Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
23. marts 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Barkmyre (Leptothorax acervorum)
Foto: Jens Søgaard Hansen

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | kolonier | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Barkmyre (Leptothorax acervorum)
Foto: Bo Valeur


Foto/billede af Barkmyre (Leptothorax acervorum)
Foto: Bo Valeur


Foto/billede af Barkmyre (Leptothorax acervorum)
Foto: Hjalte Kjærby





Figur 1. 1. Leptothorax acervorum 2. Røvermyre (Harpagoxenus sublaevis)

Barkmyre

Leptothorax acervorum (læst 4338 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Myrer (Formicidae)

Kendetegn: Arbejder: 3,8-4,5 mm. Farven er på oversiden mørk brun med en gradvis lysere farve på forkroppen og stilkleddenes sider. Ben og følehorn er lysebrune. Relativt korte ben. Følehornskøllen forholdsvis veludviklet. Følehorn med 11 led. Strukturen er forholdsvis fin på hele kroppen undtaget bagkroppen, som er blank og glinsende. Epinotums torne er forholdsvis lange. Første stilkled er med spids top. Behåringen er lang og spredt fordelt på hele kroppen, også med behåring på skinneben, hvilket adskiller den fra andre Leptothorax-arter.

Hun: 3,8 mm. Oversiden af forkroppen noget mørkere, stilkled lysere.

Han: 4,6 mm.

Variation: Den mørke overside kan godt være lysere.

Forveksling: Den kan forveksles med Leptothorax tuberum, som kan kendes på den lyse og ensfarvede krop. Følehorn med 12 led. Røvermyren Harpagoxenus sublaevis (se figur 1) lever som parasit hos Leptothorax acervorum og har omtrent samme størrelse som dens værtsmyre, men kendes nemmest på farven, som er lysere og uden mørke farver på oversiden. Med lup kan man se et karakteristisk kendetegn, de helt tandløse kindbakker.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Røvermyre, Skovsmalmyre

Biologi: En lille myre som takket være sine korte ben kan sno sig ind i snævre huller i grene, rødder og træværk. Den foretrækker at anlægge sin rede i grene, træstubbe og ved trærødder af døde træer, men ikke i råddent og meget nedbrudt træ. Derimod vælger den de stærke og forholdsvis friske dele af træet eller under barken. Særligt glade er de for hulrum ved knaster i træet, men undertiden kan man også finde dem helt andre steder, som f.eks. mellem sten i stengærder. De snævre huller og gangsystemer ind til reden udelukker de fleste fjender, som f.eks. edderkopper, rovbiller, fjendtlige myrearter m.m.

Den ses kun i umiddelbar nærhed af sin rede, hvor den helst undgår enhver opmærksomhed ved at skjule sig i barkens revner eller i tætte puder af mos. Hvis den bliver forstyrret, vælger den altid at flygte eller at gemme sig. Den går på jagt alene, og man ser sjældent arbejderne sammen med andre bortset fra lige ved indgangen til reden.

Den lever af meget små insekter, smådyr og forskellige insektådsler, som den finder omkring reden, men træffes ikke på bladluskolonier.

Der er tale om meget små samfund, kun ca. 30-50 individer, men ofte med flere dronninger, og kønsdyr træffer man hele sommeren. Yngel i reden kan iagttages hele året.

Undertiden finder man en anden myreart i rederne, nemlig den lille Røvermyre (Harpagoxenus sublaevis), der lever som parasit hos Leptothorax acervorum. Arten er dog meget sjælden og er kun fundet i Midtjylland og i Nordsjælland.

Levested: Man træffer den både i åbne skove og træbevoksede heder, moser og klitter.

Udbredelse: Den findes i alle egne af landet.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Barkmyre.

Hvornår ses den? Denne lille myreart er aktiv hele døgnet og hele sommerhalvåret, men den skjuler sig altid ved at kravle mellem mosplanter, i træsprækker eller under barken. Sværmetiden er i juli

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Rune Larsen d. 06-02-2008. Beskrivelsen er senest redigeret af Hjalte Kjærby d. 14-04-2018.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
1. Myrer, Danmarks fauna 49, Sv. G. Larsson, 1943. Med dansk bestemmelsesnøgle.

2. Natur og Museum. Danske myrer. 20 årgang. 1980. Med dansk bestemmelsesnøgle.

3. The Formicidae, Fauna Entomologica Scandinavica, C. A. Collingwood, 1979





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator