Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Kim Woelders
    Foto: Kim Woelders
  • Fotograf: Marianne  Malmquist Obling
    Foto: Marianne Malmquist Obling
  • Fotograf: Marianne  Malmquist Obling
    Foto: Marianne Malmquist Obling

Atlas

: Rundhoftet Vandkalv overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Rundhoftet Vandkalv er blot én af vores 8 store arter af vandkalve. Det er biller med en kropslængde mellem 22 og 44 mm, der normalt lever i ferskvand. Kroppen er ret beskedent hvælvet, og oversiden er sort eller mørkt brun (til tider med grønligt/blåligt skær) med en karakteristisk gul stribe langs hver side. Ofte har oversiden også andre gule tegninger/striber - hos en del arter f.eks. langs for- og bagkanterne af forbrystet. Undersidens farve kan variere fra art til art.

Arten Rundhoftet Vandkalv kan kendes præcist på en kombination af følgende kendetegn, der dog hver især også kan findes hos andre store vandkalve: Forbrystleddets overside højst med meget smalt gule for- og bagkanter (den gule bagkant er ofte helt utydelig); kroppens underside er mest gullig, men mere eller mindre rustrød bagtil; baghofteforlængelserne (to små bagudrettede forlængelser over fæsterne for bagbenene) er afrundede i spidserne (ikke kort eller langt tilspidsede); kropslængde 29-39 mm.

Rundhoftet Vandkalv
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Kim Woelders

Variation

: Ikke meget bortset fra kønsforskelle. Hanner, der har en udvidelse med sugeskiver på forfødderne, har en lidt bredere kropsform og er ofte lidt længere end hunner. Hunner har altid grove riller på langs ad dækvingernes overflade.

Forveksling

: Rundhoftet Vandkalv kan minde om andre af vore 8 forskellige store arter af vandkalve (Stor Vandkalv, Bred Vandkalv, Sortbuget Vandkalv, Rundhoftet Vandkalv, Brillevandkalv, Hvepsebuget Vandkalv, Hedevandkalv og Dykkervandkalv). Af andre store biller i ferskvand har vi to store arter af vandkærer (Stor Vandkær og Hydrophilus aterrimus). Disse to vandkærer, der i øvrigt ligner hinanden meget, kan overlappe i størrelse med bl.a. Rundhoftet Vandkalv, men de er altid helt mørke uden gul sidestribe. Desuden har de en mere hvælvet kropsform.

Udbredelse

: Meget almindelig i det østlige Danmark, men hyppigheden aftager mod nordvest. Mangler i nordlige og vestlige dele af Jylland.
Rundhoftet Vandkalv - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Rundhoftet Vandkalv kan blive mindst et år gammel og kan derfor ses året rundt.

Tidsmæssig fordeling

af Rundhoftet Vandkalv baseret på Naturbasens observationer:
Rundhoftet Vandkalv - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Rundhoftet Vandkalv - månedlig fordeling

Biologi

: Den voksne bille er et ret bredspektret rovdyr, der finder byttet med lugtesansen. Under dækvingerne medbringer den en luftbeholdning, som den af og til udskifter fra vandoverfladen. Den kan flyve til nye levesteder og lander undertiden på blanke overflader på land. Æggene indbores om foråret i levende plantedele under vand. Ofte opsøger hunnerne ved flyvning steder med gode betingelser for larvernes opvækst. Larven lever groft sagt af, hvad den kan magte at bide sig fast i af forbisvømmende dyr, inklusive eventuelle haletudser og artsfæller. Byttet opløses og udsuges gennem en kanal i hver af de to krumme, spidse kindbagger. Inde i kroppen har larven en luftbeholdning, som den af og til udskifter fra overfladen. Larven skifter hud to gange (hvor den er blød og sårbar), og bliver i løbet af en måneds tid så stor, at den kan kravle på land for at forpuppe sig nede i jorden. I løbet af sommeren kommer den nye generation af voksne biller frem og kravler eller flyver til vand.

Levested

: Rundhoftet Vandkalv lever i stillestående ferskvand. Hovedsagelig i vandhuller og småsøer. Måske især hvor disse ligger i skov- eller moseområder.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Nilsson, A.N. & Holmen, M. (1995): The aquatic Adephaga (Coleoptera) of Fennoscandia and Denmark II Dytiscidae. E.J.Brill.

De senest indberettede arter i Naturbasen: