Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
15. december 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Opret Hejre (Bromopsis erecta)
Foto: Mats H. G. Gustafsson

Galleri:
Seneste billeder | blomstrende individer | individer i knop | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Opret Hejre (Bromopsis erecta)
Foto: Dan Hua Wang


Foto/billede af Opret Hejre (Bromopsis erecta)
Foto: Dan Hua Wang


Foto/billede af Opret Hejre (Bromopsis erecta)
Foto: John Holst



Opret Hejre

Bromopsis erecta (læst 4336 gange)

Klasse: Enkimbladede (Liliopsida)
Orden: Græsordenen (Poales)
Familie: Græsfamilien (Poaceae)

Kendetegn: En meterhøj stærkt tueformet græs. Stråene er stift oprette, glatte til svagt ru.

Bladene er 4-6 mm. brede og har sædvanligvis korthårede bladnerver. Bladene er flade eller - ofte - indrullede, især de ældste i tuen. Sædvanligvis er bladene ret svagt randhårede og bladskederne spredthårede. Bladskederne er rørformet sammenvoksede, som tilfældet er for Hejre-slægterne, men denne karakter er svær at bruge på ældre eksemplarer.

Blomsterstanden er en ret tæt top af stift oprette småaks, hvor småaksene har ru stilke.

Småakset er lancetformet med indtil 14 blomster. Det er svagt sammentrykt, men uden køl. Alle småaks bærer en tydelig 5-10 mm. lang stak på dækbladet; stakken er ret eller svagt bøjet, men ikke knæbøjet.

Variation: Planten kan være næsten helt glat.

Forveksling: Opret Hejre er en ret karakteristisk art. Af lidt fjernere forvekslingsmuligheder er der Stakløs Hejre, som har krybende jordstængel og udløbere, og ikke på nogen måde er tueformet; den er som navnet siger stakløs, men kan dog have korte, rudimentære stakke.

Enghavre, som kan findes på samme biotoper som Stakløs Hejre, er også tæt tueformet og har ret stift oprette strå med stakke. - Enghavre kan især som ung kendes på de på oversiden blågrønne og rendeformede blade. - Enghavre har meget længere, tydeligt knæbøjede stakke, færre (3-7) blomster i småakset og ret lang, but skedehinde; Opret Hejre har ikke-knæbøjede stakke og helt kort, savtakket skedehinde.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Eng-Havre, Stakløs Hejre, Tidlig Skov-Hejre, Sildig Skov-Hejre

Biologi: Flerårig græs med vindbestøvning af blomsterne. Ved modenhed falder kornet af sammen med det stakbærende dækblad og forblad, og kan hænge ved dyrepelse etc. og blive spredt på den måde.

Opret Hejre er kommet til Danmark med importerede frøblandinger er er spredt via disse ud i naturen. Den er kendt fra 1801 og frem. Den har dog aldrig - modsat f.eks. den også importerede Draphavre - været særlig almindelig i landet. - Den blev f.eks. udsået på Københavns Vestvold (Vestenceinten), hvor den flere steder var talrig frem til ca. 1980; den er nu stort set forsvundet p.g.a. tilgroning.

Etymologi:

Det latinske slægtsnavn Bromopsis (= bromus-agtig) er afled af Bromus, som var det gamle fælles slægtsnavn for Hejre-slægten, der siden er blevet splittet op i flere slægter. Bromus af afledt af græsk bromos, der skal betyde noget i retning af "stinkende", "fækalieagtig" - sammenhængen er ikke umiddelbart forståelig.

Det danske "Hejre" har ikke noget med fuglen hejre at gøre; det kan måske forklares ved at være afledt af "hår" forstået som hårene i en hestehale, hvor der sammenlignes med blomsterstandens buskede udseende.

Det latinske erecta betyder "opret", som jo også er det danske artsnavn.

Levested: Kalkholdig bund på overdrev, vejskrænter, baneskråninger etc.

Udbredelse: Hist og her til temmelig sjælden på Øerne og i Øst- og Nordjylland, især i kalkrige egne.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Opret Hejre.

Hvornår ses den? Opret Hejre blomstrer juni-juli. Ikke-blomstrende tuer er ret lette at genkende, når man har gjort sig fortrolig med arten.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 20-07-2011. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 11-08-2018.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Danmarks Græsser, BNF, Trykkeriet Friheden, Jens Christian Schou, 2009, ISBN: 87-87746-08-5

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg (redaktion) ISBN: 87-02-03032-2





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator