Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
20. september 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Have-Malurt (Artemisia absinthium)
Foto: Dan Hua Wang

Galleri:
Seneste billeder | afblomstrede individer | blomstrende individer | vegetative individer | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Have-Malurt (Artemisia absinthium)
Foto: Dan Hua Wang


Foto/billede af Have-Malurt (Artemisia absinthium)
Foto: Dan Hua Wang


Foto/billede af Have-Malurt (Artemisia absinthium)
Foto: Eva Olsen



Have-Malurt

Artemisia absinthium (læst 12921 gange)

Klasse: Tokimbladede (Magnoliopsida)
Orden: Kurvplanteordenen (Asterales)
Familie: Kurvplantefamilien (Asteraceae)

Kendetegn: Have-Malurt er en indtil 1 meter høj flerårig urt, der er stærkt grenet. Stængler, sidegrene og især blade er sølvskinnende af tætte belægninger af hvidgråt hår. Bladafsnittene er 2-4 mm brede, lancetformede og butte, tæthårede på begge sider. Hele planten har en stærk, aromatisk lugt. Kurvene er 3-4 mm brede, halvkugleformede, stilkede, hængende og med lysegule blomster.

Forveksling: Have-Malurt kan forveksles med især Grå-Bynke, Mark-Bynke og Strand-Malurt.

Grå-Bynke har oprette eller udstående kurve, som er næsten ustilkede. Grå-Bynkes bladafsnit er helt eller næsten glat på oversiden og hårede på undersiden. Den er kun svagt aromatisk.

Mark-Bynke har lavere, ofte delvis nedliggende vækst, trådformede bladafsnit, som er glatte til svagt hårede. Den har ingen aromatisk lugt.

Strandmalurt er gråfiltet i alle dele og også kraftigt aromatisk, men har linjeformede bladafsnit og betydeligt lavere vækst end Have-Malurt. Strandmalurt vokser altid ved kystlokaliteter.

Nøgle til danske arter og former af Bynke (Artemisia) samt Strandmalurt (Seriphidium maritimum ssp. Maritimum):

1a: Plante glat/næsten glat, nedliggende til opstigende vækst, ikke aromatisk: Mark-Bynke.

1b: Plante med opret vækst, mere eller mindre filtet, i alt fald på bladundersiderne: til 2.

2a: Bladafsnit udpræget filtet, hårede på både over- og underside. Planten er enten lugtløs eller stærkt aromatisk: til 3.

2b. Plante svagt til middel aromatisk, blade kun filtede på undersiden, helt eller næsten glatte på oversiden: Grå-Bynke.

3a: Planten er ikke aromatisk. Hele planten udpræget lyst gråfiltet. Kurve store (5-9 mm brede), skråtstillede eller oprette: Sølv-Bynke.

3b. Planten er stærkt aromatisk. Blade filtede på begge sider. Stænglen håret/filtet, især foroven. Til 4.

4a. Kurve opret/udstående, 2-3 mm bred, kortstilkede til siddende, blade ret udpræget opadrettede. Kun kystlokaliteter: Strand-Malurt.

4b. Kurve 3-4 mm, tydeligt stilkede og hængende, lysegule blomster, blade horisontale til skråtstillede, ikke udpræget oprette. Især, men ikke kun, indlandslokaliteter: Have-Malurt.

Biologi: Have-Malurt er en flerårig urt med vindbestøvning, dvs. dens pollen transporteres med vinden fra støvknap til støvfang. Frøene spredes ligeledes med vinden og evt. med dyr. Det er en gammel læge- og krydderurt, hvis indholdsstoffer (især absinthiin) i større doser er giftige, da de kan fremkalde rystelser, svimmelhed og kramper. I lavere doser har den stimulerende virkning, og har også været brugt mod indvoldsorm m.v. Den giver smagen til absinth og har været brugt som tilsætning til snaps, hvad man er holdt op med, efter at være blevet klar over plantens giftighed i større doser.

Etymologi:

Det latinske slægtsnavn "Artemisia" hentyder til gudinden Artemis i den græske mytologi. Hun var jomfruernes beskytter, og under hende sorterede også fosterfordrivelse; de gamle grækere anvendte udtræk fra arter i Bynke-slægten til at fremkalde aborter.

Det danske slægtsnavn Bynke er af usikker oprindelse, men kan have den oprindelige betydning "benpibe" sigtende til de grove stængler og stilke.

Artsnavnet "absinthium" er et gammelt græsk-latinsk navn for Malurt og af ukendt oprindelse. Den anvendes til og har givet navn til drikke absinth. (=vermut, vermouth).

Levested: Den findes hyppigst på tør, gerne sandet, kvælstofrig bund nær bebyggelser, ved vejkanter, ruderater og også på overdrev.

Udbredelse: Den er ret sjælden i Danmark, dog ret almindelig på Bornholm.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Have-Malurt.

Hvornår ses den? Have-Malurt blomstrer juli-september.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 13-09-2007. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 20-08-2011.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Danmarks Vilde Planter, Skytte-Christiansen, Branner og Kock 1964 ff.

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator