Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
6. december 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Tormentil (Potentilla erecta)
Foto: Bent Carstensen

Galleri:
Seneste billeder | aftagende blomstring | blomstrende individer | individer i knop | vegetative individer | vinterstander | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Tormentil (Potentilla erecta)
Foto: Per Thomassen


Foto/billede af Tormentil (Potentilla erecta)
Foto: Guy Voets


Foto/billede af Tormentil (Potentilla erecta)
Foto: Nikolai Kreilgaard



Tormentil

Potentilla erecta (læst 5377 gange)

Klasse: Tokimbladede (Magnoliopsida)
Orden: Rosenordenen (Rosales)
Familie: Rosenfamilien (Rosaceae)

Kendetegn: Den kaldes også Opret Potentil.

Den har indtil 30 cm. høje oprette stængler, der i reglen er rigt forgrenede. De udgår fra en kraftig jordstængel, der er rød indvendigt.

Grundbladene er langstilkede og 3-5- fingrede med takkede småblade. Stængelbladene er 3-fingrede og ustilkede, men har ved grunden 2 store løvbladsagtige akselblade, så de for en overfladisk betragtning ser 5-fingrede ud.

Blomsterne er gule og sidder på lange, oprette stilke. Der er næsten altid 4-tallige.

Forveksling: Tormentil kendes let på den oprette vækst og de gule 4-talsblomster. Liggende Potentil har også ofte 4-talsblomster, men nedliggende vækst og stilkede 3-5 fingrede stængelblade.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Liggende Potentil, Grå Vår-Potentil, Mat Potentil

Biologi: En flerårig urt med insektbestøvning af blomsterne.

Jordstænglen har været anvendt i folkemedicinen. Den er rig på garvestoffer og virker stoppende, blodstillende og desinficerende. Den har også været brugt som garve- og farvemiddel.

Etymologi:

Potentilla betyder "den lille kraftige" (jfr. "potens") og sigter til de helbredende egenskaber, man tillagde flere arter i slægten.

Erecta betyder opret; mange arter i slægten har nedliggende vækst.

Tormentil kommer af plantens gamle latinske navn Tormentilla, diminutiv af tormentum, de betyder "pinsel", "bugvrid" og hentyder til, at den har været anvendt som lægemiddel mod diarré m.v.

Levested: Den vokser på sur bund fra lidt fugtigt til mere tørt terræn. Mod øst i landet vokser den også i kalkkær.

Udbredelse: Planten er almindelig på passende voksesteder i hele landet. Passende voksesteder kan i Østdanmark også være kalkpræget bund.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Tormentil.

Hvornår ses den? Tormentil blomstrer juni-august.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 15-03-2016. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 19-01-2019.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Dansk Flora 1. udgave, Gyldendal 2006, Redaktion Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg. Mange forfattere. ISBN: 87-02-03032-2

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Danmarks Vilde Planter, Skytte-Christiansen, Branner og Kock 1964 ff.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator