Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
22. oktober 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Pile-Alant (Inula salicina)
Foto: Yvonne Engmann

Galleri:
Seneste billeder | afblomstrede individer | aftagende blomstring | blomstrende individer | individer i knop | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Pile-Alant (Inula salicina)
Foto: Yvonne Engmann


Foto/billede af Pile-Alant (Inula salicina)
Foto: Irene Villadsen


Foto/billede af Pile-Alant (Inula salicina)
Foto: Vilhelm Dalgaard



Pile-Alant

Inula salicina (læst 6291 gange)

Klasse: Tokimbladede (Magnoliopsida)
Orden: Kurvplanteordenen (Asterales)
Familie: Kurvplantefamilien (Asteraceae)

Kendetegn: Planten er 25-75 cm. høj og mere eller mindre glat til forholdsvis ruhåret.

Bladene er ustilkede, spredte, med afrundet til svagt hjerteformet grund, glatte - eller evt. stivhårede på undersiden. De øvre blade er svagt stængelomfattende.

Planten har 1-6 (-flere), hyppigst 2-4, blomsterkurve, som er 2-4 cm brede med glatte til korthårede kurvblade med opadbøjet spids. Randkronerne er lysegule, skivekronerne mørkegule.

Frugten er 3 mm og glat.

Planten har krybende jordstængel og er næsten altid bestanddannende.

Variation: Varierer med forskellige grader af behåring fra næsten glat til ret udpræget ruhåret, men er aldrig lodden/filthåret som Soløje-Alant.

Undertiden kan planten blive mangekurvet med 10-20 kurve.

Forveksling: Den kan forveksles med Soløje-Alant, men denne er hvidfiltet foroven og på bladenes underside og har i reglen færre kroner (1-2).

Der er også forvekslingsmuligheder med Strand-Loppeurt, som har ret lignende blade og ret lignende voksesteder. Strand-Loppeurt lugter aromatisk og har tydeligt kortere randkroner; desuden er den filthåret.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Soløje-Alant, Strand-Loppeurt, Læge-Alant

Biologi: Flerårig urt med krybende jordstængel, som er ret bestandig, når den først har vundet fodfæste. Kalkyndende.

Levested: Det oprindelige voksested er ret tørre strandenge og strandoverdrev. Men den ynder blottet, kalkholdig mineraljord, og optræder med stigende hyppighed langs veje, i motorvejsudfletninger etc. Den findes også i tørre kalkkær inde i landet, hvor den kan blive meget dominerende.

Udbredelse: Hist og her i Østdanmark på kalkholdig bund, ellers ret sjælden.

I modsætning til hvad der står i nogle floraer, er den blevet hyppigere de senere år, hvor den har vundet fodfæste på kalkholdig mineraljord langs veje, dæmninger, i industrikvarterer etc. Den er dog nok gået tilbage på strandengene, fordi denne naturtype stadig går tilbage.

Den er f.eks. ret almindelig langs motorvejene i det storkøbenhavnske område.

Den er meget almindelig på det inddæmmede areal på Vestamager, hvor den står næsten overalt.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Pile-Alant.

Hvornår ses den? Blomstrer juli-august. Bevoksningerne får en karakteristisk sortagtig kulør hen på efteråret, og kan med lidt træning erkendes og genkendes vinteren over.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 02-06-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 04-12-2013.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator