Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
17. februar 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Stor Pytmos (Leptodictyum riparium)
Foto: Troels Kornfelt

Galleri:
Seneste billeder | gamle sporehuse | umodne sporehuse | vegetativ | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Stor Pytmos (Leptodictyum riparium)
Foto: Troels Kornfelt


Foto/billede af Stor Pytmos (Leptodictyum riparium)
Foto: Poul Evald Hansen


Foto/billede af Stor Pytmos (Leptodictyum riparium)
Foto: Poul Evald Hansen



Stor Pytmos

Leptodictyum riparium (læst 3739 gange)

Klasse: Bladmosser (Bryopsida)
Orden: Hypnales (Hypnales)
Familie: Amblystegiaceae (Amblystegiaceae)

Kendetegn: Skuddene hos Stor Pytmos er oftest synligt flade. Stænglen er krybende, mere eller mindre fjergrenet til uregelmæssigt, men ret tæt forgrenet.

Bladene er lancetformede til smalt ægformede, langt tilspidsede og helrandede; de er tydeligt nedløbende ad stænglen og tydeligt udspærrede. Bladribben er -3/4 af bladlængden. Cellerne er 8-12 my brede og 8-15 gange så lange (mikroskop med mindst 200 x forstørrelse!), dog væsentligt kortere ved bladbasis.

Planten er en ret kraftig mos, som ofte er glinsende og gyldengrønt til græsgrønt/mørkegrønt. Sporehusene modner om foråret og er almindelige.

Variation: Forgreningen kan variere, men er ofte ret uregelmæssig.

Forveksling: Almindelig Guldstjernemos ligner en del, og har også udspærrede, tilspidsede blade, men den er meget lysere gyldengrøn og har skud, som ikke er fladtrykte. Ribben er helt kort eller manglende, hvilket kun kan ses i en kraftig lup; den gror i reglen ikke submerst og har mere pudeformet vækst.

En anden forvekslingsmulighed er Kochs Pytmos (Leptodictyum kochii (Schimp.) Warnst.) som gror nogle lignende steder som Stor Pytmos, og kan kun skelnes sikkert fra denne mikroskopisk (mindst 200 x forstørrelse), idet dens celler midt i bladet kun er 3-6 x så lange som brede og mere tykvæggede. Desuden er dens blade kortere, ikke så langt tilspidsede og ikke eller kun utydeligt nedløbende ad stænglen. Dens udbredelse er utilstrækkeligt kendt, men den er sandsynligvis ret sjælden.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Almindelig Guldstjernemos

Biologi: Stor Pytmos har den klassiske mosbiologi med generationsskifte mellem den grønne mosplante (gametofyten, N) og sporehus stilk (sporofyten, 2N kromosomer).

Sporehusene fremkommer ofte på skud, der når over vandlinjen.

Levested: Stor Pytmos lever ofte helt eller delvis submers, typisk på nedsænkede stammer, grene og sten i ikke alt for eutrofierede mesotrofe til alkaliske ferskvandssøer, damme og vandløb.

Udbredelse: Den er almindelig i hele landet på egnede biotoper.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Stor Pytmos.

Hvornår ses den? Sporehusene modner om foråret og er almindelige. Planten kan erkendes året rundt.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 29-04-2007. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 08-04-2019.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Den danske mosflora I: Bladmosser. 1976 Gyldendal. Mange forfattere. ISBN: 87-01-20371-6

Mossor. Interpublishing, Stockholm. Tomas Hallingbäck 2000. ISBN 91-86448-11-0.

Gert Sten Mogensen og Irina Goldberg: Danske og latinske navne for Tørvemosser, Sortmosser og Bladmosser, der forekommer i Danmark. Ver. 4. 29.12.2005.

- se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator