Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
21. juli 2018
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Grøn Guldbasse (Cetonia aurata)
Foto: Ole Martin

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | puppe | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Grøn Guldbasse (Cetonia aurata)
Foto: Line Carlsen


Foto/billede af Grøn Guldbasse (Cetonia aurata)
Foto: Emil Skovgaard Brandtoft


Foto/billede af Grøn Guldbasse (Cetonia aurata)
Foto: Inge Helene Nørgaard





Figur 1. Øverst ses den runde udvidelse på mellembrystets forreste del. Midterst bemærkes de meget tydelige længderibber langs den bageste del af vingesømmen. Nederst ses det glatte midterparti på hovedet.

Grøn Guldbasse

Cetonia aurata (læst 22945 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Torbister (Scarabaeidae)

Kendetegn: Længde: 14-22 mm. Ovenfra en varmtgrøn guldbasse, der tæt på ses at have tydelig behåring på dækvingerne. Selv på afstand bemærkes tæt ved vingesømmen - hvor vingerne mødes - en tydelig længderibbe på hver vinge. Hovedet har en glat, men dog smal længdekøl mellem øjnene og fremefter. Det bedste kendetegn ses dog på undersiden, hvor mellembrystets forlængelse fremefter er kugleformet hvælvet, fortil kun svagt udvidet og selve forranden stærkt buet, faktisk nærmest rund.

Variation: Farven og størrelsen varierer en smule, men kendetegnene er ganske stabile.

Forveksling: Arten forveksles ganske let med Kobberguldbasse (Potosia cuprea). Følgende kendetegn bør dog afgøre sagen:

- Mellembrystets forlængelse er rund - hos Kobberguldbasse er den nærmest trekantet, d.v.s. stærkt udvidet og afstudset fremefter.

- Kraftig længderibbe ved vingesømmen - mangler hos Kobberguldbasse.

- Glat længdestribe i hovedet - mangler hos Kobberguldbasse.

- Dækvingerne noget udvidede bagtil - ikke så udpræget hos Kobberguldbasse.

- Farven er normalt rent grønlig - ofte mere oliven- eller kobberfarvet hos Kobberguldbasse.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Kobberguldbasse

Biologi: Larven lever af trøsket træ og er flere år om sin udvikling. Den voksne søger føde i blomster, bl.a. skvalderkål, hyld og mjødurt. Se bl.a. Bjørli Lehrmanns billeder på Vestrehus-hjemmesiden - se linket HER

Levested: Arten findes især i løvskovsområder, hvor den gerne træffes i skovlysninger. Den er ganske let at få øje på og flyver villigt omkring.

Udbredelse: Grøn guldbasse er en sydøstlig art i Danmark - udbredelsen svarer nogenlunde til forekomsten af større arealer med løvskov.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Grøn Guldbasse.

Hvornår ses den? Arten ses fra slutningen af maj til september, flest dog i den tid, hvor der er blomster i skoven.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Morten DD Hansen d. 03-08-2008. Beskrivelsen er senest redigeret af Anni Lene Nielsen d. 17-04-2011.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Victor Hansen og K. Henriksen, 1925: Danmarks Fauna 29 - Biller IV - Torbister. G.E.C. Gads Forlag, København.

Fugleognatur.dk - indlæg og kommentarer af Christer Reiråskag, Hans Gønget og Søren Tolsgaard.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator