Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
22. september 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Gran-Mælkehat (Lactarius deterrimus)
Foto: Ebbe Kristensen

Galleri:
Seneste billeder | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Gran-Mælkehat (Lactarius deterrimus)
Foto: Ken Alminde


Foto/billede af Gran-Mælkehat (Lactarius deterrimus)
Foto: Conny Bruun


Foto/billede af Gran-Mælkehat (Lactarius deterrimus)
Foto: Conny Bruun



Gran-Mælkehat

Lactarius deterrimus (læst 12105 gange)

Klasse: Agaricomycetes (Agaricomycetes)
Orden: Skørhatordenen (Russulales)
Familie: Skørhatfamilien (Russulaceae)

Kendetegn: Hatten er 4-15 cm i diameter. I starten er den hvælvet med nedsunket midte eller affladet med nedsunken midte og i begge tilfælde med en rand, der bøjer sig nedad. Siden bliver den rigtigt tragtformet, glat og fedtet. Lys orange til en mat gullig farve i midten og udefter mere over i orange til laksefarvet. Den kan evt. have nogle smalle ringzoner fra randen og lidt ind. Disse ses bedst, når hatten er regnvåd og når den er udsat for kunstigt lys. Hatten får nogle grønne pletter især inde i midten (irret grøn til mere ægte grøn).

Lamellerne løber ganske kort ned af stokken og er rimeligt smalle og sidder tæt sammen. Farven er orange til laksefarvet. Stokken er typisk 2-6 cm høj og 0,5-1,6 cm tyk. Den er rundcylindrisk, glat, tør, orange til laksefarvet, og så bliver farven lysere mod toppen. Stokken kan også have større eller mindre grønne områder (samme grønne farve som på hatten). Kødet er rimeligt fast og er orange nær hathuden. Mælken er orange, og den lugter svagt af rå gulerødder. Smagen er mild og god.

Variation: Nogle frugtlegemer kan helt mangle de grønne områder, og så kan man sikrest bestemme dem på biotopen. De kan i sjældne tilfælde have nogle få orange pletter i en anden nuance end stokkens grundfarve.

Forveksling: Gran-mælkehat kan forveksles med Velsmagende mælkehat og Tvefarvet mælkehat. Laksefarvet mælkehat kan ligne en del, men er generelt større, vokser kun under ædelgran og er temmelig sjælden. Alle forvekslingsmuligheder er fortræffelige spisesvampe.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Velsmagende Mælkehat, Tvefarvet Mælkehat

Biologi: Denne svamp vokser på al slags jord og blev før i tiden regnet som en underart af Velsmagende mælkehat.

Gran-Mælkehat er en udmærket spisesvamp, som ofte kan findes i store mængder. Den er faktisk "idiotsikker" fordi alle mælkehatte med orange mælk er spiselige, og ingen andre større svampe har denne farve mælk. Man skal selvfølgelig sikre sig, at svampen er frisk og ikke angrebet af svampemyggenes larver og andre dyr.

Levested: Arten vokser på alle slags bund, men kun under gran, hvilket adskiller den fra alle dens forvekslingsmuligheder. Den er især almindelig i unge granbevoksninger, hvor den kan være meget talrig, og aftagende i hyppighed og talrighed med bevoksningens alder.

Udbredelse: Gran-mælkehat er almindelig udbredt i hele landet. Lokalt kan den være meget talrig, især i unge granplantager.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Gran-Mælkehat.

Hvornår ses den? Den ses fra august til oktober, når det begynder at blive køligt.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Michael Filtenborg d. 19-03-2007. Beskrivelsen er senest redigeret af Anni Lene Nielsen d. 22-10-2015.
Se historik
.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator