Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jørgen Nørve Nielsen
    Foto: Jørgen Nørve Nielsen
  • Fotograf: Kim Woelders
    Foto: Kim Woelders
  • Fotograf: Elsa Voldbjerg Sørensen
    Foto: Elsa Voldbjerg Sørensen

 Figur

Atlas

: Dansk Kokleare overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Indtil 20 cm høj. På græssede strandenge ses undertiden en dværgform på engmyretuer, der kun er få cm.

Planten har langstilkede rosetblade, som kan have bredt pilformet grund, men ofte er nærmest 5-kantede. Rosetbladene visner ret hurtigt væk, når planten blomstrer.

De nedre stængelblade er kortstilkede, men tydeligt stilkede, og med 3-5 lapper; de øvre kan være næsten siddende.

Blomsterne er typisk 4-tallige korsblomster og med ca. 3 mm lange kronblade. De sidder i små klaser for enden af hovedstænglen og sideskud. Kronbladene er hvide, ofte med en lilla tone.

Skulpen er elliptisk og 3-6 mm lang.

Dansk Kokleare
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Morten Kofoed-Hansen

Variation

: Stængelbladene kan være mere eller mindre stilkede, men tydeligt stilkede stængelblade kan så godt som altid findes.

Forveksling

: De vigtigste forvekslingsmuligheder er med Læge-Kokleare og Engelsk Kokleare. Disse er i reglen tydeligt kraftigere i væksten og har ustilkede stængelblade.

Læge-Kokleare har stilkede, ægformede grundblade med mere eller mindre hjerteformet grund.

Engelsk Kokleare har stilkede, brede lancetformede grundblade med kileformet grund.

Udbredelse

: Planten er ret almindelig ved kysterne og mangler sjældent på græssede strandenge af en vis salinitet. Den er også ved at blive almindelig langs motorveje m.v.
Dansk Kokleare - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Danske Kokleare er en af de tidligst blomstrende strandengsplanter og kan ses i blomst fra primo april til primo juni. Om efteråret og i det tidlige forår kan man ofte genkende dens bladrosetter med de kantede, ofte nærmest 5-kantede, rosetblade. Den visner hurtigt væk efter blomstringen.

Tidsmæssig fordeling

af Dansk Kokleare baseret på Naturbasens observationer:
Dansk Kokleare - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Dansk Kokleare - månedlig fordeling

Biologi

: Dansk Kokleares blomster bestøves af vinden og ved insekter. Frøene spredes med vand og med dyr, idet de er noget klæbrige som fugtige.

Planten er enårig og vinterannuel, d.v.s., bladrosetten spirer frem om efteråret og de blomsterbærende skud vokser frem om foråret. Den dør hurtigt efter blomstring og frugtsætning.

Det latinske slægtsnavn "Cochleária" kommer af latin: "cochlear"="ske" og hentyder til de nærmest fladt skeformede grundblade hos Læge-Kokleare.

Det latinske artsnavn "danicus" kommer af "Dánia"="Danmark".

Plantens danske navn er selvforklarende.

Levested

: Plantens oprindelige voksested er strandvolde samt strandenge, hvor den ofte gror på engmyretuer, men også hvor jordbunden blottes ved kreaturtramp. Planten er saltelskende (halofil) og ser ud til at være under kraftig udbredelse langs motorveje og andre store trafikveje p.g.a. vejsaltningen.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora – Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg (redaktion) ISBN: 87-02-03032-2

Danmarks Vilde Planter. Skytte Christiansen, Branner og Korchs forlag 1958 ff.

De senest indberettede arter i Naturbasen: