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe. British Wildlife Publishing

Nielsen, O.F. 1998. De Danske Guldsmede. Apollo Books

Billquist, M., Smallshire D. and Swash A. 2012. Svenska Trollsländeguiden. Hirschfeld Media

Corbet, P. & Brooks, S.. 2008. Dragonflies. The New Naturalist Library, Collins.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator