Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. oktober 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Almindelig Høgeurt - Greisdalense (Hieracium greisdalense)
Foto: Poul Evald Hansen

Galleri:
Seneste billeder | individer i knop | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Almindelig Høgeurt - Greisdalense (Hieracium greisdalense)
Foto: Poul Evald Hansen



Almindelig Høgeurt - Greisdalense

Hieracium greisdalense (læst 5624 gange)

Klasse: Tokimbladede (Magnoliopsida)
Orden: Kurvplanteordenen (Asterales)
Familie: Kurvplantefamilien (Asteraceae)

Kendetegn: Den bliver indtil 80 cm. høj og har en i reglen forholdsvis veludviklet bladroset ved grunden samt 2-3 stængelblade. Blomsterstanden er stor og udbredt, næsten som en halvskærm af ret store, gule kurve.

Hieracium greisdalense er en stor, flot repræsentant for den apomiktiske gruppe Almindelig Høgeurt. At den er apomiktisk betyder at den sætter spiringsdygtige frø uden befrugtning, og at afkommet bliver genetisk identisk med moderplanten, med mindre der sker mutationer. - Vi får en række kloner, der afviger i små og større detaljer; disse kloner kaldes småarter eller akpomikter.

I identifikationen vil vi anvende Jens Christians Schous "Danmarks Høgeurter" og gå bestemmelsen punktvis igennem, da det giver den bedste forståelse.

Vi er i sektionen Almindelig Høgeurt. Lad os først kort se på, hvordan vi er kommet dertil.

1.Da planterne har tydeligt tandede blade og ingen udløbere kommer vi let forbi slægten Pilosella til samlegruppen Hieracium (nøgle 3).

2.Der er ret tydeligt rosetstillede grundblade og varierende antal stængleblade.

3.Der er ret få stængelblade, dog mere end kun 1 veludviklet (dette ville føre til Skov-Høgeurt-sektionen)

4.Der er 1-4 stængelblade, hvor de(t) nedre ligner grundbladene.

5.Nedre stængelblads stilk udvider sig ikke vingeagtigt mod basis og mellemste stængelblade er ikke stængelomfattende. Sektion Vulgata Amindelig Høgeurt.

I nøglen for sektion Vulgata skal vi se på:

A1.Svøbbladene med god repræsentation af både kirtelhår (ender i en lille kugle) og almindelig hår.

A2. Svøbblade har helt eller næsten kun kirtelhår.

Se godt efter Men vi skal gerne ende med A1.

B1: Der er en kendelig repræsentation af stjernehår på svøbbladene. (Stjernehår er tætliggende, bløde og krusede hår, hvor evt. flere grene stråler ud fra en basis)

B2: Der er ingen eller så godt som ingen stjernehår.

Vi skulle gerne ende med B1, der er ret mange stjernehår på kurvsvøbbladene.

C1: Stjernehårene er kun langs kurvsvøbbladenes rand

C2: Stjernehårene er fordelt over størstedelen af kurvsvøbbladets overside.

Dette punkt er ret svært. Vi skulle gerne ende med C2

D1: Blade plettede

D2: Blade uplettede.

Punktet er let. Vi går til D2.

E1: Stjernehårene sidder så tæt, at de udgør en filtet rand af kurvsvøbbladene.

E2: Stjernehårene sidder mere jævnt fordelt og danner ikke filtet rand.

Dette punkt er lettere, end det virker. E1: Der er en tydelig filtrand.

F1: 1-3 stængelblade

F2: Flere end 3 stængelblade.

Punktet er ret let. H. greisdalense har sjældent mere end et par veludviklede stængelblade: F1

G1: Blade næsten helrandede eller med få korte, brede tænder.

G2: Blade med skarpe tænder, lange eller kortere.

Det giver ingen problemer at se, vi skal vælge G2.

H1: Kurvsvøbbladenes spids med en tydelig tot uldhår.

H2: Kurvsvøbbladenes spids uden eller kun med ganske få uldhår.

I luppen er det ret let at se, at det skal være H2: få eller ingen uldhår i spidsen af kurvsvøbbladet.

I1: Kurvstilke med simple hår og kirtelhår.

I2: Kurvstilke uden simplehår hhv. kirtelhår (fra næsten glatte til filtede af stjernehår og uldhår)

Der er en pæn besætning af kirtelhår, så vi kommer let til I1.

J1: Kurvsvøbblade korte, højst 7,5 mm. lange, kurve påfaldende små.

J2: Kurvsvøbblade mindst 8 mm., kurve ikke påfaldende små.

Dette punkt i nøglen er ret svært. Men vi skal gerne ende med J2.

K1: De nedre stængelblade har ved grunden lange tænder, der sidder næsten parallelt. Tænderne er ikke udpræget fremadkrummede. Korte kirtelhår på kurvstilkene. Hieracium greisdalense

K2. Tænderne på de nedre stængelblade har ikke tendens til at sidde parallelt. Mange af tænderne er udpræget fremadkrummede. Ret lange kirtelhår på kurvstilkene. H. pseudofioniae

Det bliver K1- Hieracium greisdalense

K-punktet lyder svært, men jeg synes, det er forholdsvis let at se forskellene. Det kan være en hjælp, at alternativet H. pseudofionia kun er fundet på Bornholm. H. greisdalense har en stor, næste halvskærmformet blomsterstand, hvor H. fionia har en langt mindre og mere sammentrængt.

Variation: Der man meget vel forekomme små afvigelser fra typematerialet, som dels er kårbestemte, eller skyldes, at der er sket mutationer. - I så fald er der i princippet tale om nye småarter inden for gruppen, som endnu ikke er beskrevet som sådanne.

Forveksling: Almindelig Høgeurter en svær gruppe. Og det er i hovedsagen specialister og nørdede amatører der beskæftiger sig med den. Sektionen Vulgata, som vi befinder os i, har ca. 28 beskrevne småarter i Danmark. - De fleste af disse er ret let at forveksle indbyrdes, og afslører sig først, når man bestemmer dem ved hjælp af en nøgle, her Danmarks Høgeurter af Jens Christian Schou.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Hieracium grandidens, Blød Kvast-Høgeurt

Biologi: Høgeurter har frø med med svæveanordninger lige som mælkebøtter; men svæveapparatet er langt mindre veludviklet og effektivt. Det er ud til, at frøene oftest spredes og spirer inden for 30-40 meter fra moderplanten. Formentlig er vindslyngspredning og dyrespredning også af betydning.

Etymologi:

Det videnskabelige slægsnavn kommer af græsk hierakion, som er dannet af hierax - høg. Det hidrører fra naive beretninger i Antikken om, at høge og andre rovfugle skærpede deres syn ved at væde deres øjne med sagt fra høgeurter. Det danske slægtsnavn er en ovesættelse af det latinske.

Artsnævnet greisdalense hidrører fra, at denne småart er beskrevet ud fra materiale indsamlet ved Greisdalen ved Vejle.

Sjællandske planter har kortere tænder på bladene, ser det ud til, og fortjener måske at blive beskrevet som en ny art, men det er ikke sket endnu.

Levested: Skovkanter, lysåbne skove, krat og ovedrev.

Udbredelse: Den er kendt fra en del fund på Øerne, Bornholm og i Østjylland, men må samlet set betegnes som temmelig sjælden. Den har flere fund o Syd-, Midt- og Nordsjælland. Den er også fundet i en stor bestand i Hedeland mellem Høje-Taastrup og Roskilde.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Almindelig Høgeurt - Greisdalense.

Hvornår ses den? Den blomstrer juni-juli.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 19-05-2014. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 02-06-2014.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Danmarks Høgeurter, Jens Christian Schou,AAU-reports 41, Aarhus Universitets Forlag 2000, ISBN: 87-87600-57-9





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator