Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
24. februar 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Åkande-Kærguldsmed (Leucorrhinia caudalis)
Foto: Jan Fischer Rasmussen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Åkande-Kærguldsmed (Leucorrhinia caudalis)
Foto: Ib Fagerlund, efter aftale



Åkande-Kærguldsmed

Leucorrhinia caudalis (læst 405 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Guldsmede (Odonata)
Familie: Libeller (Libellulidae)

Kendetegn: Åkande-Kærguldsmed har en kropslængde på 36-39 mm.

Ligesom de øvrige kærguldsmede har den en hvid pande og bagvingerne en tydelig sortbrun plet ved basis. Den har hvide bagkropsvedhæng og en kølleformet bagkrop. Hos ældre hanner er vingemærkerne hvide på oversiden.

Kroppens grundfarve er sort - hos den udfarvede han er bagkroppen delvist blåpudret. Hunnen og unge hanner har gule pletter på kroppen. Hos disse er bagkroppens gule rygpletter, bortset fra på de forreste led, især hos hannerne temmeligt små og smalle og mangler ofte helt eller delvist; dette er dog også tilfældet hos østlig kærguldsmed.

Forveksling: Arten kan først og fremmest forveksles med dens nære slægtning, Østlig Kærguldsmed, der ligeledes har hvide vedhæng på bagkropsspidsen og delvist blåpudrede ældre hanner. Hannen har hos denne art en mere slank og en lidt længere bagkrop. Det sikreste skilletegn er dog, at vingemærkernes farve på oversiden er hvid hos ældre hanner af Åkande-Kærguldsmed, men sort hos begge køn af Østlig Kærguldsmed. Hunnerne kan bl.a. adskilles på, at bagkroppen er mere kølleformet og lidt kortere hos Åkande-Kærguldsmed.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Østlig Kærguldsmed

Biologi: Den kønsmodne han har et territorie, som den typisk bevogter fra et åkandeblad eller et andet flydeblad på søen.

Parringen varer kun få minutter i bredvegetationen eller på et flydeblad, og hunnen foretager herefter æglægningen alene. Det sker ved at hunnen flyvende dypper bagkroppen ned i vandoverfladen og afkaster æggene mellem vandplanterne. Æggene klækkes efter nogle uger og larveudviklingen tager 2-3 år.

Levested: Arten yngler især i rene, svagt næringsrige søer eller i brunvandede skovsøer. Den foretrækker varme, solbeskinnede søer med megen flyvebladsvegetation, f.eks. hvid åkande, gul åkande eller vandaks.

Den trives godt i søer med fisk. Det skyldes, at larverne har store torne, som beskytter den mod rovfisk og giver den en konkurrencefordel i forhold til andre guldsmede.

Udbredelse: Åkande-Kærguldsmed ynglede indtil begyndelsen af 1900-tallet i nogle søer i Nordsjælland. Den seneste registrering i området er fra 1912.

I 2018 blev arten igen fundet i Danmark, denne gang ved Borremosen på Falster, hvor der blev iagttaget en enkelt territoriehævdende han.

Åkande-Kærguldsmed findes i Skåne og i landene omkring Østersøen. Det er derfor ikke usandsynligt, at arten kan sprede sig til egnede søer i Østdanmark.



Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Åkande-Kærguldsmed.

Hvornår ses den? Flyvetiden er fra slutningen af maj til begyndelsen af august.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på Guldsmedeatlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Inge Nagstrup d. 08-12-2019. Beskrivelsen er senest redigeret af Mogens Holmen d. 01-02-2020.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Billquist, M., Andersson, D & Bergendorf, C. 2019. Nordens Trollsländor. Avium Förlag, Stenåsa.

Billqvist, M., Birkedal, L. 2016. Skånes Trollsländor. En atlasinventering 2009-2014. Naturskyddsföreningen i Skåne, Lund.

Boudot, J.P., Kalkman, V. J. (eds) 2015. Atlas of the European dragonflies and damselsflies. KNNV publishing, the Netherlands.

Nielsen, O. F. 1998. De danske guldsmede. Apollo Books.

Nyhedsbrev fra Guldsmedeatlas: - se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator