Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
27. februar 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Sule (Morus bassanus)
Foto: Anni Nielsen

Galleri:
Seneste billeder | 3. kalenderår | 4. kalenderår | adulte | immature | juvenile | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Sule (Morus bassanus)
Foto: Ulf Bjerre


Foto/billede af Sule (Morus bassanus)
Foto: Johan Christensen


Foto/billede af Sule (Morus bassanus)
Foto: Anne Blotting



Sule

Morus bassanus (læst 9849 gange)

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Årefodede (Pelecaniformes)
Familie: Suler (Sulidae)

Kendetegn: Længde 85-97 cm, vingefang 170-192 cm. Den største af Nordatlantens ynglende havfugle (vingefang tydeligt større end Svartbagens) og meget iøjnefaldende med sine lange, smalle vinger og sit lange, spidse næb. Er herudover som udfarvet meget karakteristisk i sin hvide fjerdragt med gulligt hoved og sorte vingespidser. Alene dragtens lysende hvidhed er genkendelig på meget stor afstand.

Ungfuglene er sortbrune med små hvide pletter på store dele af fjerdragten. Udfarvning til voksendragt tager fra 4 til 6 år, idet fældningen sker fortløbende og med en del individuel variation i tidsforløbet. Hvide fjer ses først på nederste del af kroppen, dernæst på hoved og bryst, siden på vingedækfjerene og sidst på hale og armsvingfjer.

Der er tale om en næsten gåsestor fugl med LANGE, SMALLE OG SPIDSE VINGER OG HALE, cigarformet krop og spidst hoved og næb, der rager så langt frem som halen bagud (- dette gør dem specialiserede til glideflyvning og ikke mindst styrtdykning). Disse proportioner gør den også nem at kende i mere ”brogede” dragtstadier. Flyver i roligt vejr lavt i glideflugt vekslende med mekaniske, dybe vingeslag. I hårdt vejr i buer over bølger på vinklede vinger som skråper. Danner formationer; ses tit i smågrupper der flyver på linie. Fisker ved imponerende dyk fra 10-40 m højde – kaster vingerne bagud i selve dykket og forsvinder i et sprøjt af skum. Fisker tit i flok.

Lever hovedsagelig af fisk i størrelsen op til 30 cm – ofte sild, tobis, torsk og blæksprutter. Kan forfølge byttet under vand i op til 20 sek. Til dybder af max. 22 meter.

*

Jizz: Gåsestor fugl til havs eller langs især Vestkysten ( – der evt. styrtdykker efter fisk fra 10-40 m højde), med torpedoformet krop og spidst hoved og næb, der rager så langt frem som halen bagud – kan meget vel være en Sule.

Variation: Sjælden type med sort hale og armsvingfjer er omtalt fra N-Atlanten. Status uvis; muligvis Kapsule.

Forveksling: Svartbag.

De mørkere, yngre fugle kan desuden minde om skråper, men sulen er betydeligt større.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Svartbag

Biologi: Yngler normalt første gang 5 eller 6 år gammel og lever i livslangt ægteskab. Yngler kolonivis på utilgængelige fuglefjelde eller på ubeboede øer. Lægger kun ét æg, som magerne udruger i fællesskab på 44 dage. Ungen er flyvefærdig ca. 90 dage gammel.

Stemme: I kolonierne, skurrende og kaglende kald.

Levested: I Danmark ses sulen fortrinsvis langs den jyske vestkyst, men forekommer også i hele Kattegat, samt (sjældent) i de indre farvande. Selv i Østersøen iagttages sulen indimellem – tilsyneladende altid efter voldsomme vestenstorme, som har slået den ud af kurs.

Opholder sig hele året rundt mest ude til havs og kommer kun til land for at yngle.

*

I Norge etablerede Sulen sig som ynglefugl i 1946, hvor man fandt fire par på Rundøy ved Ålesund. Kolonien er siden vokset betydeligt, samtidig med at flere kolonier er etableret i Nordnorge. Den norske bestand har nu rundet 2.500 par (Kilde: Fuglene i Danmark v/Meltofte og Fjeldså. Gyldendal 2002)

Udbredelse: Begrænset til ca. 50 kolonier i Nordatlanten, hvor fuglen yngler med hovedforekomster ud for Skotland, Irland, Island og New Foundland. Desuden Norge, Frankrig og Færøerne. Ca. halvdelen af verdensbestandens 460.000 fugle yngler i Skotland.

*

Den samlede bestand er vokset kraftigt de senere år. I starten af 1800-tallet var bestanden på omkring 170.000 par, men systematiske indsamlinger af de fede unger betød at arten gik voldsomt tilbage op gennem 1800-tallet. I 1894 var der kun omkring 50.000 par tilbage. Denne udvikling resulterede i en totalfredning af sulen, som siden har været i konstant fremgang



Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Sule.

Hvornår ses den? Her i landet ses suler mest i april-november, med langt flest i september-oktober. En del observeres også i april-maj. Forårstrækket er langt mindre end efterårets. Visse år – specielt når kraftige vestlige vinde sætter ind i tiden, hvor efterårstrækket kulminerer – kan suler ses i flokke på over tusind fugle.

Blåvands Huk har markeret sig som Skandinaviens absolut mest kendte træksted for arten. Det største antal fugle, der er iagttaget på et efterår, er 6657. På bare én dag er der set omkring 3700 suler trække forbi.

Sulen ses dog langs med hele den jyske vestkyst og helt op til Skagen, hvor Skagen Rev er et yndet fourageringsområde for fuglene. I de bedste år er der set over 23.000 suler i Danmark. I de seneste år et stigende antal fugle i forårsmånederne.

Ungfuglene overvintrer i tropiske eller subtropiske farvande ud for Vestafrika. Gamle fugle tilbringer vinteren i vesteuropæiske farvande, nogle få i troperne.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Skrevet/lagt på nettet af Anni & Peter Nielsen d. 13-04-2006
Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Fugle i felten v/Mullarney m.fl. L & R 2000.

Fuglene i Danmark v/Meltofte og Fjeldså. Gyldendal 2002.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator