:Ergates faber er medlem af underfamilien Prioninae indenfor træbukkene, en gruppe, der blandt andet omfatter vor hjemlige garver (Prionus coriarius), men også nogle af de største biller og insekter i det hele taget, f.eks. Xixuthrus, Macrodontia og Titanus. Selvom garveren er beslægtet med Ergates, er de ikke specielt nære slægtninge, idet garveren tilhører Prionini, og dermed er tættere beslægtet med f.eks. den enorme Titanus giganteus fra Sydamerika, mens Ergates er indenfor gruppen Callipogonini, og tættere beslægtet med f.eks. Ctenoscelis og Callipogon, hvoraf en art, C. armillatus, er blandt de største træbukke overhovedet. På dansk har den, underligt nok, ikke et alment accepteret populærnavn, hvad der ellers ofte bliver mange iøjnefaldende insekter til del. Den kaldes for smedbuk eller jættevedbuk på Svensk, Mulm/Zimmerbock på Tysk og den store tømmermand på Hollandsk. Et passende navn på dansk kunne være kæmpefyrrebuk i henhold til artens størrelse og levevis.
Det er en af Europas største træbukke og største biller i det hele taget, og den bliver 30-60 mm fra spidsen af kæberne til dækvingespidserne. I Skandinavien overgås dette kun af store eghjortehanner. Grundfarven er brunlig til sortbrun, og dette er kønsspecifikt som nævnt nedenfor. Hovedet er bredt og kraftigt med korte, kraftige kæber, der ikke er synlige ovenfra. Antennerne er lange og tynde, og første antenneled er langt det kraftigste, og rektangulært-kegleformet med tydelige konkaviteter. Øjnene er forholdsvis små og nyreformede. Udover størrelsen er arten især karakteristisk ved det korte, meget brede forbryst, der er tydeligt bredere end langt med jævnt konvekse kanter og tydelig udviklet randliste. Forbrystets forrand er konkav, og især hos hannen er siderne trukket ud i en stump spids. Dækvingerne er kraftige og læderagtige med en grov skulpturering på oversiden, og mangler længdestriber fuldstændig. Benene er relativt lange, og især lårbenene er forsynede med en grov, nopret skulpturering, og fødderne er brede med de flade, tvelappede led, der er typisk for træbukke.
Der er markant forskel på han og hun. Hannen er tydeligt bredere og kraftigere, og hans forbryst er meget kraftigt udviklet og typisk endnu bredere end dækvingerne. Forbrystets overside er forsynet med en ret spredt, grov punktering og flere stumpe vulster. Hannens antenner er ligeså lange som eller lidt længere end kroppen, og hans forben er tydeligt forstørrede med særligt lange, kraftige lårben. Dækvingerne er typisk rødbrune til mellembrune og bliver lysere ud mod spidsen. Hunnen kan blive større end hannen, er nærmest ensfarvet sortbrun, og tydeligt mere slankt bygget. Antennerne når kun lige forbi kroppens midte, og forbrystets overside er langt grovere skulptureret. Benene er både kortere og tyndere end hos hannen, og hunnens bagkropsspids er forsynet med et langt læggerør, der både bruges til æglægning men sandsynligvis også til tillokning af hanner.
Variation
:Ergates opviser en betydelig variation i kropsstørrelse, og store eksemplarer er næsten dobbelt så lange som de rigtigt små. Der er også en vis variation i kroppens grundfarve.
Forveksling
:I Skandinavien kan Ergates ikke med rimelighed forveksles med en anden art, selvom især hunnen af garveren kan minde om den, men garveren er mere kraftigt bygget og især de kraftige, savtakkede følehorn er en tydelig forskel fra Ergates tynde, trådagtige følehorn. Garverens korte, kraftige kæber kan altid ses ovenfra, og dens forben er ikke forstørrede. I det sydlige Europa findes dog to andre, store træbukke, der kan minde en del om Ergates, men de kan dog sagtens adskilles, især på Ergates korte, brede forbryst. Rhaesus serricollis er af samme størrelse som Ergates, og minder en del om den i generel habitus, men den har et tydeligt smallere, mere aflangt forbryst, der er kraftigt takket langs randen, og hovedet er smallere og kæberne kraftigere. Første følehornsled er også tydeligt længere og kraftigere (ligeså langt som eller en smule længere end hovedet) end hos Ergates, og hunnens farve er ikke ligeså sortbrun. Prinobius myardi ligner også, men er tydeligt mere langstrakt og smal i formen, dens forbryst er mere savtakket (men mindre end hos Rhaesus), og første følehornsled er også kraftigere udviklet og mere kegleformet. Hos hannen når følehornene heller ikke dækvingernes spids, men er proportionalt kun svagt længere end hos hunnen. P. myardi bliver også en smule mindre, op til ca. 50 mm.
Udbredelse
:Ergates faber er ikke hjemmehørende i Danmark, og de tætteste bestande findes et stykke oppe i Sverige. Hvis et enkeltindivid skulle dukke op et sted herhjemme, vil det være som følge af, at den er kommet som blind passager på lastbiler eller med skib med tømmer, bark, flis og lignende. Den har en omfattende udbredelse, og findes i store dele af Central- og Sydeuropa og Nordafrika østpå til Irak. I Norden findes den derimod kun i Sverige. Nær Danmark findes den også i Baltikum og Tyskland. I Tyskland er den pletvis udbredt, men er gået tilbage praktisk taget overalt, og regnes for sjælden og udryddelsestruet. I de delstater, der er nær Danmark, f.eks. Slesvig-Holsten og Nordrhein har arten formentlig ikke haft egentlige ynglebestande siden 1950erne, og de fund, der af og til gøres af arten i disse delstater, regnes for at være indslæbt fra andre dele af landet. I Sverige er arten tidligere fundet i både Skåne og Blekinge, men i dag er den vistnok forsvundet fra det svenske fastland. Dens hovedudbredelse er Gotland, hvor den er ret almindelig og talrig på gode lokaliteter, samt de betydeligt mindre, nærliggende øer Fårö og Gotska Sandön. Ergates formodes at kunne findes på i alt ca. 120 lokaliteter i Sverige med et totalt udbredelsesområde på bare 480 kvadratkilometer. Både i Sverige og det meste af resten af Europa er den gået markant tilbage i det 20. århundrede, og hovedårsagen synes at være, at de ældre, mere åbne fyrreskove er blevet mere lukkede, kølige og produktionsorienterede med hovedvægt af yngre træer, og mange steder tillige erstattet med rødgran. Systematisk fjernelse af gamle stubbe og stammer menes også at være en væsentlig årsag til tilbagegang. I Sverige regnes bestanden på Gotland for livskraftig (LC) til næsten truet (NT) for det tyder på, at bestanden er for nedadgående.
Hvornår ses den?
:Ergates faber er en varmekrævende højsommerart, der i Sverige er fremme fra sidst i juni til første halvdel af august.
Biologi
:Garveren ses ofte om dagen siddende på stubbe og stammer af gamle, udgåede bøgetræer, men den er primært nataktiv, og kommer især frem i skumringen, hvor de store, tunge biller flyver klodset omkring. Ergates ses også ofte om dagen, især på varme, solrige dage, men den er ligeledes primært nataktiv, og synes at være noget mere varmekrævende end garveren. Garveren holdes typisk til i gamle, tætte bøgeskove på fed jord, og dermed et køligere, mere fugtigt miljø. Ergates er derimod knyttet til nåletræ, primært fyr, men den yngler også i gran og lærk, og der findes observationer fra både poppel og el, men det hører til undtagelserne. Den typiske lokalitet er ældre, åben fyrreskov på mager jord med stor solindstråling og et varmt, relativt tørt mikroklima. I bjergegne synes arten at forekomme hyppigere i gran og lærk end i lavlandsområder.
Det har været kendt siden mindst det 19. århundrede, at hunner af både Ergates og garver ofte kan ses siddende på stubbe og stammer med læggerøret fremstrakt og bagkroppen i vejret. Selvom det ikke er kendt med sikkerhed, hvad der egentlig foregår, synes det ret sikkert, at de sidder og forsøger at tiltrække hanner. Dette implicerer samtidig frigivelse af et eller andet feromonstof, men det er heller ikke kendt i detaljer. Hunnen lægger æg i ret tørt, trøsket nåletræ, og studier tyder på, at træet skal have været dødt i adskillige år før det er interessant at yngle i, måske på grund af nedbrydning af nåletræers hapiksstoffer. Træet er typisk udsat for ret stærk soleksponering, og bliver derfor godt opvarmet. Æglægningen kan ses i dagtimerne, men finder typisk sted på varme aftener i højsommeren, hvor temperaturen er omkring eller over 20 grader. Dyrene er dog ikke mere kræsne, end at de også kan findes ynglende i hegnspæle, strandet drivtømmer, gamle sveller og den slags. Træet skal blot være i tæt kontakt med jorden.
Hunnen lægger æg i revner og sprækker i barken, og stikker læggerøret ned, og lægger enten et eller adskillige æg (op til 10-20 ad gangen), der fæstes til træet med et klæbestof. Æggene er hvidlige, aflange og pølseformede, og omkring 3-4 mm lange. Varme synes at være helt nødvendigt for æggets og larvens udvikling, hvilket kræver soleksponering, men dette udtørrer samtidig træet. Studier har vist, at træet skal have et fugtindhold på mindst 14 procent hvis larverne skal kunne trives. Det betyder, at larverne tit findes i stammens nedre dele omkring jordzonen. En larvetilværelse i stammens nederste dele og/eller rodzonen synes for øvrigt at gå igen for mange, også tropiske, prioniner. Hunner lægger typisk 200-250 æg i alt, men man har talt helt op til 320. Efter 2-3 uger klækker de små larver, og begynder at gnave gange. Larverne findes mest ude i den ydre del af stammen (saftveddet) mens de mest synes at gå ind i kerneveddet på stærkt nedbrudte stammer. Nogle studier har vist, at larverne mest æder kerneved i gran eller lærketræ, mens fyrretræ tit udhules hele vejen igennem.
Larven er en typisk træbukkelarve, fed og hvidlig med en opsvulmet forkrop og en mere affladet bagkrop, og et lille, rektangulært hoved med kraftige sorte kæber. Den har på bagkropssegmenterne op til syv kraftige gangvulster, og kan bevæge sig forbløffende hurtigt for en træbukkelarve. Larvens udvikling kan variere, men er typisk 3-4 år. Efter sigende kan udviklingen tage helt op til 10 år, hvis træet er for tørt eller køligt. Fuldt udvoksede larver er over 8 cm lange og tykke som en finger. De udvoksede larver gnaver sig typisk tæt ud ved barken, og udgnaver et stort puppekammer, men man har også fundet pupper i kamre af gnavede spåner i jorden ved siden af stubbe og stammer. Forpupningen sker typisk i det sene forår/tidlig forsommer i maj til begyndelsen af juni. Efter 3-4 uger klækker de voksne biller sidst i juni til først i juli. De gnaver sig ud gennem barken, og flyver væk. De voksne dyr tager formentlig ikke næring til sig, men kan alligevel leve op til 40 dage under gode forhold.
Levested
:Ergates findes ikke i Danmark. Den er knyttet til ældre nåleskove, primært fyrreskove med store træer og et vist naturpræg, således at der er rigeligt med større, døde stammer og stubbe til rådighed. Den kan findes både i lavlandsskove og i bjergegne, dog typisk under 1500 m.
Becker, G. (1942): Beobachtungen und experimentelle Untersuchungen zur Kenntnis des Mulm-bockkäfers (Ergates faber L.). 1. Schädlichkeit, Käfer, Eiablage und Entwicklung, Puppenstadium. Z. Angew. Entomol. 29: 1-30.
Becker, G. (1944): Beobachtungen und experimentelle Untersuchungen zur Kenntnis des Mulm-bockkäfers (Ergates faber L.). 2. Die Larvenentwicklung. Z. Angew. Entomol. 30: 263-296.
Bense, U. (1995): Longhorn beetles: illustrated key to the Cerambycidae and Vesperidae of Europe. Weikersheim, Germany; Margraf Verlag.
Bily, S. & Mehl, O. (1989): Longhorn beetles (Coleoptera, Cerambycidae) of Fennoscandia and Denmark. Fauna Entomol. Scand. 22: 1-204.
Ehnström, B. & Holmer, M. (2007): Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. CY91: Skalbaggar: Långhorningar. Coleoptera: Cerambycidae. 302 pp.
Hellriegl, K. G. (1971): Zur Frage der Brutpflanzen und physiologischen Schädlichkeit einheimischer Prionien (Col., Ceramb.). Anz. Schädlingskunde Pflanzenschutz 44: 177-181.
Kemner, M.A. (1922): Zur Kenntis der Entwicklungsstadien und Lebenweise der Scwedischen Cerambyciden. Ent. Tidskr. 43: 81-138.
Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.
Kuzminski, R., Labedzki, A., Chrzanowski, A., Mazur, A. (2014): Occurrence of Ergates faber (Linnaeus 1761) (Coleoptera, Cerambycidae) and a proposal for protective measures in managed forests to preserve the species. Acta Sci. Pol. Silv. Colendar. Rat. Ind. Lignar. 13: 15-25.
Lpez-Pantoja, G., Dominguez, L. & Snchez-Osorio, I. (2010): Analysis of Prinobius myardi Mulsant population dynamics in a Mediterranean cork oak stand. Ann. Soc. Entomol. France 47: 260-268.
Snchez-Osorio, I., Domnguez, L., Lpez-Pantoja, G. Tapias, P. (2015): Antennal response of Prinobius myardi to synthetic tree volatiles. Silva Fenn. 49: 1-8.
Szujecki, A. (1987): Ecology of forest insects. Dr. W. Junk Publ. 601 pp.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske Rødliste er en fortegnelsen over danske dyre-, plante- og svampearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN.
At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø.
Formålet med rødlisten er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994.
Rødlisten danner således et grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark og skaber en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt.
Rødlistekategorierne
Forsvundet (RE, regionally extinct): En art er forsvundet, når det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ, som havde en reel mulighed for reproduktion indenfor landets (regionens) grænser, er dødt eller forsvundet fra landet (regionen).
Kritisk truet (CR, critically endangered): En art henføres til kategorien kritisk truet, når der er en overordentligt stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.
Moderat truet (EN, endangered): En art henføres til kategorien moderat truet, når der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid.
Sårbar (VU, vulnerable): En art henføres til kategorien sårbar,, når der er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand på længere sigt.
Næsten truet (NT, near threatened): En art henføres til kategorien næsten truet, hvis den ikke opfylder ét af kriterierne for kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU), men er tæt på at opfylde ét af kriterierne for sårbar.
Øvrige kategorier (arterne er ikke rødlistede)
Ikke truet (LC, least concern): En art kategoriseres ikke truet, hvis det ved vurderingen viser sig, at den ikke opfylder kriterierne for hverken kritisk truet (CR), moderat truet (EN) eller sårbar (VU) eller vurderes at være næsten truet (NT).
Utilstrækkelige data (DD, data deficient): Til denne kategori henføres de arter, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig viden om deres udbredelse og/eller populationsstatus til, at der kan foretages en direkte eller indirekte vurdering af deres risiko for at uddø. Ifølge kategoriens kriterier bør der dog være en mistanke om, at arten kan være truet eller endog forsvundet.
Vurdering ikke mulig (NA, not applicable): En art kategoriseres vurdering ikke mulig, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er mulig, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter eller strejfende individer eller arter under etablering dvs. at den har været i landet i mindre end 10 år.
Ikke bedømt (NE, not evaluated): En art kategoriseres ikke bedømt, hvis der ikke er foretaget en vurdering af den, eller hvis en vurdering af den ikke kan foretages, f.eks. hvis den er overset, eller den ikke opfylder betingelserne for en rødlistebedømmelse.
Dyr og planter opført på EF-Habitatdirektivets Bilag II, IV og V er af betydning på Europæisk plan.
På bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse at medlemslandene skal udpege habitat områder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse. I Danmark er der udpeget 254 af disse habitatområder.
På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse både indenfor og udenfor habitatområderne, dvs. alle steder i landskabet hvor de findes. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområde må ikke ødelægges.
På bilag V er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger. Hvis en overvågning viser at disse arters udbredelse er i tilbagegang, kan der fx iværksættes tiltag som forbud mod indsamling eller forbud mod adgang til visse arealer.
Figur
Redigering af artsbeskrivelse
Historik
Redigeret tekst
Artsscore
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
