Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
16. oktober 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Pigget Star (Carex pairaei)
Foto: Hans Øllgaard

Galleri:
Seneste billeder | afblomstrede individer | blomstrende individer | med frø/frugt | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Pigget Star (Carex pairaei)
Foto: Thomas Nielsen


Foto/billede af Pigget Star (Carex pairaei)
Foto: Jørgen Christiansen


Foto/billede af Pigget Star (Carex pairaei)
Foto: Birgit Knudsen



Pigget Star

Carex pairaei (læst 3918 gange)

Klasse: Enkimbladede (Liliopsida)
Orden: Halvgræsordenen (Cyperales)
Familie: Halvgræsfamilien (Cyperaceae)

Kendetegn: Navnet skyldes formentlig nogle små pigge eller takker i kanten af spidsen af frugthylstre, men de kan være svære at se, og navnet er ret misvisende.

Planten er tæt tueformet, men tuerne bliver sjældent særligt store. Stænglerne er indtil 60 cm høje og but trekantede, næsten trinde nederst.

Bladene er smalle, flade og kølede, 2-3 mm brede, og tydeligt kortere end stænglerne.

Blomsterstanden er kort, ca. 3 cm lang, og består af ret få (indtil 8-10) ret tætstillede aks med hanblomster foroven og hunblomster forneden. Akset går fra grønligt som ungt til ret mørkebrunt ved frugternes modning.

Det nedre støtteblad i blomsterstanden er 1-1,5 cm langt.

Skedehindetilhæftningen er ca. så lang som bred og middel tilspidset.

Rødderne er gråbrune.

Variation: Se beskrivelsen af kendetegn.

Forveksling: Den vigtigste forvekslingsmulighed er med Spidskapslet Star.

Spidskapslet Star har frugthylstre med en nedre lys svampet del adskilt fra den øvre ved en fure samt skedehindetilhæftning, der er ca. 2 x så lang som bred (ca. så lang som bred hos Pigget Star), og desuden har den violette rødder.

Hvor Pigget Star har det nedre støtteblad i blomsterstanden mindst 1 cm langt, så er det tydeligt under 1 cm til næsten rudimentært hos Spidskapslet Star (god skillekarakter)

Pigget Star fremtræder ofte med kortere og tættere aks end Spidskapslet Star og er spinklere og mere graciøs.

Mellembrudt Star har delt, mellembrudt, blomsterstand som har bare stykker mellem aksene og ofte er grenet, og skedehindetilhæftning, der er ret tydeligt kortere end bred og næsten but.

Sylt-Star er i reglen meget kraftigere og gror fugtigt og har skarpt trekantet stængel og helt spids skedehindetilhæftning (lidt længere end bred).

Ræve-Star gror fugtigt og har skedehindetilhæftning bredere end lang, sortagtige aks og skarpkantede til vingede stængler. Skedehindetilhæftningen er bredere end lang og spids.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Spidskapslet Star, Sylt-Star, Ræve-Star

Biologi: Flerårig urt, som de fleste andre halvgræsser. Den har formentlig dyrespredning.

Levested: Den gror tørt på overdrev, skrænter, ved veje og på gravhøje samt i lysåbne skove.

Udbredelse: Hist og her til temmelig sjælden på Øerne, Bornholm og i nordlige Østjylland, ellers sjælden. Den mangler næsten i Vestjylland og på Lolland. Den er dog nok ofte overset og forveksles med Spidskapslet Star og Mellembrudt Star.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Pigget Star.

Hvornår ses den? Den blomstrer i juni og er svær at spotte uden for blomstringstiden.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 02-12-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 25-05-2016.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Se især:

Jens Christian Schou: De Danske Halvgræsser, BFNs forlag 1993 - ISBN 87-87746-04-2.

Desuden:

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator