Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
29. marts 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Almindelig Bredløber (Anisodactylus binotatus)
Foto: Poul Ulrik

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Almindelig Bredløber (Anisodactylus binotatus)
Foto: Thomas Holm


Foto/billede af Almindelig Bredløber (Anisodactylus binotatus)
Foto: Rasmus Nielsen


Foto/billede af Almindelig Bredløber (Anisodactylus binotatus)
Foto: Arne Kiis



Almindelig Bredløber

Anisodactylus binotatus (læst 150 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Løbebiller (Carabidae)

Kendetegn: Længde: 10,5-11,5 mm.

Kroppen er sort. Følehornene er sortbrune med rødgult 1. led samt ofte delvist eller helt rødgult 2. led. Benene er normalt sorte med lidt lysere fødder, men kan også være ensfarvede rødgule.

Pronotum er bredere end langt, bagtil betydeligt tilsmalnet. Baghjørnerne er skarpt stumpvinklede og fint tandformet fremspringende. Rodpartiet er punkteret.

Dækvingerne har dybe striber og upunkterede stribemellemrum undtagen en række med hårbærende punkter i yderste stribemellemrum 3. stribemellemrum har et indstukket punkt i 3. stribemellemrum bag midten. Siderne og spidsen er fint og kort behåret (kan være svært at se på fotos). Bagranden er svagt indbuet.

Bagføddernes 1. led er kun lidt kortere end 2. og 3. led tilsammen.

Se foto i høj kvalitet her (klik op i stort): - se linket HER

Variation: Benenes farve kan være enten sorte eller rødgule. Panden kan have en svag rødlig plet.

Forveksling: Den rødbenede udgave kan især forveksles med Rødbenet Bredløber (Anisodactylus nemorivagus), som altid har rødlige ben. Den adskilles ved at have stærkere indbuet bagrand på dækvingerne. Desuden er den mindre (8-10 mm) med smallere afsatte siderande på pronotum og kortere dækvinger. Denne art er ikke fundet i Danmark i omkring 170 år, så chancen for at støde på den er ikke stor. Foto i høj kvalitet: - se linket HER

I slægten Harpalus er der et par andre rødbenede forvekslingsmuligheder, særligt den almindelige Håret Markløber (Harpalus rufipes), som har lignende pronotumform. Den har helt lyse følehorn, mere udbredt dækvingebehåring og kortere 1. bagfodsled sammenlignet med de to efterfølgende led. Desuden er den normalt større. Foto: - se linket HER

Den sortbenede udgave ligner Sortbenet bredløber (Anisodactylus signatus), som dog let adskilles ved at have sort 1. følehornsled og afrundede pronotumbaghjørner. Den er ikke set i Danmark i ca. 160 år. Foto: - se linket HER

Derudover er der mange sortbenede Harpalus-arter, men de har enten ensfarvede rødlige følehorn eller afrundede pronotumbaghjørner (eller begge dele). Desuden mangler de dækvingebehåring og har kortere 1. bagfodsled sammenlignet med de to efterfølgende led. Oversigt over slægtens arter: - se linket HER

I felthåndbogen kan du læse mere om: Håret Markløber, Almindelig Markløber, Rødfodet Markløber

Biologi: Den foretrækker åben, mere eller mindre fugtig bund. Arten overvintrer som voksen.

Levested: Primært moser og enge. Kan også findes på dyrkede marker

Udbredelse: Arten er almindelig og kendt fra alle dele af landet.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Almindelig Bredløber.

Hvornår ses den? Primært april-juni, men den kan findes året rundt, i vinterhalvåret i opskyl.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Mathias Holm d. 07-03-2020. Beskrivelsen er senest redigeret af Mathias Holm d. 07-03-2020.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Victor Hansen, 1968: Danmarks Fauna 76 - Biller XXIV. Sandspringere og løbebiller.

Den danske rødliste:

- se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator