Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. november 2018
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Megarhyssa perlata (Megarhyssa perlata)
Foto: Dorte og Flemming Sørensen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Megarhyssa perlata (Megarhyssa perlata)
Foto: Kasper Malmberg


Foto/billede af Megarhyssa perlata (Megarhyssa perlata)
Foto: Kasper Malmberg



Megarhyssa perlata

Megarhyssa perlata (læst 220 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Ichneumonidae (Ichneumonidae)

Kendetegn: Kæmpesabelhvepsene er farverige og imponerende store snyltehvepse. Hunnerne kan have en kropslængde på mere end 4 cm og dertil kommer en læggebrod på op mod 7cm! Heldigvis er de fuldstændigt ufarlige. Farverne på hvepsene er gerne et mix af gul, orange, rød, brun og sort. Hannerne skal stort set altid nøgles.

Hunnerne af M. perlata kendes desuden på at de runde lyse pletter på siden af bagkroppen er længere end brede, ofte ovale med et lille hak, og at overlæben (clypeus) har en overgang fra mørk og med tætte punkter til lys og glat på vej mod tænderne. Antennerne er ofte lyse.

Variation: Arten varierer utroligt meget i størrelse, længde og farver. Størrelsen har meget med værtslarvens beskaffenhed at gøre. Farverne kan variere fra helt lys orange over rødbrun til sort.

Forveksling: De 3 Kæmpesabelhvepse vi har i Danmark, minder helt utroligt om hinanden, idet de har mange overlappende fællestræk. Hannerne kan stort set ikke adskilles på billeder. Artsnøgler behandler adskillelsen af hunnerne på følgende måde:

M. vagatoria kendes på at de runde lyse pletter på siden af bagkroppen er omtrent så lange som brede, og at overlæben (clypeus) er ensformig brun.

M. perlata kendes på at de runde lyse pletter på siden af bagkroppen er længere end brede, ofte ovale med et lille hak, og at overlæben (clypeus) har en overgang fra mørk og med tætte punkter til lys og glat på vej mod tænderne. Læggebrodden er også generelt længere end hos de andre Kæmpesabelhvepse. Antennerne er lyse i modsætning til de andres som er sorte.

M. superba kendes på at de runde lyse pletter på siden af bagkroppen befinder sig over spiraklerne, åndehullerne. De lyse pletter er desuden længere end brede og altid gule. Overlæben (clypeus) er mørk mod midten (nogle gange helt mørk).

Den 4. europæiske, men dk-ukendte, Sort kæmpesabelhveps, Megarhyssa rixator, er sort og hvid og minder mest af alt om Stor sabelhveps.

Der findes selvfølgelig andre farverige sabelhvepse, men næppe nogen i sådan en grad og med sådan en størrelse som Kæmpesabelhvepsene.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Megarhyssa vagatoria, Megarhyssa superba, Stor Sabelhveps

Biologi: De 3 danske Kæmpesabelhvepse har, som det på nuværende tidspunkt ser ud, samme levevis. De snylter alle på samme sjældne vært, larven af træhvepsen Tremex fuscicornis ( - se linket HER ). Denne træhveps foretrækker langsomt døende birketræer at bore sine æg ind i - træer der også er egnet for den svamp som T. fuscicornis sprøjter ind sammen med ægget. Svampen bearbejder træet så træhvepselarven kan æde af det. Det er denne symbiose som Kæmpesabelhvepsene udnytter. De kan nemlig med deres antenner lugte svampen og dermed hvor træhvepselarverne befinder sig. Nu sker der det som fotografer elsker: Sabelhvepsen stiller sig i en fotogen position og tager sig god tid til at bore sin læggebrod ind i træet, for at lægge sit æg i nærheden af værten. Når Sabelhvepsens larve har mæsket sig stor i træhvepselarven, forpupper den sig og venter på at næste sæson skal gå i gang.

Fordi de har ens levevis er det muligt at finde alle tre arter af Kæmpesabelhvepse på samme træhvepseangrebne birketræer.

Levested: I nærheden af og på døende birketræer som larven af Tremex fuscicornis befinder sig i.

Udbredelse: Store dele af Europa.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Megarhyssa perlata.

Hvornår ses den? Maj til september.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Jonas Lutz d. 21-10-2018. Beskrivelsen er senest redigeret af Jonas Lutz d. 25-10-2018.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
NØGLE: Die europäischen Arten von Megarhyssa ASHMEAD, 1900 (Hymenoptera, Ichneumonidae) af Klaus Horstmann - se linket HER

Korte Mededeling Drie Megarhyssa-soorten aanwezig in Nederland af Kees Zwakhals - se linket HER

Spectaculair grote Megarhyssa-sluipwespen in Nederland (Hymenoptera: Ichneumonidae: Rhyssinae) af Kees Zwakhals - se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator