Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. oktober 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Hvas Avneknippe (Cladium mariscus)
Foto: Rune Larsen

Galleri:
Seneste billeder | afblomstrede individer | aftagende blomstring | blomstrende individer | vegetative individer | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Hvas Avneknippe (Cladium mariscus)
Foto: Anne Drøgemüller Lund


Foto/billede af Hvas Avneknippe (Cladium mariscus)
Foto: Dan Hua Wang


Foto/billede af Hvas Avneknippe (Cladium mariscus)
Foto: Jens Maarbjerg



Hvas Avneknippe

Cladium mariscus (læst 7798 gange)

Klasse: Enkimbladede (Liliopsida)
Orden: Halvgræsordenen (Cyperales)
Familie: Halvgræsfamilien (Cyperaceae)

Kendetegn: Kraftig plante, som er 1-2 meter høj og flerårig.

Den har lange tykke jordstængler.

Stråene er trekantede foroven.

Bladene er 8-15 mm brede, blågrønne og med skarp savtakket rand, som man kan skære fingrene til blods på.

Toppen er smal, sammentrængt, 30-70 cm lang og bestående af omtrent kuglerunde blomsterstande.

Småaksene er lysebrune og 2-3 blomstrede.

Nødden er ca. 3 mm og brunglinsende.

Variation: Højden varierer efter voksestedet.

Forveksling: Avneknippe ligner ikke andre planter i den danske natur, i alt fald ikke, når den er i blomst.

Vegetativt kan den ofte erkendes på afstand ved nærmest sveden, hvidlig-bleggul kulør, der stikker af fra den omliggende vegetation og undertiden kan erkendes på luftfotos.

Biologi: Flerårig urt, der danner tætte bestande ved hjælp af sin tykke, krybende jordstængel. Frøspredning er så vidt vides sjælden eller ikke forekommende i Danmark, med Bornholm som en mulig undtagelse.

Etymologi:

Slægstnavnet <i>Cladium</i> kommer af græsk klados=gren og sigter til den forgrenede blomsterstand.

Artsnavnet <i>mariscus</i> kommer sandsynligvis af lombardisk maresk=sumpet sted (jfr. marsk) sigtende til voksestedet.

Levested: Våd, kalkholdig dyndbund. Vigtig indikator for vådt kalkkær. I Holmegårds Mose N. f. Næstved står den i store bestande, hvor den tidligere tørvegravning af sur sphagnumtørv har fritlagt underliggende stærkt kalkholdige mergellag.

Udbredelse: Den er sjælden i Danmark, hyppigst i Østdanmark, f.eks. i Lyngby Åmose (sparsom) N. f. København, Porsemosen (ret sparsom) V. f. København, Holmegårds Mose (talrig) og Møn (talrig flere steder).

Bedst ser planten ud til at befinde sig på Bornholm, hvor den flere steder breder sig, og måske er i stand til at nyetablere sig fra frø.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Hvas Avneknippe.

Hvornår ses den? Blomstrer august-september. Kan med nogen træning erkendes om vinteren på bevoksningernes kulør.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 07-05-2005. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 03-06-2016.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Se især:

Jens Christian Schou: De Danske Halvgræsser, BFNs forlag 1993 - ISBN 87-87746-04-2.

Desuden:

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Den Virtuella Floran: - se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator