Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
2. april 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Dværgterne (Sternula albifrons)
Foto: Dan Bjarnø

Galleri:
Seneste billeder | adulte | æg | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Dværgterne (Sternula albifrons)
Foto: Freddy Vinther-Larsen


Foto/billede af Dværgterne (Sternula albifrons)
Foto: Peter Nielsen


Foto/billede af Dværgterne (Sternula albifrons)
Foto: Philippe Provencal



Dværgterne

Sternula albifrons (læst 6940 gange)

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Mågevadefugle (Charadriiformes)
Familie: Måger & terner (Laridae)

Kendetegn: Dværgternen har en længde på 21-25 cm og et vingefang på 41-47 cm. Det er verdens mindste terne. Den er halvt så stor som Havterne. Slanke vinger og kort hale med kløft. Flugt: hyperaktiv, hurtige vingeslag, i sin søgen efter føde, svirrende, med mange hurtige dyk.

Adult sommer: Hvid pande, sort hætte og stort gult næb, med sort spids. Ben orangegule. De yderste håndsvingfjer er mørke. Hvidt bryst og bug. Oversiden ensfarvet grålig.

Adult vinter: hætten/tøjlen bliver mindre og lysere, og den får sort næb.

Juvenil: næbbet er mørkt, dog gulligt ved basis. Mørkt bånd på vingeforkanten. Oversiden, mørk tavlet, mens undersiden er hvidlig.

Stemme: Typisk kald: "Krrit"

Jizz: Ses en hurtig lille svirrende terne, ER det en Dværgterne

Variation: Der findes 3 racer: Albifrons (den vi ser herhjemme), "Persisk dværgterne"; Saundersii og endelig Guinea.

Biologi: Dværgterne lever af fiskeyngel og krebsdyr, som den primært søger på lavt vand.

Den yngler gerne i koloni, men kan lejlighedsvist også yngle alene, typisk på sandrevler. Æggene lægges i en fordybning direkte på jorden omkring midt i maj måned. Typisk lægger den 2-3 æg og rugetiden er omkring 20 dage. Ungerne er flyvefærdige, når de er 17-21 dage gamle, men fodres givetvis i endnu 1-2 måneder.

Levested: Dværgterne yngler og træffes på sandstrande, sandrevler og småøer, hvor de kan være ugeneret af mennesker. Den primære udbredelse i Danmark er i Vadehavet, hvor især Rømø huser mange par.

Udbredelse: Dværgternen er udbredt på alle kontinenter, dog ikke i Sydamerika og Antarktis. I Europa yngler den langs kysterne mod nord til Sydskandinavien og Estland.

Dværgternen har været i en stor tilbagegang i Europa og Danmark. En af de væsentligste årsager, har været den øgede badeturisme, som har fordrevet flere kolonier fra deres vante områder. Herhjemme er den da også at finde på Rødlisten over sjældne ynglefugle.

Dværgternen er dog svær at holde styr på, eftersom den hurtigt og effektivt kan få en ny koloni op at stå, hvis forholdende er optimale. Ligeledes kan den også hurtigt forlade velkendte lokaliteter, hvilket har medført adskillige grå hår ved diverse fugleobservatører.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Dværgterne.

Hvornår ses den? Fuglene ankommer i april måned til landet. Men allerede i juli-august måned trækker de videre til Vestafrika. Der ses ikke mange fugle på træk igennem Danmark, da bestandene nord for Danmark er små.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Benny Kristensen d. 10-03-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Thomas Eske Holm d. 03-02-2011.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Mullarney m.fl. Fugle i felten 2000, samt Meltofte m.fl. Fuglene i Danmark 2002 Beman m.fl Fuglene i Europa, Nordafrika og mellemøsten 1998.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator