Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: John  Brask
    Foto: John Brask

Kendetegn

: Længden er mellem 38-42 cm, hvor halen står for op til 25 cm af længden. Vingelængden spænder mellem 15 og 17,5 cm. Kroppen er grøn til gulgrøn med mørke svingfjer på vingernes underside samt klar seksuel dimorfe. Hannen har en sort hagesmæk forbundet med et smalt halsbånd med farver af sort og rosa. Hunnen mangler helt dette halsbånd. Denne kønsdimorfe bliver synlig når hannen bliver omkring 3 år, indtil da ligner hannen og hunnen hinanden. Ungerne ligner hunnen når de forlader reden og kan ikke umiddelbart adskilles fra voksne individer. Dog vil næbbet ved ungerne være mere svagt farvet.
Lille Alexanderparakit
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Søren Peter Pinnerup

Variation

: Den lille alexanderparakit er avlet i fangenskab gennem mange år og mange farvemutationer er avlet frem heriblandt turkis, gul, albino samt forskellige nuancer af grøn.

Forveksling

: Kan forveksles med andre arter indenfor slægten Psittacula. De fleste forvekslinger sker dog med Stor alexanderparakit (Psittacula eupatria). De kendes dog fra hinanden ved stor alexanderparakits røde skulderfelter og den klare størrelsesforskel mellem arterne.

Udbredelse

: Alexanderparakitten er fordelt over 4 underarter hvis naturlige udbredelsesområde strækker sig over 2 kontinenter fra Afrika til Asien. 2 underarter findes i Afrika mens de 2 andre findes i Asien.

Afrikanske underarter:

Afrikansk alexanderparakit (P. k. krameri): Udbredt over landende Guinea, Senegal, Syd Mauretanien, Vest Uganda, Syd Sudan og i Giza området i Egypten.

Abessinske alexanderparakit (P. k. parvirostris): Udbredt i Nordvest Somalia, det nordlige Etiopien og Staten Sennar i Sudan.

Asiatiske underarter:

Indisk alexanderparakit (P. k. manillensis): Udbredt i det sydlige indiske subkontinent samt Sri Lanka. Neumann’s alexanderparakit (P. k. borealis): Udbredt i Bangladesh, Pakistan, det nordlige Indien, Nepal samt Burma.

Herudover er specielt den Indiske alexanderparakit blevet introduceret til omkring 35 forskellige lande heriblandt England, Frankrig, Italien, Grækenland, Spanien, Portugal, Tyrkiet, Syd Afrika, Japan, Belgien samt Holland

Lille Alexanderparakit - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Fugle vil kunne observeres hele året rundt men vil sandsynligvis være lettere at observere i vintermånederne da deres grønne fjerdragt for dem til at skille sig ud.

Tidsmæssig fordeling

af Lille Alexanderparakit baseret på Naturbasens observationer:
Lille Alexanderparakit - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Lille Alexanderparakit - månedlig fordeling

Biologi

: Alexanderparakitten modsat mange andre papegøjer danner ikke særlig faste par og kan ofte skifte partner mellem hver yngle sæson. Alexanderparakitten udfører deres kurmageri imellem september og december. Hvorefter de ofte vil begynde at udvælge deres reder for at mindske konkurrencen med andre arter. Alexanderparakitten vil opfostre deres unger, i hulrum i træer, hvilket ofte kan være forladte reder af andre fugle. Parring sker i det tidlige forår omkring slut februar-start marts måned og kort efter vil æggene blive lagt. Alexanderparakitten lægger cirka 4-6 æg som udruges af hunnen over 23-24 dage og ungerne vil forlade reden efter yderligere 50 dage. I deres hjemland lever alexanderparakitten af frø, bær, frugt og blomster som den finder i skoven. De er dog også kendt for at fouragere på marker til stor irritation og økonomisk belastning for lokalbefolkningen. I lande, hvor de er introduceret, har de vist sig at være meget fleksible med fødevalg og kan siges at være næsten altædende.

Levested

: Alexanderparakitten er skovlevende men vil besøge marker og byer for at finde føde.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Pithon, Josephine; Dytham, Calvin (2001). "Determination of the origin of British feral Rose-ringed Parakeets". British Birds: 74–79. Retrieved 14 October 2017.
Morgan, David (1993). "Feral Rose-ringed Parakeets in Britain". British Birds: 561–4. Retrieved 14 October 2017.

Pârâu, Liviu; Strubbe, Diederik; Mori, Emiliano; Menchetti, Mattia; Ancillotto, Leonardo; van Kleunen, André; White, Rachel; Luna, Álvaro; Hernández-Brito, Dailos; Le Louarn, Marine; Clergeau, Philippe; Albayrak, Tamer; Franz, Detlev; Braun, Michael; Schroeder, Julia; Wink, Michael (2016). "Rose-ringed Parakeet Populations and Numbers in Europe: A Complete Overview". The Open Ornithology Journal. 9: 1–13.

Invasive ring-necked parakeets Psittacula krameria in Belgium: habitat selection and impact on native birds by Diederik Strubbe and Erik Matthysen

Breeding Habitats of the Rose-Ringed Parakeet (Psittacula krameri) in the Cultivations of Central Punjab by Hammad Ahmad Khan, Mirza Azhar Beg and Akbar Ali Khan

Population estimates of non-native rose-ringed parakeets Psittacula krameri (Scopoli, 1769) in the Durban Metropole, KwaZulu-Natal Province, South Africa by Tinyiko C. Shivambu, Ndivhuwo Shivambu & Colleen T. Downs

www.researchgate.net...Population-Biology-of-the-Introduced-Rose-Ringed-Parakeet-Psittacula-krameri-in-the-UK.pdf

De senest indberettede arter i Naturbasen: