Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Violet Hekseringshat (Lepista nuda)
Foto: Thomas Kehlet

Galleri:
Seneste billeder | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Violet Hekseringshat (Lepista nuda)
Foto: Bent Christiansen


Foto/billede af Violet Hekseringshat (Lepista nuda)
Foto: Finn M. Hansen


Foto/billede af Violet Hekseringshat (Lepista nuda)
Foto: Jørgen Christiansen



Violet Hekseringshat

Lepista nuda (læst 10454 gange)

Klasse: Agaricomycetes (Agaricomycetes)
Orden: Champignonordenen (Agaricales)
Familie: Ridderhatfamilien (Tricholomataceae)

Kendetegn: En kraftigt bygget svamp af ridderhattestatur og med dominerende blåviolette farver.

Hatten er indtil 15 cm i diameter og er blåviolet til brun, ofte brun i midten og mere violet ved randen.

Lamellerne er middeltætte og violette, evt. lidt lysere end hatten.

Stokken er 4-10 cm x 1-3,5 cm og violet.

Sporestøvet er cremefarvet til lyst rosa.

Svampen har en ret tydelig, sødlig, lidt parfumeret-vammel lugt med et ret tydeligt strejf af kosangas eller gammeldags bygas.

Forveksling: Den kan - ret overfladisk - ligne forskellige slørhatte med violette farver, men disse har rustfarvet sporestøv og en anden statur. I tvivlstilfælde kan Violet Hekseringshat kendes på dens lidt sødligt-gasagtige lugt.

Den ligner Bleg Hekseringshat meget af statur, men denne har kun violette farver på stokken.

Spinkel Hekseringshat har de samme farver, men er tydeligt mindre og spinklere og med en meget tyndere stok, også forholdsmæssigt. Desuden er den hygrofan (skifter farve med fugtigheden), hvad Violet Hekseringshat i reglen ikke er.

Andre arter af Hekseringshat end de nævnte mangler helt de violette farver.

Tåge-Tragthat, som ofte vokser samme steder som Bleg Hekseringshat, har nedløbende lameller og mangler helt violette farver.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Bleg Hekseringshat, Spinkel Hekseringshat, Tåge-Tragthat

Biologi: Saprotrof, d.v.s. lever af at nedbryde dødt plantemateriale.

Den er noget giftig som rå, men en ret god spisesvamp tilberedt. Indtaget rå eller ufuldstændigt tilberedt kan den give anledning til ret kraftige mavesymptomer: opkast, kuldegysninger m.v. Den skal derfor bruges med forsigtighed. Jeg har et par gange oplevet folk blive dårlige af at spise den, når den ikke var ordentligt gennemstegt.

Levested: Mest i løv- og nåleskove. Men den kan også godt findes i haver og på friland.

Udbredelse: Almindelig-meget almindelig.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Violet Hekseringshat.

Hvornår ses den? September-januar, hyppigst oktober-november.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 23-01-2007. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 12-04-2016.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Danske Storsvampe, redigeret af af Jens H. Petersen og Jan Vesterholt (mange forfattere), Gyldendal 1990 i samarbejde med Foreningen til Svampekundskabens Fremme, ISBN 87-01-09932-9.

Danmarks Svampe, Jan Vesterholt, Gyldendal 2004, ISBN 87-02-02911-1

De Danske Svampenavne. Jens H. Petersen & Jan Vesterholt 2003





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator