Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
21. juli 2018
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Klitoldenborre (Anomala dubia)
Foto: Finn Krone

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Klitoldenborre (Anomala dubia)
Foto: Ole Martin


Foto/billede af Klitoldenborre (Anomala dubia)
Foto: Ole Martin


Foto/billede af Klitoldenborre (Anomala dubia)
Foto: Jens Peder Dragsdal Nielsen



Klitoldenborre

Anomala dubia (læst 2816 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Torbister (Scarabaeidae)

Kendetegn: Klitoldenborren er en mellemstor, smuk og markant torbist, der vækker berettiget opsigt med sin flotte grønlige metalglans og brede, konvekse, firskårne kropsbygning. Den bliver 12-15 mm i kropslængde, men syner af mere på grund af den ret kraftige kropsbygning. Hoved, forbryst og scutellum er normalt sorte i grundfarve, men fremstår mørkegrønne og metalskinnende, og er forsynede med en ret tæt, grov punktering og rynker. Hovedet har et bredt, nærmest fladt afrundet mundskjold, der rager helt ud over kæberne, der således ikke kan ses ovenfra. Følehornene består af ni led med en kølle for enden bestående af tre led. Følehornenes stilk er normalt brunlig mens køllen er sort. Hovedets overside er svagt konveks men mere flad mod midten, og de ret store øjne er matsorte.

Forbrystet er hårløst eller højst forsynet med spredte hår, og mangler typisk en udtalt bagrand. Det er nærmest trekantet og stærkt konvekst, og er bredest bagtil mod dækvingerne. Der er en ret simpel rand fortil, der ved siderne er trukket ud i en lille tand, og mere udtalte siderande, mens bagranden enten er utydelig eller fraværende. Dækvingerne er kraftige, hvælvede og kasseformede, og billen er bredest bagved midten. Dækvingerne er brunlige og har ofte et let grønt metalskær især fortil, langs siderne og langs den kraftigt optrukne vingesøm. Oversiden er forsynet med tydelige punktribber, og første og anden ribbe er adskilt af et stort mellemrum. Kroppens underside er sort med et vist metalskær og en tydelig behåring af stride, lyse hår. Benene er ret lange og kraftige, og særligt bagbenene og især deres lår er kraftigt udviklet. Skinnebenene er ligeledes kraftige med lange, spredte hår og spidse tænder langs ydersiden, og har nederst to kraftige, tætsiddende sporer, der er særligt veludviklede på tredje benpar. Fødderne består af fem kraftige led. Forfødderne er betydeligt kortere end mellemfødderne, der igen er noget kortere end bagfødderne. Fødderne har også spredte, stride hår. Alle bærer to kløer yderst, men de er forskellige, og den ydre klo er kraftigere udviklet end den indre på første og tredje benpar mens det er omvendt på andet benpar. Ydermere er den indre klo på forfoden og den ydre klo på mellemfoden spaltet i to ved spidsen. Klitoldenborren er kun let kønsdimorf, og hannens følehorn er større end hunnens, ligesom det er tilfældet hos mange andre oldenborrer, og han er normalt lidt mindre kraftigt bygget.

Variation: Den normale grønlige metalfarve på hoved og forbryst kan være over i det blålige i stedet, og forbrystet har nogle gange gullige siderane. Dækvingernes farve kan variere fra mellembrun til rødbrun over i lysebrun, og af og til kan de normalt brunlige dækvinger også være over i det metalgrønne eller sjældnere metalblå. En sjælden gang kan billen være nærmest ensfarvet matsort.

Forveksling: Den mest oplagte forvekslingsmulighed er med klitoldenborrens nære slægtning, gåsebillen, der opviser præcis det samme farvemønster inklusive de tofarvede følehorn, tit findes samme steder, og ligeledes er dagaktiv. Klitoldenborren er dog tydeligt større og kraftigere med betydeligt kraftigere ben, især bagben, og hovedets og forbrystets punktering er grovere. Gåsebillen har ofte (men ikke altid) en lang pels af lyse hår, som klitoldenborren mangler. Og endelig er dækvingernes søm mindre kraftigt udviklet hos gåsebillen, og dækvingerne mangler det pletvise, grønne metalskær, der normalt ses hos klitoldenborren. Gåsebillen har også sin hovedflyvetid omkring en måned tidligere end den varmeelskende klitoldenborre. Engoldenborren, der findes på samme slags lokaliteter, men er langt sjældnere i Danmark, kan måske forveksles med klitoldenborren, men den er langt mindre, mangler det grønlige metalskær, og kan altid kendes på sin aparte fodanatomi.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Gåsebille, Engoldenborre

Biologi: Klitoldenborren er en udpræget varmekrævende art, og den trives kun i åbne, kraftigt soleksponerede områder uden for tæt vegetation. Studier har vist, at yngre klitområder med sandflugt og en bevoksningsgrad på mellem 30 og 50 procent udgør de bedste lokaliteter for klitoldenborrens larver. Den er således udbredt i åbne, sandede områder uden større bevoksning, og her i Danmark betyder det primært klitområder ved kysten. De voksne biller sværmer omkring i solskinnet i højsommeren, og det er i den forbindelse hyppigst hanner, man støder på, der flyver omkring på udkig efter hunner at parre sig med. Billerne besøger buske, træer og blomster for at æde, og de æder både pollen men også blosterbladene, og de er glade for blade fra piletræer. Nyere studier har vist, at hannerne bliver stærkt tiltrukket af stoffet 2-(E)-nonen-1-ol, og dette peger på, at hunnerne bruger luftbårne hormoner (feromoner) for, at lokke hannerne til sig. Hunnerne tilbringer en stor del af deres tilværelse nedgravet i den sandholdige jord, og her lægger de deres æg.

Studier har vist, at det ikke er lige meget, hvad slags klit, dyrene lever i. De trives tilsyneladende bedst i dynamiske klitter, der ikke er blevet overvoksede, og hvor sandet stadig flyver. Larverne lever især af rødderne på forskellige klitgræsser og i særdeleshed sand-hjælme (Ammophila arenaria), men marehalm (Leymus arenarius) er ligeledes en yndet foderplante. Disse græsser danner langt mere ny rodbiomasse (op til fem til ti gange mere end i ældre, stabile grønne klitter), hvis klitten er dynamisk med sandflugt, fordi ældre stabile klitter har flere rodpatogener, der hæmmer røddernes vækst. Dette har en stor indflydelse på både mængden og udviklingstiden af klitoldenborrens larver. I yngre, dynamiske klitområder med god rodzonevækst, kan der være helt op til 9 larver pr kubikmeter sand, mens antallet i grønne klitter er betydelig lavere, eller også forsvinder klitoldenborren simpelthen, når klitten bliver for gammel og overvokset. Larverne findes typisk i rodzonelaget i en dybde på mellem 30 og 60 cm, og de synes ikke at forekomme på dybder af 80 cm eller mere. I dynamiske klitter med rigelig rodvækst færdiggør larverne deres udvikling på blot et enkelt år, men i ældre, stabile og mere overvoksede klitter tager udviklingen derimod ofte to år.

Larverne gennemgår i alt tre stadier, hvorunder både kroppen og hovedet bliver markant større. Det større hoved og de kraftigere kæber gør det muligt for larverne at æde stadig større og tykkere rødder. Første larvestadium måler kun omkring 2-3 mm ved klækning fra ægget, og har et stort hoved i forhold til kroppen. Hovedet måler mellem 1,1 og 1,5 mm i diameter. Den lille larve gnaver især i de nyeste, fineste og tyndeste rødder, og efter omkring en måneds tid skifter den ham til andet larvestadium, hvor hovedet vokser til mellem 2,1 og 2,5 mm. Dette stadium overvintrer ofte på mindre gode lokaliteter, og færdiggør sin L2 udvikling næste forsommer, hvorefter den skifter til tredje larvestadium. På gode lokaliteter når larven derimod allerede tredje stadium ud på efteråret samme år. Hovedet måler nu mellem 3,3 og 4,1 mm, og disse larver vokser til en totallængde af 30-40 mm, mens de gnaver i rødderne, og gradvist opbygger et tykt fedtlag. På gode lokaliteter overvintrer de fleste larver som unge tredjestadie larver, og færdiggør deres udvikling næste forsommer, hvor de forpupper sig engang i løbet af sidste del af maj til ind i juni måned. Efter 3-4 uger kommer billen frem af puppen, og efter en kort hvileperiode nede i puppehulen under jorden, hvor dens ydre skelet hærder (sklerotiserer), graver den sig op gennem sandet, og flyver ud i solskinnet.

Larven er en typisk torbistlarve med en fed krop med tydeligt afsatte kropssegmenter, og et stort, gulbrunt hoved med kraftige kæber til at gnave med. Den har spredte, stride børster på kroppen og tre par korte, brunlige ben med dobbelt så lange kløer på de to første par ben som på tredje benpar selvom fodleddet på tredje benpar er tydeligt længere end på de to første. Ved kæberne har larven et område med 11 korte, tynde børster som den kan bruge til, at lave en hvæsende lyd med (men det lyder meget svagt). De solide biller er godt bytte for flere fugle, og studier har vist, at en række arter er glade for at æde dem, f.eks. natravn (Caprimulgus europaeus), der netop findes udbredt i åbne, sandede områder som f.eks. langs Jyllands vestkyst, og den ikke almindelige kirkeugle (Athene noctua). Studier har vist, at langs grenen i Nordjylland er klitoldenborren faktisk blandt de hyppigste byttedyr for rødrygget tornskade (Lanius collurio) i de forreste klitrækker.

Levested: Klitoldenborren er er en varmeelskende art, og den er udbredt i åbne, sandede områder, på overdrev, i grusgrave og åbne, sandede skovområder, men den er særligt hyppig i kystområder, på strandenge og deslige. Som navnet antyder findes den især i kystklitter, og den er knyttet til områder, hvor sand-hjælme og marehalm er udbredt. Rundt om i Europa (f.eks. i Norge) findes arten hyppigt i åbne, sandede skovområder, men indlandslokaliteter er ikke det typiske levested i Danmark, hvor den er en udpræget kystart.

Udbredelse: Klitoldenborren er vidt udbredt i store dele af Europa og mod øst til det nordvestlige Asien. Den er visse steder et skadedyr på græs eller pryd- og nytteplanter. De fleste steder findes den særlig hyppigt i kystegne, men også inde i landet på sandede, solåbne lokaliteter. I Norge er den kendt fra Østlandet og Jæren, men regnes for sjælden og truet. I Danmark er den udbredt over det meste af landet, men den er lokal, og må betegnes som ikke almindelig. Den findes særlig hyppigt langs Jyllands vestkyst, og op langs grenen findes nogle af landets store bestande. Arten synes ikke at have undergået en egentlig bestandsnedgang i nyere tid, men er dog forsvundet fra flere af sine tidligere indlandslokaliteter. I egnede kystlokaliteter er den stadig relativt almindeligt forekommende, og på denne baggrund regner den danske rødliste bestandsudviklingen for stabil, og den vurderes ikke til at være truet.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Klitoldenborre.

Hvornår ses den? Klitoldenborren er et højsommerdyr, og den har sin hovedflyvetid i juli måned, men kan normalt ses allerede fra midt i juni eller ligefrem begyndelsen af juni i lune år, men den store fremkomst begynder normalt sidst i juni måned. Sene eksemplarer kan ses til ind i august måned.

Status: Arten findes hist og her i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 26-03-2015. Beskrivelsen er senest redigeret af Per Christiansen d. 26-03-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
van Duinen, G.-J., Beusink, P., Nijssen, M. & Esselink, H. (2005): Larval development of Anomala dubia (Scarabaeidae) in coastal dunes: Effects of sand-spray and Ammophila arenaria root biomass. Proc. Nethl. Entomol. Soc. Meet. 16: 63-70.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hansen, V. & Henriksen, K. (1925): Danmarks Fauna 29. Biller VI: Torbister. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-179.

Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.

Ljungberg, H., Andren, B., Ehnstrøm, B., Jansson, N., Jonsell, M., Lindeløw, Å., Lundberg, S., Malmquist, A., Nilsson, S.G., Petterson, R.B., Ramquist, T., Wanntorp, H.-E. & Wikars, L.-O. (2010): Rödlistade arter i Sverige 2010. Uppsala: Artdatabanken i samarbete med Naturvårdsverket, 1-41.

Mic, E. & Galante, E. (2005): Larval morphology and biology of some European Anomalini (Coleoptera: Scarabaeoidea: Rutelidae: Anomalinae). A phylogenetical approach. Insect Syst. Evol. 36: 183-198.

Niklas, O.F. (1964): Vertikalbewegungen Rickettsiose-kranker Larven von Amphimallon solstitiale (Linnaeus),Anomala dubia aenea (de Geer) und Maladera brunnea (Linnaeus) (Col., Lamellicornia). Anz. für Schädlingsk. 37: 22-24.

Tth, M., Leal, W.S., Szarukan, I., Lesznyak, M. & Szöcs, G. (1994): 2-(E)-nonen-1-ol: male attractant for chafers Anomala vitis Fabr. and A. dubia Scop. (Coleoptera: Scarabaeidae). J. Chem. Ecol. 20: 2481-2487.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator