Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
17. november 2017
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Randbæltet Hovporesvamp (Fomitopsis pinicola)
Foto: Birgit Knudsen

Galleri:
Seneste billeder | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Randbæltet Hovporesvamp (Fomitopsis pinicola)
Foto: Leif Knudsen


Foto/billede af Randbæltet Hovporesvamp (Fomitopsis pinicola)
Foto: Leif Knudsen


Foto/billede af Randbæltet Hovporesvamp (Fomitopsis pinicola)
Foto: Michael Sonniks



 Randbæltet Hovporesvamp (Fomitopsis pinicola) (læst 4201 gange)

Klasse: Agaricomycetes (Agaricomycetes)
Orden: Polyporales (Polyporales)
Familie: Hovporesvampfamilien (Fometopsidaceae)

Kendetegn: En stor, flerårig træboende poresvamp med knudret, koncentrisk furet hatoverside, der har en lakskinnende, harpiksagtig overflade (smelter ved varmen fra en tændstik eller en lighter). Porelaget er hvidligt til lyst laksefarvet.

Randbæltet Hovporesvamp har en karakteristisk krydret-syrlig lugt, der kan beskrives som en blanding af eddike og fyrrenåleshampoo.

Hatten er hovformet og bliver op til 30 x 25 x 10 cm., undtagelsesvis meget større, op til en halv meter i diameter. Den er ofte næsten brunsort i midten, men går så over i orangebrune til hvide bælter ud mod randen.

I fugtigt vejer sidder der ofte karakteristiske vandklare dråber på porerne.

Variation: Der er stor variation i fruglegemernes størrelse og form.

Forveksling: Der vokser andre store poresvampe på nåletræ, men ingen ligner i udpræget grad.

Rodfordærver har ikke hård, lakagtig skorpe, men også syrlig lugt, som dog er uden harpiksagtige komponenter. Den har en langt mere uregelmæssig og knudret form og har heller ikke de livligt farvede zoner på hatten.

Tøndersvamp, har ikke de livligt farvede zoner på hatten, har gråligt porelag og mangler den syrligt-harpiksagtige lugt.

Duftende Korkhat har appelsinlugt og ikke den hårde, lakagtige skorpe.

Flad Lakporesvamp har mere eller mindre brun overside, hvidlig til gråligt porelag der bliver rødbrunt ved tryk, samt rødbrunt kød. Den vokser kun på løvtræ.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Tøndersvamp, Flad Lakporesvamp, Skinnende Lakporesvamp

Biologi: Randbæltet Hovporesvamp lever af at nedbryde dødt ved, det er sjældent, den ses på levende træer.

Levested: Dødt ved af nåletræ, men ikke sjældent tillige på løvtræsved, især birk, men også bøg, samt f.eks. af pil og poppel i moser.

Udbredelse: Den er meget almindelig på egnede voksesteder i hele landet.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Randbæltet Hovporesvamp.

Hvornår ses den? Året rundt.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 02-11-2011. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 13-11-2014.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Jan Vesterholt: Danmarks Svampe, Gyldendal 2009, ISBN: 978-87-02-07936-4




Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator