Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
21. september 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Apion fulvipes (Apion fulvipes)
Foto: Morten Kofoed-Hansen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Apion fulvipes (Apion fulvipes)
Foto: Ruth Ahlburg


Foto/billede af Apion fulvipes (Apion fulvipes)
Foto: Lars Peter Pedersen


Foto/billede af Apion fulvipes (Apion fulvipes)
Foto: Uffe Nygaard



Apion fulvipes

Apion fulvipes (læst 794 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Spidsmussnudebiller (Brentidae)

Kendetegn: Længde: 1,9-2,2 mm fra øjnenes forrand til dækvingespidsen. Lårene og skinnebenene er gullige, sidstnævnte højst med mørkere spids. Fødderne er sorte. Følehornene er sorte, med gullig rodhalvdel. Kroppen er ensfarvet sort.

Snuden er svagt krummet, hos hunnen ca. så lang som hovedet og pronotum tilsammen, hos hannen kun lidt længere end pronotum. Pronotum er ca. så langt som bredt samt fint og tæt punkteret. Dækvingerne er ret langstrakte med tydelige punktstriber.

Forveksling: Kan ved første øjekast ligne en del arter, blandt andet Apion assimile og apricans, men de adskilles let ved at skinnebenene er helt eller overvejende sorte.

Når først man har bemærket de gule skinneben, er der kun 3 forvekslingsmuligheder, hvoraf Apion nigritarse ligner mest. Hannen af denne art adskilles let ved at have gul snudespids. Hunnen ligner en del, men den adskilles ved at følehornssvøben er helt gul, således at kun køllen er sort. Desuden er køllen og dækvingerne kortere end hos fulvipes.

Hunnen af Apion rufirostre kan ligne, men den er blankere med svagt metalskær, og har generelt en anden kropsform med blandt andet mere rundede sider på pronotum. Desuden er følehornene mere ensfarvede brunlige. Den lever kun på arter af katost og stokrose.

Apion pallipes ligner også lidt, men den er slankere, tydeligt hvidt behåret og har mindre og mere udstående øjne. Den lever i øvrigt kun på Almindelig bingelurt

I felthåndbogen kan du læse mere om: Apion nigritarse, Apion pallipes, Apion rufirostre

Biologi: Den lever på arter af kløver, helt overvejende på Hvidkløver, hvor larven udvikler sig i blomsterhovederne.

Det er en aktiv flyver, som kan findes hvidt omkring. Udover på værtsplanten, findes den ofte på træer, i buske og forskellig urtevegetation.

Levested: Findes næsten overalt hvor der er hvidkløver, f.eks. haver, parker, enge, overdrev mm.

Udbredelse: Arten er fundet i alle landsdele og er en af Danmarks mest almindelige snudebiller.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Apion fulvipes.

Hvornår ses den? Kan findes hele året, da den overvintrer som voksen, men den er især talrig i august-september når den nye generation af voksne fremkommer.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Mathias Holm d. 16-03-2018. Beskrivelsen er senest redigeret af Mathias Holm d. 27-03-2018.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Victor Hansen, 1968: Danmarks Fauna 69 - Biller XXI. Snudebiller

Den danske rødliste:

- se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator