Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
17. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Tandbælg (Danthonia decumbens)
Foto: Morten DD Hansen

Galleri:
Seneste billeder | afblomstrede individer | blomstrende individer | med frø/frugt | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Tandbælg (Danthonia decumbens)
Foto: Birgit Knudsen


Foto/billede af Tandbælg (Danthonia decumbens)
Foto: Gunner Poulsen


Foto/billede af Tandbælg (Danthonia decumbens)
Foto: Gunner Poulsen



Tandbælg

Danthonia decumbens (læst 5388 gange)

Klasse: Enkimbladede (Liliopsida)
Orden: Græsordenen (Poales)
Familie: Græsfamilien (Poaceae)

Kendetegn: Tandbælg er en flerårig, tueformet grågrøn græs, hvis strå rager indtil ca. 40 cm op. Stråene er stive og med 3-5 knæ, mere eller mindre knæbøjede ved basis. Bladene er indtil 3 mm brede, ru, stive, flade til noget rendeformede og spredt hårede med lange udstående fine hår ved basis.

I stedet for skedehinde på overgangen mellem blad og bladskede findes en rand af ganske fine, korte hår. Top-pen er indtil 5 cm, med oprette grene og noget sammentrængt. Hver gren bærer indtil 3 småaks. Småaksene er indtil 12 mm, stakløse og med 2-5 blomster; de er lyst strågule til grønbrune.

Småaksenes dækblade (yderavner) er med håret basis og har 3 tænder i spidsen, hvilket har givet arten dens danske navn.

Kornene har 2 olielegemer som en tilpasning til myrespredning.

Som noget helt særligt for græsser har Tandbælg næsten altid 1-få små, blege småaks ved stråets basis; disse småaks kan ses, når man skiller de visne bladskeder ad.

Forveksling: Tandbælg er ikke meget iøjnefaldende, men er let at kende, når man har den i hånden, på kransen af fine hår i skedehindens sted, de 3-tandede yderavner og småaksene ved stråets grund.

Nogle få andre vilde danske græsser har også hårkrans i skedehindens sted, men disse er visuelt så forskellige fra tandbælg, at forveksling ikke bør kunne ske.

Det drejer sig om Tagrør, Blåtop og arter af Spartina (Vadegræs). Blåtop kan godt findes på samme biotoper, men kendes let på sin kraftigere vækst, mørkviolette top og på, at den kun har 1-2 knæ nederst på strået.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Tagrør, Blåtop

Biologi: En flerårig, tueformet græs, hvis korn spredes af myrer, som efterstræber de 2 olieholdige vedhæng på kornet. I Nordeuropa bestøver blomsterne sig selv, mens de er indesluttet af avnerne, og ofte mens toppen endnu befinder sig i bladskeden og ikke har foldet sig ud.

Kornene falder enkeltvis ud af småakset omsluttet af dækbladene og spredes så af myrer. Småaksene ved stråets grund udvikler så at sige altid spiredygtige frø.

Længere sydpå kan Tandbælg også have vindbestøvning; de planter der har dette, har så mere udbredt top og større støvknapper.

Det latinske slægtsnavn Danthonia er efter et personnavn; det samme gælder slægtssynonymet Sieglingia, som er efter den tyske botaniker Siegling. Artsnavnet decumbens betyder ”nedliggende” og sigter til, at stråene ofte er nedliggende ved grunden og knæbøjet opstigende.

Levested: Tandbælg vokser på mager og sur bund på lyngheder, overdrev og i skov. Men den har tendens til U-formet fordeling på jordbundsklasserne, kan også findes i tørre kalkkær og på kalkoverdrev.

Udbredelse: Den er ret almindelig på karakteristiske biotoper i Vest- og Nordjylland, i Nordsjælland og på Bornholm. Ellers forekommer den hist og her. I intensive landbrugsområder findes den ofte kun på småbiotoper som gravhøje.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Tandbælg.

Hvornår ses den? Tandbælg blomstrer juni-juli. Den kan være svær at få øje på uden for blomstringstiden.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 09-12-2007. Beskrivelsen er senest redigeret af Lene Kjær Hansen d. 24-02-2009.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Danmarks Vilde Planter, Skytte-Christiansen, Branner og Kock 1964 ff.

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora – Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg (redaktion), Signe Frede-riksen har behandlet græsfamilen, Gyldendal 2006,ISBN 87-02-03032-2.

C.E. Hubbard: Grasses, Penguin Books 1992 (og senere udgaver, intet ISBN-nummer.)





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator