Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. november 2019
 

Felthåndbogen







Figur 1. Stødskud fra fældet vild Alm. Røn på Nordlangeland. 1. august 2014 http://www.fugleognatur.dk/indtastobs.aspx?m=v&t=363168&o=1340907#startpos

Sorbus aucuparia ssp. aucuparia

Sorbus aucuparia ssp. aucuparia (læst 6590 gange)

Klasse: Tokimbladede (Magnoliopsida)
Orden: Rosenordenen (Rosales)
Familie: Rosenfamilien (Rosaceae)

Kendetegn: Formentlig forekommer kun denne underart af Sorbus aucuparia i Danmark. Det var ikke teknisk muligt at indskrive denne Artsbeskrivelse inde under hele arten Sorbus aucuparia.

Der er uenighed om, hvorvidt det danske plantenavn Almindelig Røn går på hele arten Sorbus aucuparia - eller om det kun går på denne (dvs. den autonyme) underart: S. a. ssp. aucuparia. Nye Nordiske Flora mener, at Alm. Røn kun er navnet på denne underart, mens underarten Sorbus aucuparia ssp. glabrata skal hedde Nordlig Røn på dansk.

Slægten Røn kendes blandt andet på sine små kernefrugter uden stencellelag i kernehuset, der gerne har 2-3 rum med kun eet frø i hvert. Desuden har slægten Sorbus blomsterne siddende halvskærmagtigt (i en slags såkaldt top).

To naboslægter af forvildede havebuske er 1) Surbær (Aronia) som kendes på sine mørke kirtler på oversiden af bladets midternerve, og 2) Glansmispel (Photinia) som har svagt vortede frugtstilke. Ingen af delene findes hos arterne af Røn.

Arten Alm. Røn har (som den eneste danske af slægten Sorbus) gennemført uligefinnede blade, hvor alle småbladene er stort set ens - inklusive endesmåbladet. Bladene kunne minde om Asks, men er spredt siddende.

Variation: Stødskud og ungdomsformer kan have blade, som ikke er fuldstændig regelmæssigt finnede, men som har et større endeafsnit, der kan minde lidt om bladfaconen hos Finsk Røn - eller mere om arten Fager-Røn (Sorbus meinichii) - se linket HER Og se figur 1.

Frugterne er som regel røde, men orange- eller gulfrugtede udgaver af arten findes. Rønnetræer med næsten hvide frugter er antagelig andre arter. Af de hvidfrugtede arter er formentlig kun arten Perle-Røn (Sorbus vilmorinii) kendt som forvildet i Danmark.

Kultursorter af Alm. Røn med større eller anderledes smagende frugter findes, men bruges de i Danmark? Desuden findes en søjleformet haveudgave: "Fastigiata". Ingen af disse kultursorter blev fundet i undersøgelsen Atlas Flora Danica.

Men den østasiatiske Sorbus scalaris, samt ennes artshybrid med S. aucuparia kunne sagtens tænkes at findes forvildet i Danmark - evt. som forvekslet med kultursorter af Alm. Røn.

Forveksling: Nærtstående arter (og antagelig mindst én artshybrid) dyrkes i haver, men er vist endnu ikke kendt som forvildede i Danmark. Ingen af dem blev fundet i undersøgelses Atlas Flora Danica. Men den østasiatiske Sorbus scalaris, samt dennes artshybrid med S. aucuparia kunne sagtens tænkes at findes forvildet i Danmark - evt. overset pga. forveksling med kultursorter af Alm. Røn

Arten Storfrugtet Røn (Sorbus domestica) dyrkes sjældent i Danmark. Dens blade ligner Alm. Røns, men frugterne er langt større. Desuden kan Storfrugtet Røn kendes på sine hårløse og svagt klæbrige knopper, samt på sine dybt fligede, flere mm langt stilkede akselblade (fodflige).

Stødskud af Alm. Røn kan til forveksling ligne vegetative skud fra slægten Tusindtop (Sorbaria), hvoraf flere havearter forvilder i Danmark ved underjordiske udløbere. Sådanne tusindtop-agtige stødskud af Alm. Røn ses på figur 1. Slægten Tusindtop kan kendes fra Røn på udløberne og på sin højt topformede (ikke halvskærmagtige) blomsterstand. Arten Tarmvrid-Røn har dog osse underjordiske udløbere.

Tre artshybrider med arten Alm. Røn er nævnt hos Fugle&Natur i 2014. Ingen af disse krydsninger er dog med sikkerhed kendt fra Danmark.

Biologi: Alm. Røn er kendt for at kunne spire i ganske lidt jord, som f.eks. på hustage og oppe i store gamle træer (flyverøn).

Blomsterne dufter dårligt, men yndes af mange forskellige insekter. Betydningen af navnet Røn kunne hænge sammen med den ubehagelige blomsterlugt, såfremt ordet røn skulle være en dialektudtale af ordet rådden. I så fald: rønnetræ = råddentræ! Andre mener at navnet kommer af ordet rødne - enten fordi frugten bliver rød ved modenhed, eller fordi løvet kan få røde høstfarver.

Frugterne er vigtig vinterfoder for fugle, især drosler. Rønnebær kan osse anvendes til menneskeføde (inkl. drikkevarer), men er meget sure inden forarbejdning. Desuden kan rønnebær være både melede og beske.

Alm. Røn bliver hverken særlig høj eller særlig gammel. Jørgensen og Rune skriver til omkring ti meter høj (undtagelsesvis 15m) og måske op til hundrede år. Alm. Røn forynger sig dog nemt fra stødet, osse inden træet fældes, så der kan være fremvokset en fodpose af stødskud omkring stammen.

Tre artshybrider med arten Alm. Røn er nævnt hos Fugle&Natur i 2014. Ingen af disse bastarder er dog kendt fra Danmark - med sikkerhed.

Levested: Vokser helst lysåbent (men kan overleve i skygge) og på relativt tør jordbund. Findes også på de magre og sure jordbundstyper, samt i moseområder på tørvejord (hvor der ikke er alt for forsumpet).

Udbredelse: Underarten Alm. Røn findes over det meste af Europa, undtagen de allernordligste og -sydligste dele. Ejheller findes den på Sydøsteuropas stepper, dvs. i Sortehavsegnene eller nær Kaukasus.

Alm. Røn findes vildt over hele Danmark, men dyrkes osse almindeligt.

Formentlig drejer hver eneste angivelse af arten Sorbus aucuparia på Fugle&Natur sig om autonym-underarten (= nominat-underarten): Sorbus aucuparia aucuparia

Om udbredelsen af artens underarter og af nogle naboarter - - se linket HER

Det danske navn, Alm. Røn, går enten på arten - eller på underarten. Alt efter hvilken henvisning man tror på.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Sorbus aucuparia ssp. aucuparia.

Hvornår ses den? Løvspring i april. Blomstrer i maj-juni. Frugtmodning omtrent i september.

Status: Udbredelse/hyppighed ukendt




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Henry Nielsen d. 05-03-2015. Beskrivelsen er senest redigeret af Henry Nielsen d. 13-01-2016.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:

Hartvig, Per 2015: Atlas Flora Danica. Gyldendal.

Mossberg, Bo & L. Stenberg, 2005: Den Ny Nordiske Flora. Gyldendal (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Nielsen, H. & K. Thingsgaard, 1997: Vilde og Forvildede arter af Røn (Sorbus) i Danmark. Meddelelser fra Atlas Flora Danica nr. 3. Side 31-37. Dansk Botanisk Forening & Københavns Universitet, april 1997.

Jørgensen, H., Flemming Rune, m.fl. 2005: Træer & Buske i Danmark. Gyldendal.

Rich, T.G.C. m.fl. 2010: Whitebeams Rowans and Service Trees of Britain and Ireland. BSBI Handbok No. 14.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator