Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
23. februar 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Tidselbuk (Agapanthia villosoviridescens)
Foto: Gert S Laursen

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Tidselbuk (Agapanthia villosoviridescens)
Foto: Thomas Kehlet


Foto/billede af Tidselbuk (Agapanthia villosoviridescens)
Foto: Werner Meng


Foto/billede af Tidselbuk (Agapanthia villosoviridescens)
Foto: Karsten Thomsen



Tidselbuk

Agapanthia villosoviridescens (læst 3593 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Træbukke (Cerambycidae)

Kendetegn: Tidselbuk er en smuk, mellemstor træbuk, der opnår en kropslængde på 10-20 mm. Kroppen er slank og parallelsidet, og hovedet er ret stort og kraftigt. Kroppens grundfarve er sort, men dyret er dækket af en tyk, gullig, grågul til grålig filtbehåring, der danner en midterstribe øverst på hovedet, og striber ned langs midten og siderne af forbrystet, samt et spraglet marmoreringsmønster på dækvingerne. Antennerne har 12 led, er meget lange, tynde og elegante, og hvert led er tofarvet, og gråligt inderst og mørkfarvet eller sort yderst. Det påfaldende kraftige første antenneled er dog ensfarvet mørkt eller sort. Forbrystet er tydeligt længere end bredt, og noget smallere end dækvingerne. Det mangler de torne, der ellers er så almindeligt hos mange andre træbukke. Dækvingerne er lange, parallelsidede og slanke, og kun let hvælvede, og øverst danner de en slags skulder, der er knapt en halv gang bredere end forbrystet. Dækvingernes overside er smukt marmoreret i sorte og gullige nuancer på grund af det tykke lag af filthår. Benene er ret korte og moderat kraftige, og dækkede af en grålig filtbehåring. Lårbenene er let opsvulmede, og mangler torne, og skinnebenene har kun to korte apikaltorne. Forbenenes skinneben har en karakteristisk fure langs indersiden. Fødderne er ret lange og brede, og bagbenenes fødder er omtrent ligeså lange som skinnebenene. Arten er kun lettere kønsdimorf, og hannerne er generelt mindre og slankere end hunnerne, og deres antenner er betydeligt længere end kroppen med et særligt kraftigt og langt første antenneled, der typisk når ned til midt op pronotum, hvis antennerne bøjes bagud, mens hunnernes antenner er omtrent ligeså lange som kroppen eller lidt kortere.

Variation: Tidselbukken varierer temmelig meget i størrelse, og store hunner kan være næsten dobbelt så lange som små hanner. Derudover er den nogen variation i filtbehåringens farve. Nogle eksemplarer har tydelige gullige striber på hoved og forbryst, og en vidt udbredt gullig marmorering på dækvingerne. Andre har mere grågule eller endda grålige striber og marmorering, mens nogle eksemplarer er langt mørkere, og kun har svagt udviklede eller nærmest fraværende striber på hoved og forbryst, og langt mindre marmorering på dækvingerne. Disse mørke eksemplarer har hyppigst grålig marmorering.

Forveksling: Tidselbukken er en smuk, meget karakteristisk træbuk, der ikke kan forveksles med andre danske arter undtaget aspebukken, som til gengæld ligner ganske meget både af størrelse og udseende. Der er dog en række forskelle på dem, så med lidt øvelse vil man hurtigt kunne kende forskel. Den første er habitaten, for tidselbukken findes typisk i åbne områder, på enge, overdrev, langs åer eller søer og lignende, hvor den typisk sidder på stængler eller blomster af sine værtsplanter, og her forekommer aspebukken ganske enkelt ikke under normale omstændigheder. Tidselbukkens forbryst er lidt mere langstrakt end aspebukkens, der kun er en smule længere end bredt. Tidselbuk og aspebuk har begge dækvinger med gullig eller grålig marmorering på mørk baggrund, men aspebukken har desuden store tydelige lyse pletter på dækvingerne, hvilket tidselbuk mangler. Tidselbuk er en smule mere slank og elegant bygget end aspebuk med længere antenner, og især første antenneled er en god karakter til adskillelse, for første antenneled hos tidselbuk er påfaldende langt og kraftigt, og når hos hanner typisk ned til midt på forbrystet, mens det er betydeligt kortere hos aspebuk.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Aspebuk

Biologi: Tidselbukken har en usædvanlig økologi, for i modsætning til de fleste andre træbukke er dens ynglebiologi ikke knyttet til træer men til urter. Tidselbukken er, som navnet antyder, knyttet til forskellige arter tidsler (Carduus sp. og Cirsium sp.), men den yngler også i en række andre store planter med stive, oprette stængler af passende størrelse, f.eks. hjortetrøst (Eupatorium cannabinum), almindelig bjørneklo (Heracleum sphondylium) eller stor nælde (Urtica dioica), sjældnere i vand-brandbæger (Senecio aquaticus), grå-bynke (Artemisia vulgaris) eller almindelig hulsvøb (Chaerophyllum temulum). De voksne dyr sidder på værtsplanterne eller på blomster, og arten er dagaktiv. Efter parringen bider hunnen en lille rende i stænglen, og lægger et æg, og undersøgelser fra England har vist, at hunner tit gnaver to render og dermed lægger to æg pr. plantestængel. Larven lever inde i plantestænglen, især den nedre del og let ud i rodzonen, som den med sit gnaveri gradvist udhuler. Tidselbukkens larve lever dermed af en noget mere næringsrig og let fordøjelig kost end de fleste træbukkelarver, der jo skal æde store mængder ofte trøsket, næringsfattigt og svært fordøjeligt træ. Larven er temmelig usædvanlig for træbukkelarver ved, at den kan bevæge sig forbløffende hurtigt op og ned i gnavegangen, ved at stemme kroppen mod stænglen, og bruge nogle særlige små udvækster på rygsiden som klatrevorter. Den ligner heller ikke en typisk træbukkelarve, for selvom den har den typiske kropsform med tydeligt inddelte kropssegmenter, er den mere tynd og aflang med kraftige gangvorter langs rygsiden, og et stort, mørkfarvet hoved. Udviklingen er meget hurtig, og den lille larve, der klækker fra ægget i juni måned, er allerede udvokset og omkring 15-20 mm lang om efteråret. Larven overvintrer nederst i stænglen indtil det følgende forår, hvor den udgnaver et puppekammer, efter den har lukket af for gennemgang til stænglen ovenfor. Nogle gang afbider larven den øverste del af den visne stængel, før den lukker af for adgangen, og gnaver sit puppekammer. Puppetiden varer typisk omkring tre til fire uger, og puppen er også usædvanlig ved at den, ligesom larven, kan bevæge sig op og ned i det aflange puppekammer. De nyklækkede bille forbliver et par dage i puppehulen, og gnaver derefter et rundt flyvehul, og forlader den visne stængel.

Levested: Tidselbukken findes på enge, overdrev, skovenge, og åbne områder langs veje, vandløb og søer, på strandenge og marsker, og også i gamle, vildtvoksende haver.

Udbredelse: Tidselbuk er udbredt over praktisk talt hele Europa, og dens udbredelse strækker sig langt ind i Asien. I de fleste lande er arten vidt udbredt og relativt almindelig, og har ikke undergået den nedgang i bestandsstørrelser, der er sket for de arter, der lever i trøskede træer. I Danmark kendes tidselbukken fra praktisk talt hele landet, og den er ret almindelig. Underligt nok synes den at være mere sparsom i Nordøstsjælland, der ellers er kendt for, at have en rig billefauna og god repræsentation af samlere, men om tidselbukkens mere sparsomme optræden i denne landsdel er reel eller et udtryk for, at arten blot er overset, er endnu ikke afklaret. Den danske rødliste betegner arten som almindelig og udbredt, ikke truet, og vurderer, at dens bestandsudvikling har været stabil, og ikke forekommer, at være i nedgang.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Tidselbuk.

Hvornår ses den? Tidselbukkens hovedflyvetid ligger i juni måned, men den kan ses fra sidste halvdel af maj til et stykke ind i juli. Meget sene eksemplarer træffes mindre hyppigt sidst i juli til først i august.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 09-10-2013. Beskrivelsen er senest redigeret af Per Christiansen d. 07-01-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Bense, U. (1995): Longhorn beetles: illustrated key to the Cerambycidae and Vesperidae of Europe. Weikersheim, Germany; Margraf Verlag.

Freese, G. (1992): Biology, ecology and parasitoids of Agapanthia villosoviridescens DeGeer 1775 (Coleoptera, Cerambycidae) and important stem-borer of thistles. Zool. Anz. 229: 42-53.

Hansen, G. (1978): Tømmemænd og blomsterbørn - en bog om træbukke. Skarv.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hemminga, M.A. & van Soelen, J. (1988): Estuarine gradients and the growth and development of Agapanthia villosoviridescens, (Coleoptera), a stem-borer of the salt marsh halophyte Aster tripolium. Oecologia 77: 307-312.

Hemminga, M.A., van oelen, J. & Koutstaal. (1990): Tidal Dispersal of Salt Marsh Insect Larvae within the Westerschelde Estuary. Holarctic Ecol. 13: 308-315.

Horion, A. (1974): Faunistik der Mitteleuropäischen Käfer, Band XII: Cerambycidae. Überlingen, Bodensee.

Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.

Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.

Thomsen, P.F. (2007): Træbukke. Natur og Museum 3: 1-35.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator