Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. november 2018
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Stor Guldløber (Carabus auratus)
Foto: Ole Martin

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Stor Guldløber (Carabus auratus)
Foto: Bo Skelmose


Foto/billede af Stor Guldløber (Carabus auratus)
Foto: Ole Martin


Foto/billede af Stor Guldløber (Carabus auratus)
Foto: Ole Martin



Stor Guldløber

Carabus auratus (læst 4263 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Løbebiller (Carabidae)

Kendetegn: Stor guldløber er uden tvivl en af Danmarks smukkeste og mest iøjnefaldende løbebiller. Den blev oprindelig beskrevet i 1761 af den berømte svenske naturhistoriker og taxonom Carl Linnæus (1707-1778), nok bedre kendt under sin adelstitel von Linne, og han gav den det meget passende artsnavn auratus, der betyder guldfarvet. Tyskerne kalder den ofte for guldsmeden. Med sine 20-27 mm i kropslængde er den blandt Danmarks store løbebiller. I sin typiske farve fremstår billen strålende metalgrøn med lettere rødligt eller kobberfarvet skær langs dækvingerne. Hovedet er normalt af samme farve som resten af oversiden, og har en dyb udskæring fortil over kæberne (clypeus). De store, kraftige kæber er rødbrune med en sort rand langs deres takkede tygge/skæreflader. Palperne er lange og deres led er cylindriske og lettere kølleformede. De inderste led er rødbrune, men yderste led af både læbe- og kæbepalper er sortfarvede. Antennerne er lange og elegante, og de inderste fire led er rødlige eller rødbrune, mens resten er brunsorte eller sortfarvede. De store kuplede øjne er mørkebrune eller sortbrune.

Forbrystet er bredt og oversiden er hvælvet. Baghjørnerne er let udtrukne, og der er en tydelig siderand, der kan være tegnet i samme grønne farve som resten af forbrystets overside, eller randen kan være rødgul eller kobberfarvet. Dækvingerne er forsynede med tre tydelige længdegående lister, og har desuden markerede sømlister og tydelige siderande. Dækvingernes sider kan enten være metalgrønne som deres overside, eller være tegnet i gulbrunt eller kobberfarver. Sideranden er typisk grovere skulptureret end resten af dækvingens overside. Klapper man dækvingerne op, kan man se selve flyvevingerne, men stor guldløber har reducerede flyvevinger, og den kan ikke flyve. Billens underside fremstår sort og let skinnende, inklusive benenes hofteled, men de lange ben er derimod rødlige eller rødbrune, med en kraftigt udviklet spore inderst på skinnebenene, der er særligt stor på andet og tredje benpar. Skinnebenene er normalt mørkfarvede lige ved overgangen til foden. Fødderne lange og elegante, og består af fem aflange led med små sporer yderst, og er tegnede i en smuk sort kontrast til de rødlige skinneben og lårben.

Stor guldløber er kun let kønsdimorf. Generelt er hunner en smule større og kraftigere bygget end hanner, og hunnens forbryst forekommer noget bredere i forhold til længden (rektangulært) end hos hannen. Ligeledes har hunnen en forholdsvis længere og tykkere bagkrop end hannen, hvis forbryst til gengæld fremstår tydeligt større i forhold til dækvingerne. Endelig har hanner typisk forholdsvis en smule længere antenner end hunner og mere veludviklede fodled på forreste benpar.

Variation: Stor guldløber varierer ikke meget morfologisk, men der kan være en vis variation i det kobberagtige skær langs dækvingernes sider. Billen er normalt skinnende metalgrøn men oversiden kan også have et tydeligt kobberskær, og dermed komme til at fremstå mere guldfarvet. Nogle eksemplarer har gullige eller kobberfarvede rande langs forbrystets sider, mens det mangler hos andre. Nogle har nærmest rødlige ben, andre rødbrune, mens benfarven kan være mere brunlige hos andre.

Forveksling: I Danmark kan Stor guldløber næppe forveksles med nogen anden bille. En del mindre løbebiller, f.eks. Poecilus versicolor, er også grønligt metalskinnende i større eller mindre grad, men er dels langt mindre (typisk halv størrelse af Stor guldløber), og mangler de karakteristisk tofarvede ben og har anderledes kropsproportioner. Lyngløber kan ofte have et vist grønt skær på dækvingerne, men er ellers overvejende brunlig eller bronzefarvet og mangler Stor guldløbers strålende gyldengrønne farve og de rødlige ben.

Lille guldløber (Carabus nitens - også beskrevet af Linnæus) ligner lidt, men med flere karakterforskelle. Dels er den betydelig mindre, 13-18 mm (Danmarks mindste Carabus-art), dels er den mere bred i forhold til længden, og ikke så langstrakt og elegant som Stor guldløber. Lille guldløber har et noget mørkere, kobberfarvet eller mat mørkegrønt hoved, og ikke et klart, metallisk grønt hoved som Stor guldløber. Den har normalt også mørke kæber, mens Stor guldløber har rødlige kæber med kraftigt sorte skærerande. Lille Guldløber har mere tydeligt optrukne ribber langs dækvingerne og endnu mere kraftigt udviklede rødlige eller kobberfarvede områder på forbrystet og rande langs dækvingerne end Stor guldløber. Hos Lille guldløber er mellemrummene mellem dækvingernes ribber tydeligt rynkede og ujævne, mens der kun er fine eller næsten ingen rynker i mellemrummene hos Stor guldløber, der netop derfor fremstår betydelig mere glat og metalskinnende. Lille guldløber har ensfarvede sorte ben og ikke rødlige ben med sorte fødder. Dens antenner er også modsat farvede i forhold til Stor guldløbers, for lille guldløber har sorte, indre antenneled men lysere, ydre antenneled, og de ydre antenneled er normalt brunlige og ikke klart rødlige som de indre antenneled hos Stor guldløber. Og endelig er Lille guldløbers antenner betydelig kortere, og når typisk kun ned til midt på forbrystet, når de trækkes bagud, mens Stor guldløbers antenner når et godt stykke ud langs dækvingerne.

Længere sydpå i Europa findes derimod en anden løbebille, der ligner Stor guldløber meget både af udseende og størrelse, Carabus auronitens. Stor guldløber kan dog ret let adskilles fra auronitens, da kun første følehornsled er rødfarvet hos sidstnævnte og ikke de første fire. Desuden er dækvingernes lister mørkfarvede hos auronitens, mens de har samme farve som resten af dækvingerne hos Stor guldløber. Nogle eksemplarer af auronitens har røde lårben og skinneben ligesom Stor guldløber, mens andre har betydeligt mørkere ben.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Lille Guldløber

Biologi: I modsætning til flere arter indenfor Carabus-slægten, f.eks. Læderløber (C. coriaceus), Kratløber (C. nemoralis) eller Violetrandet løber (C. violaceus), er Stor guldløber aktiv om dagen, og den ses især på varme og solrige forsommerdage. Den dagaktive levevis har den i til fælles med Lille guldløber, der i øvrigt også er aktiv efter mørkets frembrud. Billerne løber hurtigt omkring på jorden eller i lavtvoksende vegetation. Observationer fra udlandet har dog vist, at de af og til også kan klatre højere op i buske og lignende i jagten på føde. Et enkelt blik på Stor guldløbers hoved efterlader ikke den mindste tvivl om, at den er en rovgrisk jæger. Billerne æder stort set det, de kan overmande, f.eks. regnorme, snegle, sommerfuglelarver og lignende, men også andre, mindre biller. Byttet kan være adskillige gange større end billen selv. Parringen foregår også om dagen, og er ofte observeret. Hunnen graver æggene ned i jorden, og larven gennemgår tre hudskifter, før den er udvokset med en længde på omkring 35 mm. Larverne er ligesom de voksne grådige rovdyr, og efter sigende skulle de især være aktive sent på natten og i morgentimerne. Larven forpupper sig i eftersommeren, og den voksne bille udvikles efter omkring halvanden måned, og overvintrer som voksen. Man regner med, at Stor guldløber kan leve omkring 2 år.

Stor guldløbers spredningsevne er blevet undersøgt i flere europæiske lande ved at studere den genetiske variation af bestande, der er geografisk adskilte. Disse undersøgelser har vist, at den genetiske variation var ret stor i bestande, der forekommer at være geografisk isolerede, fordi bestanden får tilskud af tilvandrende individer andre steder fra. Dette viser, at Stor guldløber faktisk har et ret godt spredningspotentiale til trods for, at arten ikke kan flyve. De præcise mekanismer, der står bag denne spredning, er dog endnu ikke kortlagt, så det er muligt, at billerne (eller larverne) har en stor aktionsradius, men andre spredningsfaktorer kan naturligvis ikke udelukkes.

Levested: Stor guldløber er hidtil kun fundet på få lokaliteter i Danmark, som alle er kystnære, mens den i Melleuropa især er kendt fra indlandlokaliteter. Det er en varmekrævende art, og i nordlige klimazoner forekommer den typisk på sydvendte, åbne og sparsomt bevoksede, eksponerede lokaliteter, primært på gruset eller leret bund. Typiske lokalitetstyper er ler- og grusgrave, tørre overdrev, strandenge og skrænter, men også dyrkede områder i f.eks haver, parker og marker.

Udbredelse: Stor guldløber er ret udbredt i Europa fra Polen i nordøst til det nordlige Spanien, og desuden i det sydvestlige Asien. Den er mange steder ganske almindelig og talrig, om end den nok ikke hører til de hyppigste Carabus-arter. Udover Danmark kendes den i Skandinavien kun fra nogle få fund i det sydlige Norge og Sverige, men det er ikke sikkert, at der her er tale om hjemmehørende individer. Således kan de danske bestande måske udgøre artens eneste, egentlige forekomst i hele Skandinavien. Det er evident, at det sydlige Skandinavien befinder sig i denne varmekrævende arts nordlige udbredelsesperiferi. Arten synes i de senere år at være ekspanderende vestpå i Europa, muligvis som følge af klimaforandringer. I 1940´erne blev Stor guldløber introduceret til USA som biologisk bekæmpelse af blandt andet Coloradobillen (Leptinotarsa decimlineata) og natsommerfuglen Løvskovsnonne (Lymantria dispar). Arten har senere spredt sig, og findes i dag især i staten New England, mens den er forsvundet fra andre områder, hvor den tidligere blev udsat.

Indtil 1983 blev stor guldløber ikke anset for hjemmehørende i Danmark. Victor Hansen nævner i "Danmarks Fauna" fra 1941, at den kendes fra Flensborg, og derfor muligvis også kunne findes i Danmark, formentlig i Sønderjylland. Men det var på daværende tidspunkt stadig spekulation, da der kun var kendt en bagkrop en en dækvinge fundet i Sanddalen syd for Hørsholm i midten af 1930´erne fundet af J. Birket-Smith. Da det første, levende individ dukkede op i Danmark, var det i et landets sydligste egne (og ikke i Jylland) men på Langeland, hvor et enkelt individ fandtes 31.5.1983 af Ole Martin på toppen af Ristinge Klint. I maj 1996 fandt Palle Jørum flere individer på skrænterne bag Voderup Klint, hvor den herefter er set i stort antal af flere observatører. Desuden er den fundet fåtalligt et par gange på Als, dels på stranden ved Kegnæs i 2001, og dels af Maria Wandahl i et sommerhusområde ved Kegnæshøj 24.5.2015.

Den markante, grønne bille kan være svær at få øje på i det friske, grønne græs, og er trods dens størrelse let at overse. Selv på Voderup Klint, hvor bestanden efter alt at dømme er både livskraftig og talrig, kan man ofte lede længe, inden man får øje på billen. Det kan dog nævnes, at den af Lars S. Madsen fandtes meget talrigt, 27 individer, i faldfælder placeret på arealet ved klinten. På den baggrund kunne man mene, at arten kan være ret overset, og at den måske også findes på andre, velegnede lokaliteter rundt om i landet, formentlig især i landets sydlige egne. Det er dog endnu kun spekulation, men en mere systematisk eftersøgning og formentlig især ved brug af fælder, ville nok kaste mere lys over artens forekomst og udbredelse i Danmark. Der er således ubekræftede forlydender om, at den er observeret ved sydspidsen af den lille ø Helnæs i Helnæs Bugt vest for Faaborg og ved Sønderhjørne i Horne Land syd for Faaborg.

Selvom Stor guldløber mangler flyveevnen, er billens aktivitetsniveau således, at den alligevel vurderes til at have et vist spredningspotentiale. Derfor er det muligt, at Danmark ad naturlig vej kan få tilført individer sydfra, selvom en isoleret øbestand nødvendigvis må være sværere at nå end eventuelle fastlandsbestande. Den danske rødliste betegner arten som sårbar, men dens aktuelle status på Voderup Klint må vurderes som gunstig. Artens fremtidsudsigter på denne lokalitet er betinget af fortsat kreaturgræsning, så vegetationen kan holdes nede til gunst for et varmt mikroklima, der er afgørende for artens fortsatte eksistens i hvert fald på dette sted.



Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Stor Guldløber.

Hvornår ses den? Selvom de voksne biller kan leve i op til to år, ses de ikke hele året. Artens hovedforekomst ligger om foråret fra slutningen af april til begyndelsen af juni, og her i landet synes arten at forekomme hyppigst i maj. Tilsvarende forekomstmønster ses også i tyske bestande, om end de synes at være nærmest ligeså hyppige i juni som i maj.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 08-04-2015. Beskrivelsen er senest redigeret af Ole Martin d. 20-04-2017.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Bangsholt, F. (1983): Sandspringernes og løbebillernes udbredelse og forekomst i Danmark ca. 1830-1981. Dansk Faunistisk Bibliotek 4: 1-271. Scandinavian Science Press Ltd. København.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomol. Medd. 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomol. Medd. 33: 1-506.

Hansen, V. & Larsson, S.G. (1941): Danmarks Fauna 47. Biller XI. Sandspringere og løbebiller (Cicendelidae og Carabidae). G.E.C. Gads Forlag, København: 1-380.

Jørum, P. & Jørum, T.P. (1996): En sikker dansk forekomst af Stor guldløber, Carabus auratus Linnaeus, 1761 (Coleoptera, Carabidae). Entomol. Medd. 64: 273-276.

Jørum, P., Pedersen, J., Runge, J.B. & Vagtholm-Jensen, O. (2002): Fund af biller i Danmark, 2001 (Coleoptera). Entomol. Medd. 70: 81-110.

Lindroth, C.H., Bangsholt, F., Baranowski, R., Erwin, T.L., Jørum, P., Landin, B.O., Refseth, D. & Silfverberg, H. (1985): The Carabidae of Fennoscandia and Denmark. Fauna Entomol. Scandinavica 15, vol. 1: 1-225.

Lindroth, C.H., Bangsholt, F., Baranowski, R., Erwin, T.L., Jørum, P., Landin, B.O., Refseth, D. & Silfverberg, H. (1986): The Carabidae of Fennoscandia and Denmark. Fauna Entomol. Scandinavica 15, vol. 2: 1-274.

Lövei, G. (2008): Ecology and conservation biology of ground beetles (Coleoptera: Carabidae) in an age of increasing human dominance. Doktordisputats, Naturvidenskabelige Fakultet, Århus Universitet: 1-145.

Luff, M.L. & Larsson, S.G. (1993): The Carabidae (Coleoptera) larvae of Fennoscandia and Denmark. Fauna Entomol. Scandinavica 27: 1-187.

Martin, O. (1984): Nyt fund af guldløberen (Carabus auratus, Linnaeus, 1761) i Danmark (Coleoptera, Carabidae): Entomologiske Meddelelser 51: 102.

Nelson, R.E. & Reynolds, R.A. (1987):

Carabus auratus L. and Clivina fossor L. (Coleoptera: Carabidae): New records of two introduced taxa in the Northwest and Northeast U.S.A. J. N.Y. Entomol. Soc. 95: 10-13.

Sander, A.C., Purtauf, T., Wolters, V. & Dauber, J. (2006): Landscape genetics of the widespread ground-beetle Carabus auratus in an agricultural region. Bas. Appl. Ecol. 7: 555-564.

Schumacher, F. (1922): Kommt Carabus auratus L. in Ostpreussen vor? Berl. Entomol. Z. 3: 33-337.

Smith, M.E. (1959): Carabus auratus L. and other carabid beetles introduced into the United States as gypsy moth predators (Coleoptera, Carabidae). Proc. Entomol. Soc. Washington 61: 7-10.

Turin, H., Penev, L.D. & Casale, A. (2003): The genus Carabus in Europe. A synthesis. Fauna Europaea Evertebrata No 2: 1-536. Pensoft Publishers & European Invertebrate Survey.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator