Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
28. marts 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Firplettet Svirreflue (Melangyna quadrimaculata)
Foto: Klaus Thommesen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Firplettet Svirreflue (Melangyna quadrimaculata)
Foto: Ole Bidstrup


Foto/billede af Firplettet Svirreflue (Melangyna quadrimaculata)
Foto: Karsten Thomsen


Foto/billede af Firplettet Svirreflue (Melangyna quadrimaculata)
Foto: Karsten Thomsen



Firplettet Svirreflue

Melangyna quadrimaculata (læst 4698 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Tovinger (Diptera)
Familie: Svirrefluer (Syrphidae)

Kendetegn: Længde 6-9 mm. Helhedsindtrykket af imago er overvejende sort. Hunnens pande er sort og ubestøvet og bagkroppen er helt skinnende sort (kan have svag antydning af pletter). Hannen har fire bleggule pletter med kraftig gråpudring på bagkroppen (ingen pletter på 2. bagkropsled). Pletterne når ikke bagkroppens sidekant og spidser til ind mod midten.

Gælder for begge køn: Ansigtet er helt sort og de små antenners 3. led er ikke længere end bredt. Brystets overside er sort med et svagt metalskær og hårene er lyse på midten og sorte langs siderne. Scutellum er sort (nogle gange med brun midte) og har lang lys behåring. Benene er sorte dog nogle gange med brune knæ. Øjnene har tæt kort lys behåring.

Variation: Der er en markant kønsforskel, som beskrevet ovenfor.

Forveksling: Hannen kan især forveksles med Mørk svirreflue (M. barbifrons), som dog har sort behåring på brystets overside og scutellum og ubehårede øjne. Hunnen kan især forveksles med melanistiske individer af Håret svirreflue (M. lasiophthalma), men mangler dennes bestøvede tværbånd i panden. Hunnen kan også forveksles med melanistiske hunner af Halvmåne-busksvirreflue (Parasyrphus punctulatus), som dog bl.a. har lysere fødder. Overfladisk kan hunnen minde om en lille Urtesvirreflue (Cheilosia), men har bl.a. meget spinklere ben.

I bestemmelsesnøglerne kan man downloade to nøgler til artsbestemmelse af Melangyna slægten (én for hunner og én for hanner).

I felthåndbogen kan du læse mere om: Mørk Svirreflue, Håret Svirreflue

Biologi: Den overvintrer som puppe, og er en af de svirrefluearter der er tidligst fremme. Imago flyver fra marts til midt i maj. Larven er bladlusædende og er bl.a. fundet på Ædelgran. Der er én årlig generation.

Levested: Den findes især i lysåbne skove og krat, ofte i nåleskov.

Udbredelse: Den er udbredt i de fleste landsdele, men er ikke helt almindelig, bl.a. mere sjælden i de vestlige egne af Jylland. I øvrigt vidt udbredt i den tempererede del af Europa og Asien.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Firplettet Svirreflue.

Hvornår ses den? En tidlig forårsart der træffes især i marts og april, af og til noget senere, idet flyvetidspunktet varierer afhængig af, hvornår lunere vejr sætter ind. Den ses bl.a. på blomster af Eranthis, Følfod, Hestehov, Vorterod, Anemone, Pil, Slåen og Mælkebøtte.

Status: Arten findes hist og her i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Søren Tolsgaard d. 29-03-2007. Beskrivelsen er senest redigeret af Monica Oyre d. 10-04-2017.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Bygebjerg, R., 2005: Svirrefluer. Den Danske Rødliste. - se linket HER

Torp, E, 1994: Danmarks Svirrefluer. Apollo Books, Stenstrup.

Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. Tvåvingar: Blomflugar. Diptera: Syrphidae: Syrphinae. Uppsala 2009.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator