Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. oktober 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Stor Gift-Skørhat (Russula emetica)
Foto: Finn M. Hansen

Galleri:
Seneste billeder | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Stor Gift-Skørhat (Russula emetica)
Foto: Morten Kofoed-Hansen


Foto/billede af Stor Gift-Skørhat (Russula emetica)
Foto: Jørgen Christiansen


Foto/billede af Stor Gift-Skørhat (Russula emetica)
Foto: Jørgen Christiansen



Stor Gift-Skørhat

Russula emetica (læst 6880 gange)

Klasse: Agaricomycetes (Agaricomycetes)
Orden: Skørhatordenen (Russulales)
Familie: Skørhatfamilien (Russulaceae)

Kendetegn: Sporestøv hvidt, smag brændende skarp. Hat 3-10 cm bred, hvælvet til udbredt, midten lidt nedtrykt, højrød, randen kamfuret-knudret, hathud aftrækkelig. Lameller hvide, alle lige lange. Stok hvid, cylindrisk-kølleformet. Kød hvidt, med frugtagtig lugt.

Variation: Stor Gift-Skørhat findes på to helt forskellige biotoper, dels på tør sandjord i fyrreskov, (sjældnere under fyr i moser), dels på fugtig bund under rødgran (sjælden i Danmark). De to former er næsten ens, granformen gennemsnitlig større, og de adskilles ikke systematisk. Granskovsformen er typen for arten. I granskov på tør bund findes en slankere form med mindre og i midten mørkere hat, f. longipes (ikke rapporteret fra Danmark, men almindelig i Sverige).

Forveksling: I tidens løb er en række arter er gennem tiden blevet udskilt fra den gamle art Gift-Skørhat. Lille Gift-Skørhat (Russula mairei) vokser i bøgeskov på tør bund og har ofte et blågrønt skær på basis af lamellerne og mindre aftrækkelig hathud. Russula silvestris vokser under eg og bøg på tør bund og kan kun kendes mikroskopisk fra Lille Gift-Skørhat. Bleg-Gift-Skørhat (Russula betularum) vokser under birk på fugtig bund, hatten er rosa, men bleger af til hvid. Vand-Skørhat (Russula aquosa) vokser på fugtig bund under gran og birk og har kun svagt skarp smag. Der findes en lang række andre skarpe røde skørhatte, som kan forveksles med Stor Gift-Skørhat, men ingen af dem har rent hvidt sporestøv og højrød hat. I udenlandsk litteratur opereres somme tider med endnu flere arter af Gift-Skørhatte – gruppen er næppe fuldt afklaret.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Lille Gift-Skørhat

Biologi: Mykorrhizadanner med fyr og gran.

Levested: På tør sandjord i fyrreskov, på fugtig bund under rødgran i moser.

Udbredelse: Almindelig; almindelig i fyrreplanter langs kysten, hvor den ofte er meget talrig på lokaliteterne, hyppig i Jylland, sjælden i resten af landet. Arten har været kendt i Danmark i mange år, men tidligere samledes flere arter under navnet Giftig Skørhat; navnene Stor og Lille Gift-Skørhat er dannet af Morten Lange i 1961. Det latinske artsnavn betyder giftig.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Stor Gift-Skørhat.

Hvornår ses den? August-november, ofte talrig sent på året.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Skrevet/lagt på nettet af Erik Rald d. 25-07-2008




Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator