Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
20. februar 2018
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Almindelig Stedmoderblomst (Viola tricolor ssp. tricolor)
Foto: Teddy Ringsborg

Galleri:
Seneste billeder | blomstrende individer | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Almindelig Stedmoderblomst (Viola tricolor ssp. tricolor)
Foto: Ebbe Kristensen


Foto/billede af Almindelig Stedmoderblomst (Viola tricolor ssp. tricolor)
Foto: Yvonne Engmann


Foto/billede af Almindelig Stedmoderblomst (Viola tricolor ssp. tricolor)
Foto: Søren Nygaard



Almindelig Stedmoderblomst

Viola tricolor ssp. tricolor (læst 6311 gange)

Klasse: Tokimbladede (Magnoliopsida)
Orden: Violordenen (Violales)
Familie: Violfamilien (Violaceae)

Kendetegn: Almindelig Stedermoderblomst er en viol med slægtens karakteristika.

Den kendes sammen med Ager-Stedmoderblomst fra de øvrige danske arter i slægten på at have store, løvbladsagtige og dybt fligede akselblade.

Planten bliver indtil 25 cm. høj og stænglen er ofte forgrenet, og blomsterne udgår fra de øvre bladhjørner.

Kronen er noget uregelmæssig. Det nedre kronblad (læben) er ofte hvidlig-lyseblå med gul basis og mørkeblå saftstriver, der når til lidt under midten af længdne. De midterste 2 kronblade er typisk lyseblå med mørkeblå saftstriber. De øvre 2 kronblade er ofte mørkeblå-mørklilla.

Men der er store variationer.

Løvbladene er langstilkede og med afskåret til kileformet grund. Akselbladene er store og dybt fligede.

Variation: Blomsten er meget variabel i farve og størrelse.

Forveksling: Inden for violslægten kender stedmoderblomstarterne på de store, dybt fligede akselblade. Andre danske arter i slægten har små, sylspidse akselblade med eller uden frynsede vedhæng.

Der findes dyrkede, storblomstrede former, som Almindelig Stedmoderblomst let krydser med.

Underarten Klit-Stedmoderblomst har mindre blomster, der er mindre spraglede. Desuden er den flerårig med stærkt forgrenet jordstængel. Almindewlig Stedmoderblomst er forbundet med Klit-Stedermoderblomst med fertile hybrider.

Fra Ager-Stedmoderblomst, som den er forbundet med med fertile hybrider, kan den kendes på, at kronbladene er mindst så lange som bægerbladene (tydeligt kortere hos Ager-S.)

I felthåndbogen kan du læse mere om: Ager-Stedmoderblomst, Klit-Stedmoderblomst, Hunde-Viol, Krat-Viol

Biologi: En et- eller 2-årig urt. Blomsterne bestøves af insekter og frøene spredes dels ved myrespredning, dels ved slyngspredning, idet frøene smuttes ud, når kapslens klapper åbner sig ved modenhed.

Almindelig Stedmoderblomst har nogle raffinementer i blomsternes bestøvningsmekanisme, der adskiller den fra andre arter i slægten, også Ager-Stedmoderblomst.

Blomsterstøvet bliver ikke liggende mellem de forlængede hindeagtige spidser af støvknapperne, men falder ned i en hårklædt rende ved indgangen til sporen. Insekter, der vil suge honning i sporen, kan derfor ikke undgå at få pollenet på sig.

Almindelig Stedmoderblomst blomstrer i sommerhalvåret, men har som andre violer små, lukkede (kleistogame) blomster, der udvikles senere end de storkronede blomster, og sætter frø ved selvbefrugtning.

Planten er i nogen grad kalkskyende; og når der er mange af den på en mark, indikerer det, at marken er kalktrængende.

Etymologi:

Slægtsnavnet Viola er et gammelt latinsk navn og går igen i de fleste europæiske sprog.

Artsnavnet tricolor, trefarvet, skyldes at blomsten ofte er 3-farvet: hvid-lyseblå, mørkeblå og gul.

Det danske navn "stedmoderblomst" skal skyldes, at blomsten nederste, store, kronblad sammenlignes med en stedmor, som sidder og breder sig på 2 stole (bægerbladene) og på skødet har et fad grød med en stor gul smørklat (kronbladets gule grund). Stedmorens egne børn (de 2 nedre hvide-lyseblå kronblade) sidder nær grøden med smørklatten på hver sin stol, medens de 2 stedbørn (de 2 øvre, mørkblå, mere trist farvede kronblade) sidder længst borte og må nøjes med en stol tilsammen. (Efter Danmarks Vilde Planter).

Levested: Sandet, mager agerjord, strandarealer, klitter, grusgrave m.v..

Udbredelse: Almindelig på passende biotoper i hele landet, men fortrinsvis i sandjordsegne.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Almindelig Stedmoderblomst.

Hvornår ses den? Den blomstrer maj-september (-oktober).

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 19-01-2013. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 29-01-2013.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora 1. udgave, Gyldendal 2006, Redaktion Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg. Mange forfattere. ISBN: 87-02-03032-2

M. Skytte-Christiansen: Danmarks Vilde Planter. Branner og Koch 1958.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator