Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
12. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Aspebuk (Saperda populnea)
Foto: Yvonne Engmann

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Aspebuk (Saperda populnea)
Foto: Yvonne Engmann


Foto/billede af Aspebuk (Saperda populnea)
Foto: Joakim Engel


Foto/billede af Aspebuk (Saperda populnea)
Foto: Kjeld Brem



Aspebuk

Saperda populnea (læst 4532 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Træbukke (Cerambycidae)

Kendetegn: Aspebukken er en mellemstor træbuk, der bliver 10-15 mm i kroplængde. Som andre Saperda-arter er den sort i grundfarve, men kroppen, især forbrystet og kroppens underside, er dækket af en tyk filtbehåring, der dog kun findes delvist på dækvingerne som et meget karakteristisk pletmønster bestående af typisk 4-5 runde, ovale eller aflange, grågule eller gullige til gulbrune pletter, og en udbredt marmorering. Antennerne er lange, slanke og elegante, og hvert led er karakteristisk tofarvet, med en grålig indre del og en mørkebrun eller sort ydre del. Hoved og forbryst har karakteristiske grågule eller gullige striber af tæt filtbehåring, og imellem disse kan den sorte grundfarve ses skinne tydeligt igennem. Hele kroppen har også længere, stive grålige til gråbrune hår, især på forbrystet og den forreste del af dækvingerne. Hovedet er ret stort og fladt, og har store, sortbrune øjne og kraftige kæber. Forbrystet er cylindrisk og parallelsidet, og er kun lidt længere end bredt. Forbrystet mangler fuldkommen de sidetorne, mange andre træbukke har. Dækvingerne er aflange og parallelsidede og kun lidt bredere end forbrystet, med det karakteristiske pletmønster nævnt ovenfor og en udbredt gullig marmorering, og ind imellem disse ses den mørke, sortbrune, gråsorte eller sorte grundfarve. De bare dele opviser et groft, nubret punkteringsmønster og sorte knopper. Benene er korte og kraftige med kraftige, korte, brede fødder. Benene er dækkede af en grålig eller gråbrun behåring. Kroppens underside er dækket af en tyk gullig til grågul filtbehåring og en tæt pels af længere, stive grålige hår, der også kan ses på lårben og skinneben, især på bagsiden. Arten er kun let kønsdimorf, og overordnet ligner han og hun hinanden, men hanner er generelt lidt mindre end hunner, og deres antenner er nogenlunde ligeså lange som kropslængden, mens hunnernes er kortere end kroppen.

Variation: Arten varierer ikke meget, men der er en vis variation i farven på filtbehåringen, der er nærmest gul hos nogle eksemplarer, men mere over i det grågule, grålige eller ligefrem gråbrune hos andre. Striberne på hoved og forbryst kan også variere, og er hos nogle eksemplarer meget kraftigt udviklede, men mindre kraftige hos andre. Nogle er fuldkommen sorte af grundfarve, mens andre er mere gråsorte eller mørkebrune.

Forveksling: Aspebukken kan helt overfladisk minde en smule om sin store slægtning poppelbuk, men alene forskellen i kropsstørrelse umuliggør enhver forveksling mellem de to arter. Den eneste egentlige forvekslingsmulighed er med tidselbuk, men der en række forskelle på dem. Aspebuk er lidt kraftigere bygget end tidselbuk, og hovedets og forbrystets gule striber er normalt betydeligt svagere hos tidselbuk, men dette kan dog variere. Tidselbuk har generelt længere antenner end aspebuk, og især første antenneled er langt og kraftigt hos tidselbuk, hvor det hos hanner når ned til midt på forbrystet, mens det er tydeligt kortere hos aspebuk. Den tydeligste forskel på de to ses dog i tidselbuks filtbehåring på dækvingerne, der ganske vist har lyse marmoreringer ligesom aspebuk, men mangler aspebuks tydelige lyse pletmønster. De to arter har også vidt forskellige habitatpræferencer, da aspebuk er knyttet til træer, og normalt ikke ses på tidsler, nælder eller hjortetrøst, hvor man oftest finder tidselbuk.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Tidselbuk, Poppelbuk

Biologi: Aspebukken er et forsommerdyr, der hyppigst ses i juni måned. De voksne dyr findes typisk på grene, blade og stammer af løvtræer. Aspebukken er som navnet antyder, primært tæt knyttet til bevoksninger af bævreasp (Populus tremula), men den går også i en række andre poppelarter, f.eks. sølvpoppel (Populus alba), landevejspoppel (P. canadensis), sortpoppel (P. nigra) eller kinesisk poppel (P. simonii). Den går dog også af og til på andre typer løvtræer, f.eks. eg, ask eller pil, men dette er ualmindeligt herhjemme, men i visse andre lande, f.eks. i dele af Sibirien, synes arten fortrinsvis at gå på piletræer. Arten er primært dagaktiv, og de voksne dyr gnaver af tynd bark eller gnaver mindre huller i bladene med grove, uregelmæssige kanter. Undersøgelser fra andre lande har vist, at hannerne kommer frem lidt tidligere end hunnerne, og at bestanden derfor består af en overvægt af hanner først i flyvetiden, mens der er en overvægt af hunner senere i flyvetiden. Hunner synes tilmed at leve længere end hanner, og den gennemsnitlige levetid efter fremkomsten er for hunnernes vedkommende 10-25 dage, mens den kun er 5-14 dage for hannernes vedkommende. Tilsvarende undersøgelser er dog ikke lavet på danske bestande, men til gengæld menes aspebukken at være mest almindelig i ulige år i Danmark og mindre almindelig i lige år.

Der går ikke lang tid efter, billerne er kommet frem fra puppeskjulet før, de begynder parringen, typisk kun 3-5 dage. Hunnerne begynder æglægningen kort tid efter parringen, ofte kun 1-2 dage senere, men de kan parre sig flere gange i løbet af deres korte levetid. Hunnen opsøger egnede steder at lægge æg, og synes nærmest at afprøve underlaget først ved, at prikke til barken med læggebroden. Hunnerne foretrækker unge, ca. 0,5-1 cm tykke grene med en alder på 2-3 år, og kun sjældent vælges yngre grene. Dette betyder, at aspebukken typisk udvælger selve stammen til æglægning på 2-3 år gamle småtræer, men mest udvælger de større sidegrene, når træet har nået en alder af 4-5 år. Når hunnen finder et egnet sted, gnaver hun en hesteskoformet rende i barken, hvori hun for det meste lægger et æg, men undersøgelser har vist, at hunnerne gnaver flere render, end de lægger æg, og at de normalt kun lægger æg i 70-80 procent af gnaverenderne. Undersøgelser har vist, at kønsfordelingen imellem æg, der bliver til hanner og hunner, er nærmest ligelig. Hunner lægger i gennemsnit 26 æg, men undersøgelser har vist, at tallet kan svinge fra 14 til 49. Æggene er aflange og pølseformede, og måler ca. 2,4 mm i længden og 0,7 mm i tykkelsen. Der går typisk omkring 10 dage før ægget klækker, men dette kan svinge fra 4 til 15 dage. Den nyklækkede larve borer sig ind i grenen, og dette irriterer træet således, at det producerer en galle på grenen, hvori den lille larve opholder sig. Efter omkring to uger skifter larven ham til andet larvestadium, og borer sig ind midt i grenen, hvilket medfører, at gallen med tiden forstørres kraftigt, og kan blive valnøddestor. Larvens gnavesmuld falder tit ud af hullet, den borede sig ind i grenen igennem, og med tiden svækkes grenen strukturelt af, at blive udhulet indefra, og den er dermed i større fare for, at knække i vinden. Sker dette, medfører det typisk døden for larven. Larven opholder sig ofte i eller i nærheden af gallen, og gnaver lange gange ud i grenen. Larverne skifter farve igennem deres livsforløb, og er i starten mælkehvide, senere lyst gullige, og mere kraftigt gulbrune, når de nærmer sig fuld størrelse. Fuldt udvoksede larver måler 15-18 mm, og er affladede og brede i tværsnit, med tydeligt afsatte kropsringe, meget små, rudimentære ben, og et kraftigt, gulbrunt hoved. I Nordeuropa inklusive Danmark er generationstiden typisk to år, men i varmere klimaer, f.eks. i Sydeuropa eller i det sydlige Kina, er der en generation om året. Larven når typisk sit udvoksede stadium sent på efteråret, og overvintrer i en galle, hvorefter den forpupper sig i april-maj. Puppen er 11-15 mm lang og brunlig med en tydelig køl ned langs bagkroppens underside. Puppetiden varer tre til fire uger, hvorefter den voksne bille gnaver et såkaldt flyvehul i grenen, som den kryber ud af. Aspebuks flyvehuller er typisk helt runde med en diameter på mellem 2,4 og 4,2 mm.

I Danmark er det begrænset, hvor meget skade aspebukken forvolder i skove eller planteskoler, selv i år hvor den optræder talrigt, men i varmere klimaer kan larverne volde betydelig skade på nyplantede områder ved, at de gnaver i stammerne, hvilket både svækker de små træer, så de er i større fare for at knække, samt sætter deres vækst tilbage. Ved kraftige larveangreb kan selv større træer få misdannede kroner fordi, larvernes gnaveri medfører en større risiko for, at grenene brækker af i blæsevejr eller simpelthen visner, således at kronen bliver skæv. Derfor regnes aspebuk for lettere skadevoldene i en række lande, men i områder af f.eks. Polen og Kina regnes den for et alvorligt skadedyr. Ved masseangreb kan larverne indirekte føje betydelig yderligere skade til træerne ved, at spætter hakker hul på grenene for, at få fat i larverne. Udover spætter, der hakker efter larver, tages de voksne dyr også af en række andre fugle, men selvom aspebuks forskellige stadier angribes af en række parasitoider og patogener, er parasitisme generelt lavt forekommende hos arten i sammenligning med f.eks. poppelbuk. Studier fra Finland har dog vist, at alle aspebukkens fjender til sammen dræbte 29 procent af æg, larver og pupper, og den vigtigste fjende var fluen Odinia xanthocera, der inficerede omkring 10 procent af larverne, mens parasitangreb fra snyltehvepse var lidt lavere. Fugle åd sammenlagt i gennemsnit 9,3 procent af larver og voksne dyr.

Levested: Aspebukken er knyttet til løvskove med bevoksninger af bævreasp eller andre popler, og den synes at foretrække lidt mere lysåben skov, men den trives også på åbent land, enge, overdrev, parker og alleer, når bare der findes passende værtstræer, den kan leve på.

Udbredelse: Aspebuk er udbredt over et enormt geografisk område, og den findes vidt udbredt over hele Europa og meget af Asien helt til Japan og Korea. Den findes også i Nordamerika, hvor den synes at være udbredt primært i den østlige del af kontinentet, men der findes muligvis to underarter i USA, en østlig og en vestlig underart. Mange steder regnes aspebukken for almindelig og lettere skadevoldende, men under særlige omstændigheder, f.eks. i planteskoler eller nyplantede skovområder, kan larvernes gnaverier volde betydelig skade på ungtræer. I Danmark er arten vidt udredt, og den er meldt fra praktisk talt hele landet. Den er formentlig relativt almindelig de steder, hvor der forekommer bevoksninger af dens værtstræer, men den gør generelt ikke meget væsen af sig, og det er faktisk ikke særlig almindeligt, man støder på den, med mindre man direkte afsøger aspetræer efter den. Dette gøres hurtigst og mest effektivt med bankeskærm. Derfor kan den være overset mange steder. Den danske rødliste betegner arten som ikke truet, og vurderer, at dens bestandsudvikling har været stabil, og ikke synes at vise tegn på tilbagegang eller trusler.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Aspebuk.

Hvornår ses den? Aspebukken har sin hovedflyvetid i juni måned, men den kan ses allerede fra sidste halvdel af maj til ind i juli. Meget sene eksemplarer, typisk hunner, ses af og til i slutningen af juli eller endda begyndelsen af august.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 09-10-2013. Beskrivelsen er senest redigeret af Per Christiansen d. 06-01-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Allen, A.A. (1979): Saperda populnea (L.) (Col., Cerambycidae) bred from ash. Entomologists Monthly Magazine 115: 75

Bense, U. (1995): Longhorn beetles: illustrated key to the Cerambycidae and Vesperidae of Europe. Weikersheim, Germany; Margraf Verlag.

Eken, C., Tozlu, G., Dane, E., oruh, S. & Demirci, E. (2006): Pathogenicity of Beauveria bassiana (Deuteromycotina: Hypomycetes) to larvae of the small poplar longhorn beetle, Saperda populnea (Coleoptera: Cerambycidae). Mycopathologia, 162: 69-71.

Hansen, G. (1978): Tømmemænd og blomsterbørn - en bog om træbukke. Skarv.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Jodal, I. (1974): Observations on the mode of life of the imago of Saperda populnea, Cerambycidae. Topola 18: 113-119.

Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.

Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.

Pulkkinen, M. & Yang, Z.Q. (1984): The parasitoids and predators of Saperda populnea (Linnpus) (Coleoptera, Cerambycidae) in Finland. Ann. Entomologici Fennici 50: 7-12

Schnaiderowa, J. (1968): Reasons for the outbreak of Saperda carcharias and S. populnea in Poland. Prace Inst. Bad. Lesn. 35: 3-90.

Strojny, W. (1979): Some observations on the poplar borer, Saperda populnea (L.) (Col., Cerambycidae) in the region of Brack in Siberia. Przeglad Zoologiczny 23: 46-50

Thomsen, P.F. (2007): Træbukke. Natur og Museum 3: 1-35.

Tsankov, G. & Georgiev, G. (1991): Records on parasitoids of smaller poplar borer, Saperda populnea (Coleoptera, Cerambycidae) along the Danube in Bulgaria. Entomophaga 36: 493-498.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator