Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
15. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Matgrøn Solbille (Oedemera virescens)
Foto: Ulf Bjerre

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Matgrøn Solbille (Oedemera virescens)
Foto: Jens Rasmussen


Foto/billede af Matgrøn Solbille (Oedemera virescens)
Foto: Sven Aage Hansen


Foto/billede af Matgrøn Solbille (Oedemera virescens)
Foto: Yvonne Engmann



Matgrøn Solbille

Oedemera virescens (læst 3627 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Solbiller (Oedemeridae)

Kendetegn: Matgrøn solbille er en ret stor (for en solbille), karakteristisk art, men blegner alligevel noget i sommerens blomsterflor, hvor den lever side om side med langt større guldbasser og store, blomstersøgende træbukke. Solbillerne ligner en slags træbukke, og forveksles tit med dem, men de er ikke nære slægtninge, og solbillernes krop er ikke så hård og pansret som de fleste træbukkes. Matgrøn solbille bliver typisk 8-11 mm lang, men små eksemplarer kan være omkring 7 mm lange, og overlapper dermed lige præcis med den meget lignende art lille solbille, hvilket kan føre til forvekslinger. Matgrøn solbille er som navnet antyder, typisk matgrøn i grundfarven, men kan variere fra nærmest mosgrøn til bronzeagtig. Hele oversiden er nubret og forsynet med fine, spredte, korte gråligt-hvide hår. Hovedet er stort og aflangt, især den del, der rager frem foran øjnene (clypeus), og øjnene er påfaldende store og runde, formentlig en refleksion af solbillernes dagaktive levevis. Øjnene er ofte mere brunligt-bronzefarvede end resten af hovedet. Antennerne er lange, slanke og elegante, og er med til at give solbillerne et træbukkeagtigt udseende. De består af 11 led, hvoraf andet led er langt kortere end de andre. Panden er en smule bredere mellem øjnene end mellem antennernes basis, og hele hovedets overside er nubret. Hovedet snævrer kraftigt ind bag ved øjnene.

Forbrystet er kvadratisk eller lettere rektangulært, og er altid mindst ligeså langt som det er bredt. Det bærer et par tydelige vulster eller knuder fortil langs siderne. Dækvingerne er aflange, slanke og elegante, og minder også meget om den generelle habitus for de fleste træbukke. De er tydeligt bredere ved skuldrene end længere bagude, og de er tit adskilte langs bagkroppens yderste halvdel, således at der dannes en aflang sprække, der gør, at man ofte kan se både flyvevingerne og bagkroppens overside neden under de sammenklappede dækvinger. Dækvingerne er ret groft nubrede i den øvre del, men mere fint nubrede bagtil og bærer fire tydelige lister. Der er en ret markant liste langs vingesømmen, og både den og dækvingernes yderste og næstyderste liste findes ofte langs dækvingernes fulde længde, mens den første liste ved siden af sømmen altid er kraftigt udviklet, men ofte smelter sammen med sømlisten. Denne liste er dog betydeligt kortere og optræder normalt kun langs dækvingernes øverste tredjedel.

Benene er lange, slanke og elegante med aflange fødder, der er bredest yderst, endnu et træk, der minder om træbukkene. Benene er enten matgrønne eller ovre i det brunlige, men har af og til et kobberagtigt eller let blåligt skær. Det yderste af fodleddet bliver bredere og lappet, og minder om træbukkenes fodled med brede, indre fodled og næstyderste fodled bredt og hjerteformet. Solbiller er dog ikke i familie med træbukkene, hvilket ses tydeligt af deres fodled, der består af fem led på første og andet benpar men kun af fire led på tredje benpar. De tilhører dermed heteromer-gruppen, og er beslægtede med f.eks. skyggebiller, kardinalbiller og oliebiller.

Matgrøn solbille er som mange andre solbiller ret kønsdimorf, og i modsætning til træbukkene, hvor hunnerne generelt har kortere antenner end hannerne, er det omvendt hos matgrøn solbille. Her er hunnernes antenner ofte proportionelt en smule længere end hos hannerne. Hos mange solbillearter har hannerne opsvulmede lår og lettere opsvulmede skinneben på tredje benpar, således også hos matgrøn solbille, om end det ikke er helt så udtalt hos denne art som hos en række andre solbillearter. De tykke lår gør det let at kende hanner fra hunner. Hannerne er ofte også lidt kraftigere bygget end hunner, med lidt kraftigere ben, og dækvingernes sider er tit markant indbugtede, mens hunnernes er mere parallelsidede. Hos hunner er sidste bagkropsled ret bredt indsnævret langs bugsiden ofte med en slags siderande, og er mere bredt og ikke så jævnt afrundet. Det er en af karakterforskellene fra den ellers meget lignende lille solbille.

Variation: Arten varierer ikke meget, men den typiske matgrønne grundfarve kan opvise en del variation, og nogle eksemplarer har et let blåligt skær mens andre er bronzeagtige eller nærmest virker som om, de er blevet overstrøet med fint guldstøv.

Forveksling: Solbiller forveksles ofte med små træbukke, og kaldes ligefrem for blødbukke på norsk, men de er ikke tæt beslægtede med træbukkene. Matgrøn solbille er en ret karakteristisk stor solbille, men især hunnerne kan tit være svære at artsbestemme med sikkerhed. Matgrøn solbilles hanner er generelt lette at kende fra andre solbiller med deres ret store størrelse (for en solbille), og karakteristiske matgrønne, nubrede overside, men forveksles alligevel tit med andre solbiller eller mindre træbukke. Mindre hunner kan derimod ligne hunner af den noget mindre art lille solbille nærmest til forveksling. Har man to dyr side om side kan man dog godt finde forskelle. Lille solbille har generelt et proportionelt lidt større hoved og virker slankere, men det kan være svært at afgøre. Den hyppigst anvendte forskel er derfor størrelsen, for som navnet antyder, er lille solbille noget mindre. Generelt siges lille solbilles hunner at ligge på 5-7 mm i kropslængde, mens matgrøn solbilles hunner er 8-10 eller endda op til 11 mm. Imidlertid påpeger visse forskere, at matgrøn solbilles hunner kan blive helt ned til omkring 7 mm, så hvis man skal være helt sikker på matgrøn solbille baseret på størrelsen alene, bør dyret derfor måle mindst 8 mm.

Der er også en sikker morfologisk forskel på de to arters hunner, der dog kan være meget vanskelig at se på levende dyr. Bugleddet (sternittet) på sidste bagkropsled er tydeligt bredere end langt og er bredt indsnævret hos matgrøn solbille, mens det er aflangt, smallere og mere udtrukket og afrundet bagtil hos lille solbille. Det kan dog være svært at se med mindre bagkropssegmentet præpareres ud og lægges fladt på et objektglas. I praksis er størrelsen derfor det bedste adskillelseskriterium imellem de to arters hunner, men der er en overlapningszone på 7-8 mm, hvor man nogle gange må give fortabt. Det kan derfor også godt betale sig at se efter hannerne på lokaliteten, for hvis hannerne har opsvulmede lår på tredje benpar, er det helt sikkert matgrøn solbille, idet lille solbilles hanner ikke har dette karaktertræk. Sidder en sådan han ovenpå en hun, er sagen derfor klar desuagtet hunnens størrelse. Der er også 100 procent sikre artskendetegn på de to arters hanlige kønsorganer, for hos matgrøn solbille er kønsorganet betydelig kraftigere set ovenfra, med to store, bredt afsatte vinger adskilt af en tydeligt U-formet rende øverst, og en lille knude yderst på siden af spidsen. Hos lille solbille er der derimod øverst en bred, skålformet udskæring og ingen vinger, og nederst ved spidsen sidder en tydelig pig.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Lille Solbille

Biologi: Solbillers biologi er generelt ikke ret velundersøgt, og derfor kender man ofte ikke de mere specifikke detaljer af de enkelte arters økologi. Matgrøn solbille er et nydeligt og heldigvis hyppigt indslag i for- og højsommerenes billefauna, som man dog ofte overser i mylderet af bier, svirrefluer, blomsterbukke og guldbasser, idet arten ikke er særlig iøjnefaldende grundet sin lidenhed, til trods for, at den faktisk er blandt de større solbillearter. Matgrøn solbille er aktivt blomstersøgende, og tit ses sidde enkeltvis eller i grupper i en række forskellige blomster, hvor billerne mæsker sig med pollen og nektar. Arten ses hyppigt på enge, overdrev, skovenge og langs rabatter, grøftekanter og skovveje, men selvom den tit siges at foretrække relativt tørre habitater, er den dog generelt også hyppig på mere fugtige steder. Den synes dog at have en udpræget forkærlighed for solåbne steder i overensstemmelse med gruppens navn. Dyrene ses ofte i parring på blomsterne.

Larveudviklingen er ikke særlig godt kendt, men det hævdes tit, at solbillernes larver udvikles i trøsket træ eller under bark. Dette vides f.eks. at være tilfældet for den smukke Chrysanthia nigricornis, men for Oedemera-arternes vedkommende er det efter alt at dømme enten decideret forkert eller i det mindste ikke arternes foretrukne levevis. Larverne udvikles derimod typisk inde i større, stive, halvvisne plantestængler, f.eks. af kørvel (Anthriscus sp.) og den giftige engbrandbæger (Senecio jacobaea), men også af hjortetrøst (Eupatorium cannabinum), stormhat (Aconitum napellus) og måske også jordskok (Helianthus tuberosus) og sågar dunhammer (Typha sp.). Oedemera-slægtens larver er lette at kende fra andre solbillearters larver, for de mangler gangvorter øverst på undersiden af bagkroppens segmenter. Larven er aflang og slank med en kraftig segmenteret krop, og den har små, korte ben, og et massivt hoved med store kæber til at gnave med. Af farve er den blegt hvid eller lysegrå og kan virke en smule gennemsigtig. Larveudviklingen er formentlig etårig, og larven vokser til i eftersommeren, og den store larve overvintrer inde i stænglen eller i overgangen mellem stængel og rodzonen. Den færdiggør sin udvikling det efterfølgende forår, og måler fuldt udvokset 12-18 mm. Forpupningen sker engang i april-maj, og menes at foregå inde i den visne stængel, men det kan være, at nogle larver forlader stænglen for at forpuppe sig i jorden eller under bark og blade.

Levested: Arten kan findes på mange slags solåbne lokaliteter såsom enge, overdrev, grøftekanter, rabatter, langs vandløb og på skovenge og langs skovveje, men også i parker og haver. De typiske habitater er græsbevoksede lokaliteter med bevoksninger af larvens foderplanter og et rigt udbud af blomster.

Udbredelse: Matgrøn solbille er vidt udbredt i Europa, og er de fleste steder en ganske almindeligt forekommende art. Underligt nok synes arten at være noget mere sparsom i Storbritannien, men decideret sjælden er den dog ikke. I Danmark er den en af de hyppigste solbillearter, og regnes for almindelig og vidt udbredt over det meste af landet, men den synes at være hyppigst på øerne og i løvskovsbæltet i det østlige Jylland. Den danske rødliste regner den nationale bestandsudvikling for værende stabil, og arten er ikke truet.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Matgrøn Solbille.

Hvornår ses den? Matgrøn solbille er et for- og højsommerdyr, der har sin hovedflyvetid en smule tidligere end de fleste andre Oedemera-arter, og den synes at optræde mest talrigt i maj-juni måned, men sene eksemplarer kan ses helt ind i begyndelsen af september.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 08-02-2015. Beskrivelsen er senest redigeret af Per Christiansen d. 09-02-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Abdullah, M. (1973): Larvae of the families of Coleoptera. III. Heteromera, Cucujoidea: a key to the world families including their distinguishing characters. J. Nat. Hist. 7: 535-544

Abdullah, M. (1974): Heteromera (Coleoptera): a key to the world families including their distinguishing characters in the adult stage. J. Nat. Hist. 8: 49-59

Barsevskis, A. & Vorobjova, I. (2011): Materials on fauna of Oedemeridae (Hexapoda: Coleoptera) in Latvia. 2. Oedemera flavipes (Fabricius, 1792), Oedemera virescens (Linnaeus, 1767) & Oedemera femorata (Scopoli, 1763). Acta Biol. Univ. Daugavp., 11: 1-4.

Crowson, R.A. (1981): The Biology of the Coleoptera. Academic Press, London: 1-801.

Frenzel, M. & Dettner, K. (1994): Quantification of cantharidin in canthariphilous Ceratopogonidae (Diptera), Anthomyiidae (Diptera) and cantharidin-producing Oedemeridae (Coleoptera). J. Chem. Ecol. 20: 1795-1812.

Ganglbauer, L. (1881): Bestimmungs-Tabellen der europäischer Coleopteren. IVa. Oedemeridae. Verh. Zool. Bot. Ges. Wien 31: 97-116.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. - Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). - Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hansen, V. & Larsson, S.G. (1945): Danmarks Fauna 50. Biller XII: Heteromerer. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-293.

Holz, C., Streil, G., Dettner, K., Dütemeyer, J. & Boland, W. (1994): Intersexual transfer of a toxic terpenoid during copulation and its paternal allocation to developmental stages - quantification of cantharidin in cantharidin-producing oedemerids (Coleoptera, Oedemeridae) and canthariphilous pyrochroid. Z. Naturforsch. C. 49:856-864.

Horion, A. (1956): Faunistik der mitteleuropäischen Käfer 5: Heteromera. Entomol. Arb. Mus. G. Frey (SB): 1-336.

Pavett, P.M. (1998): A recent record of Oedemera virescens (L.) (Coleoptera: Oedemeridae) in Glouchestershire. Brit. J. Ent. Nat. Hist. 11: 80.

Vazquez-Albalate, X. (1993): Coleoptera Oedemeridae, Pyrochroidae, Pythidae, Mycteridae. Fauna Iberica 5: 1-181. Museo Nacional de Ciencias Naturales, CSIC.

Vazquez-Albalate, X. (2003): European Fauna of Oedemeridae (Coleoptera). Argania editio S.C.P., Barcelona, 1-179.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator