Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
22. marts 2019
 

Felthåndbogen





Epeolus alpinus

Epeolus alpinus (læst 87 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Langtungebier (Apidae)

Kendetegn: Filtbier er kompakte bier med meget sparsom behåring. Alle arter er redeparasitter på silkebier (slægten Colletes). De er sorte med plamager af fine hvide hår på bagkroppen, de kan derfor godt ved første øjekast ligne hvepse. De kan også overfladisk ligne hvepsebier (slægten Nomada), men hvepsebier er slankere. De gule tegninger på hvepsebiernes bagkrop er heller ikke dannet af hår, men farve på selve kutikulaen.

De tre arter der findes i Danmark er alle sorte i grundfarven. Bagkroppen er med hvide felter af hår på siderne af bagkropsleddene. Disse felter danner oftest ikke egentlig bånd. Forkroppen er sort, nogle gange med et rødt scutellum. Benene er overvejende røde.

Begge køn hos Epeolus alpinus er 6-7 mm. Hunnerne er sorte med røde mandibler og ben. Scutelleum er også rødt. På bagkroppen er der 2. hvide pletter af hår på 1. og 2. bagkropsled. På 3. og 4. bagkropsled er der 4 hvide pletter.

Hannerne ligner hunnerne, men hos hannerne er scutellum ikke rødt. Vingeskællene er røde. Skinneben og fodled er røde, men lårene er sorte. Bagkroppens 1. led er dækket af hvide hår, det 7. bagkropsled er sort.

Variation: Forholdet mellem sort og rødt på benene kan variere.

Forveksling: De tre danske arter af filtbier kan være meget svære at adskille, de røde områder variere en del og kan ikke bruges som sikkert kendetegn. Det anbefales at tage belæg for sikker bestemmelse. Følgende gælder for adskillelse af de 3 arter:

Hunner:

Epeolus variegatus kendes fra de to andre arter på at 7. til 10. antenneled er kortere end det er bredt eller kvadratisk. Det 5. bugled er ligeså langt eller længere end bredt. Lårene er overvejende sorte (kan variere!).

Hos E. cruciger og E. alpinus er 7. til 10. antenneled længere end bredt. Det 5. bugled er bredere end det er langt. Lårene er røde (kan variere!).

E. alpinus har lange oprette hår på den øverste del af hovedet. Her har E. cruciger (og også E. variegatus), meget kort behåring. E. alpinus har ikke lyse pletter på mesonotum, det kan E. cruciger have.

Et kendetegn til adskillelse mellem E. cruciger og E. variegatus, der til tider kan ses på fotos, er profilen af sidste bugled, set fra siden. Hos E. variegatus er det sidste bugled tydeligt konkavt, mens det lige hos E. cruciger.

Hanner:

Epeolus alpinus kan kendes fra de to øvrige arter på de lange oprette hår øverst på hovedet. Både E. cruciger og E. variegatus har korte hår.

For at adskille hannerne af E. cruciger og E. variegatus, skal der enten trækkes genitialer ud eller der skal ses på punkteringen af 2. bugled. Hos E. variegatus er 2. bugled meget groft punkteret, mens det er fint punkteret hos E. cruciger.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Epeolus variegatus, Hedefiltbi

Biologi: Arten er redeparasit på silkebierne Colletes impunctatus og C. floralis. Den finder nektar på mange forskellige planter.

Levested: Findes ofte langs kyster.

Udbredelse: Kendt fra en del distrikter. Mangler på Bornholm og store dele af Sjælland. På Fyn og Nordøstsjælland er der kun gamle fund.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Epeolus alpinus.

Hvornår ses den? Hunner ses fra midten af maj og indtil midten af august. Hanner flyver fra slutningen af maj indtil midten af august.

Status: Udbredelse/hyppighed ukendt




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Kåre Würtz Sørensen d. 13-03-2019. Beskrivelsen er senest redigeret af Kåre Würtz Sørensen d. 13-03-2019.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Amiet, F., M. Herrmann, A. Müller & R. Neumeyer, 2007. Apidae 5. Ammobates, Ammobatoides, Anthophora, Biastes, Ceratina, Dasypoda, Epeoloides, Epeolus, Eucera, Macropis, Melecta, Melitta, Nomada, Pasites, Tetralonia, Thyreus, Xylocopa. Fauna Helvetica 20: 1-356, 397 illus., 145 kort.

Else, G. R. Edwards, M. 2018. Handbook of the Bees of the British Isles volume 1-2. Ray Society

Falk, S. 2015. Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. British Wildlife Field Guides. Bloomsbury

Madsen, H. B. Schmidt, H. T. Rasmussen, C. 2016. Distriktskatalog over Danmarks bier (Hymenoptera, Apoidea). Entomologiske Meddelser. 83: 43-70

Rasmussen, C. Schmidt, H. T. Madsen, H. B. 2016.Distribution, phenology and host plants of Danish bees (Hymenoptera, Apoidea). Zootaxa 4212. Magnolia Press. pp. 001-100

Scheuchl, E., 1995. Illustrierte Bestimmungstabellen der Wildbienen Deutschlands und Österreichs. Band I: Schlüssel der Gattungen und der Arten der Familie Anthophoridae. Velden (Selbstverlag). 158 pp.

Westrich, P. 2018. Die Wildbienen Deutschlands. Ulmer-Verlag





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator