Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Kjeld Hansen
    Foto: Kjeld Hansen
  • Fotograf: Lene Juhl Jørgensen
    Foto: Lene Juhl Jørgensen
  • Fotograf: Eva Scheel
    Foto: Eva Scheel

Atlas

: Strand-Trehage overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: Planten bliver indtil 60 cm høj. Stænglen er bladløs, ca. 2 mm tyk og bærer tydeligt stilkede blomster, der sidder i et klaselignende aks.

Stænglens basis er ikke løgformet.

Grundbladene har skedeformet basis, hvormed de omfatter hinanden, er 2-4 mm brede, trådformede, med ovalt tværsnit og sukkulente og i reglen kortere end stænglen.

Planten har korte udløbere, men fremtræder ofte mere eller mindre tueformet.

Der er ikke noget egentlig bloster; derimod findes en ret uanseelig blosteragtig udvækst fra støvknapbåndet ved grunden af hver støvdrager, som fungerer som bloster.

Frugten er en ægformet, 6-delelig spaltefrugt, der spalter op i delfrugter fra neden. Planten smager salt, og de gulgrå jordstængler lugter af klor.

Strand-Trehage
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Lene Juhl Jørgensen

Forveksling

: Det er i reglen let at kende den fra Kær-Trehage, som den kan vokse sammen med på strandenge: Kær-Trehage er en meget spinklere plante med kun ca. 1 mm tykke stængler, som har løgformet basis; ofte sidder der et eller et par blade på den nedre del af stænglen. Bladene er kun 1-2 mm tykke. Kær-Trehage har kun 3-delelig spaltefrugt.

Især i vegetativ tilstand kan den forveksles med Strand-Vejbred, der også har smalle, rosetstillede blade, men Strand-Vejbreds blade har en tydelige fure eller nedhulning på oversiden. Afrappede blomsterstande kan også minde om Strand-Vejbreds blomsterstande; men hos Strand-Vejbred er frugten en kapsel, hos Strand-Trehage en 6-delelig spaltefrugt.

Er man i tvivl, vil man næsten altid kunne genkende Strand-Vejbred på den kraftige fure på bladenes overside.

Udbredelse

: Strand-Trehage er almindelig ved de danske kyster, men sjælden i indlandet.
Strand-Trehage - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Strand-Trehage blomstrer juni-august.

Tidsmæssig fordeling

af Strand-Trehage baseret på Naturbasens observationer:
Strand-Trehage - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Strand-Trehage - månedlig fordeling

Biologi

: Flerårig urt med vindbestøvning. Frugterne spredes med vinden eller ved vand.

Blomsterne er først hunlige, hvor støvfanget udvikles først, og så når støvfanget er visnet, og frugten er begyndt at vokse, udvikles de 3 ydre støvknapper. Når disse er visnet og faldet af, udvikles de 3 indre støvknapper. Herved undgås selvbestøvning.

Strand-Trehage danner overvintringsknopper, som sidder skjult mellem de visne bladskeder fra det foregående års løvblade.

Det latinske slægtsnavn Triglochin kommer af græsk tri- = tre og glokhin = fremstående spids og hentyder til, at frugterne under udviklingen kan stå næsten vandret udspærrede som 3 spidser.

Det danske slægtsnavn har samme betydning. Det latinske artsnavn "maritimum" betyder "voksende ved havet" eller "hørende til havet" og sigter til plantens almindeligste voksested.

Planten danner ofte ret iøjnefaldende vinterstandere.

Levested

: Sandet-lerede, græssede strandenge samt strandbredder.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg (redaktion) ISBN: 87-02-03032-2

Danmarks Vilde Planter Skytte-Christiansen.

De senest indberettede arter i Naturbasen: