Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. november 2017
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Løgfrø (Pelobates fuscus)
Foto: Klaus Bertram Fries

Galleri:
Seneste billeder | adulte | haletudser | juvenile | larver | æg | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Løgfrø (Pelobates fuscus)
Foto: Jakob Lausen


Foto/billede af Løgfrø (Pelobates fuscus)
Foto: Bo Levesen


Foto/billede af Løgfrø (Pelobates fuscus)
Foto: Andreas Andersen



 Løgfrø (Pelobates fuscus) (læst 4325 gange)

Klasse: Padder (Amphibia)
Orden: Springpadder (Anura)
Familie: Løgfrøer (Pelobatidae)

Kendetegn: Den er en mellemstor frø, hvor hannen normalt opnår en kropslængde på 4,3-5,6 cm (maksimum 7,6 cm), mens hunnen bliver lidt større, i reglen 4,5-6,5 cm (maksimum 9,2 cm). Voksne hanner vejer omkring 11-21 gram, hvorimod hunnernes vægt er højere, 17-34 gram.

Arten har kompakt og plump krop, kort snude, relativt stort hoved og korte kraftige ben. Huden er overvejende glat, selv om der er nogle spredte flade vorter. I analregionen er huden mere vortet.

På undersiden af hver bagfod har arten en meget stor, hård, skarprandet fodrodsknude, der er gullig til lysebrun. Fodrodsknuden bruges, når løgfrøen med bagbenene skal grave sig ned i jorden. Mellem tæerne på bagfødderne er der veludviklet svømmehud, hvorimod der ikke er svømmehud på forbenene. I yngletiden udvikler hannen fortykkede overarmskirtler, men der er ikke hudfortykkelser på fingrene.

På issen lige bag øjnene forefindes en hård forhøjning, som giver den et stærkt kranium.

Enestående blandt danske padder er, at løgfrøens øjne har lodret pupil, i hvert fald i dagslys. I mørke er pupillen dog rund. Iris er gylden, gullig, brunorange eller nærmest kobberfarvet med sort pigmentering.

Trommehinden er ikke synlig, idet den er skjult under en hudfold. Hanner af Løgfrø mangler kvækkepose.

Løgfrøen er ganske diskret farvet, og oversiden har en grundfarve, der kan være grålig eller lys brunlig. Der er store mørkebrune pletter, der ofte virker aflange og har tendens til at være arrangeret symmetrisk omkring ryggens midterlinje. Der fremstår tit en lys midterstribe på ryggen. Nogle løgfrøer har orangerøde eller teglstensrøde prikker på store dele af kroppen og lemmerne.

Ægkernen har en diameter på 1,5-2,0 mm. Æggene har en mørkebrun til sortbrun pol (overside) og en lys pol (underside). De lægges i en aflang gelémasse, der kaldes en ægpølse, som kan være op til 1 meter lang. Æggene er arrangeret i 5-8 rækker i ægpølsen, men på en meget uregelmæssig måde. Der er rundt regnet 1200-2000 æg i hver ægpølse, men antallet kan variere endnu mere.

Haletudsen bliver ualmindeligt stor, almindeligvis 10-13 cm, inden den forvandler sig, men over 20 cm store haletudser kendes! Halefinnen når helt frem til midt på ryggen. Haletudsen er ensfarvet på oversiden i grålige, grågrønne eller gulbrune nuancer. Der er ingen decideret grønne farver, som ses hos grønne frøers haletudser nær forvandling. Løgfrøens haletudse har en tynd og skrøbelig hud, hvor vi aner de blåsorte indvolde gennem huden, ligesom tydelige blodårer ses i halebræmmerne. Huden virker nærmest geléagtig. Ånderøret (spiraculum) udmunder normalt midt på kroppens venstre side. Haletudsens mundfelt har et papilfrit afsnit midt på overlæben. Der er 3-4 tandrækker over munden og 4-5 tandrækker under munden. Tandrækkerne under munden kan dog være svære at tælle, fordi de er korte og afbrudte. Ved forvandlingen, dvs. når ungerne går på land, er kropslængden 2,5-4,0 cm.

Variation: Løgfrøer udviser en del variation i oversidens farvetegning, der kan variere fra mørk elfenbensfarvet, gulgrå og grå til lys brunlig eller sjældent over i det olivengrønlige. De mørke pletter veksler meget i udformning, udstrækning og toner; de kan være mørkt bordeauxfarvede, kastanjebrune, eller chokoladebrune, men hos løgfrøer med lys grundfarve kan de også være lysebrune. Det er kun et fåtal af de danske individer, der har røde prikker. Hunnerne er tilbøjelige til at have mørkere brune farver end hannerne.

I løgfrøernes vandfase, altså i yngletiden, kan de voksne dyr undertiden blive mørkere, således at farvetegningen her bliver noget utydelig eller udvisket.

Forveksling: Med sin plumpe krop og sine korte kraftige ben minder løgfrøen om en tudse. Men i modsætning til tudserne er huden relativt glat, og løgfrøen mangler parotoidkirtler (giftkirtler) bag øjnene. Løgfrøen kan skelnes fra alle andre danske springpadder på, at øjets pupil er lodret, når den er udsat for lys. Da den er rund i mørke, vil den karakter dog være usikker at bruge om natten, med mindre frøen holdes lyst i nogle minutter.

Farvetegningen er også forskellig fra de tre tudsearters. Løgfrøens fodrodsknude er markant større end tudsernes.

Haletudsen er større end alle andre danske haletudser, og halefinnen når helt frem til midt på ryggen. Grøn Frø kan også have meget store haletudser, der i de sene stadier har tydelige grønne anstrøg på ryggen, hvilke ikke ses hos løgfrøhaletudser. Hos Grøn Frøs haletudser når rygfinnen ikke helt frem til midt på kroppen.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Skrubtudse, Grønbroget Tudse, Strandtudse, Grøn Frø

Biologi: Om foråret vandrer de kønsmodne løgfrøer fra deres underjordiske overvintringssteder på land ned til ynglevandhullerne. Det foregår især på lune og regnfulde nætter. I vandhullerne begynder hannerne at kvække ved en vandtemperatur på ca. 10 grader i en dybde af 10-50 cm. Selv om hanner kvækker et stykke nede i vandet, er deres kvækkeaktivitet højst i regn og ved høj luftfugtighed, som netop er de vejrlig, hvor også hunnerne er tilbøjelige til at vandre til vandhullet! Den ganske sagte kvækken lyder nærmest som "klok-klok-klok" eller "krok-krok-krok", som udsendes under vand, idet hannen ligger helt stille eller sjældnere svømmer lidt omkring. Den meget afdæmpede kvækken hænger sammen med, at hannen mangler kvækkeposer til at forstærke lyden. Det kan være svært at høre den, men det er lettest i helt stille nætter. Det vil ofte være nødvendigt at gå rundt om vandhullet, så man kan lytte flere steder ved vandkanten i adskillige minutter. Det er bedst ikke at træde ud i vandet, fordi løgfrøerne vil holde op med at kvække, hvis de føler sig forstyrret! Har man adgang til en undervandsmikrofon (en hydrofon), er det lettere at høre kvækken over adskillige meter i vandet.

Under parringen (også kaldet ampleksus eller klamrestilling), der indledes hurtigt efter hunnens ankomst til vandhullet, griber hannen hunnen lige foran bagbenene, dvs. i lænden. Parret svømmer og leder efter en egnet vandplante til æglægningen, f.eks. Svømmende Vandaks eller Manna-sødgræs. Når planten er valgt, starter frøerne nedefra og afsætter æggene samtidigt med, at hannen befrugter dem. I den proces svømmer de i en spiralform opad mod overfladen rundt om planten og vikler ægpølsen (se under kendetegn) rundt om denne.

Allerede ca. et par dage efter, at æggene er lagt, klækker de, og fostrene bryder i et meget tidligt udviklingsstadium ud gennem gelémassen. Vha. fimrehår bevæger de sig nu til ægpølsens yderside, hvor de sætter sig fast med deres store klæbeorgan, der sidder på hovedets underside. Ca. tre dage senere er halen udviklet, og haletudserne kan svømme omkring i vegetationen. I starten har de en stor hvidgullig blommesæk, der forsyner dem med næring, og senere begynder de efterhånden at fouragere ved at raspe alger fra planter. Haletudserne er pelagiske eller fritsvømmende i vandet og mellem vandplanterne, og de bruger megen tid på at sole sig lige under vandoverfladen og mellem vandplanterne, hvor de kan opnå høje temperaturer.

I løbet af sommeren vokser haletudserne sig meget store, og de forvandler sig til små frøer fra juli til september. Men i kolde vandhuller eller efter kolde somre kan det hænde, at en del haletudser ikke når at forvandle sig om efteråret, og de vil så overvintre i vandhullet.

Efter forplantningen forlader de voksne løgfrøer vandhullet og bliver landlevende. Her er de svære at finde, og de flytter sig ikke meget. En undersøgelse fra det nordøstlige Frankrig viste, at de voksne frøer på land i gennemsnit bevæger sig 13 meter (for hanner) og 23 meter (for hunner) pr. nat. Maksimum var blot 73 meter for én nat! I reglen bevæger frøerne sig ikke langt væk fra deres vandhuller, sjældent mere end 500 meter. Om dagen graver de sig ned i jorden, til de når en dybde, hvor jorden er fugtig. Det kan være ganske få cm under jordskorpen, men i tørre perioder kan de blive nødt til at gå længere ned, f. eks. helt ned til 50 cm dybde og i visse tilfælde helt ned til 1 meter.

I meget tørt vejr kommer de ikke meget frem om natten, men så kan de søge hen i nærheden af vandhuller. Derimod får regn og fugtigt vejr dem til at komme frem for at finde byttedyr.

Om efteråret går løgfrøen i dvale, idet den graver sig 30-100 cm ned i jorden.

Løgfrøens føde udgøres af et bredt spektrum af bundlevende hvirvelløse dyr som insekter og deres larver, tusindben, bænkebidere, edderkopper, snegle (også skalbærende) og regnorme. Ofte æder de mange løbebiller, men også mange andre biller.

Løgfrøen er primitiv og kan ikke bruge tungen til at "skyde" sit bytte. I stedet springer den frem med åben mund og "pakker" byttet ind med kæberne, som lukkes om måltidet!

En mæt løgfrø kan godt forblive nedgravet i 2-3 dage, indtil den atter har behov for at æde.

Løgfrøen er strengt nataktiv i hele sin aktive sæson, men i varmt vejr kan den sjældent kvække i dagtimerne, og undtagelsesvis kan den ses på land i regnvejr om dagen. Vi ser ikke meget til den, og den kan være svær at finde. Modsat andre af vores frøer springer en løgfrø ofte ikke bare væk, når den føler sig truet. I stedet bliver den siddende og forlader sig på sin camouflage på jorden. Hvis den føler sig utryg ved en situation, fordi en fredsforstyrrer kommer for tæt på, kan den finde på at grave sig ned i den løse jord ved at skubbe bagbenene med de store hårde fodrodsknuder skiftevis fra side til side, hvorved den gradvis graver sig ned. De fungerer som spader. Vi kan sige, at den nærmest bakker ned i jorden eller "synker ned i dybet"! Det ser ganske ejendommeligt ud, når den sidder og "vrikker med måsen", og vi betragter, hvordan den stille og roligt "forsvinder"! Den graver sig ned på samme måde, når den sidst på natten skal søge i skjul i jorden. Når den på et tidspunkt atter skal grave sig op til jordskorpen for at være aktiv oven over jorden, skubber den sig fri for jorden og arbejder sig opad. Jorden kan være blevet temmelig hård efter måske adskillige dage nedgravet. Her kommer frøens stærke opadbuede kranium til sin ret, fordi den maser sig forlæns op gennem jordmasserne!

Skønt huden er relativt glat, indeholder den talrige små kirtler, hvorfra løgfrøen i forsvar kan udskille et svagt hvidløgslugtende sekret, der har givet den sit danske navn.

Løgfrøen har en del fjender, nogenlunde som vi ser det hos andre padder, men natuglen er en særligt vigtig prædator.

Som en sidste udvej, når en løgfrø er konfronteret med en stor fjende, kan den med vidt åben mund udstøde et gennemtrængende skrig, der kan vare op til 2,5 sekunder. Det kaldes et nødskrig og er et overraskelsesmoment, ikke mindst for mennesker! Det kan opleves i landfasen, og begge køn kan udstøde det.

I Tyskland er det observeret, at løgfrøen i naturen kan blive op til 15 år gammel.

Levested: Løgfrøen yngler ikke i hvilket som helst vandhul. Det skal være solbeskinnet, vandet skal være rent, og der må bestemt ikke være fisk. Indikatorplanter for gode ynglevandhuller er vandranunkel og forskellige arter af vandaks, hvorimod vandpest og hornblad-arter typisk er negative. Kvægvandingshuller er ofte velegnede. Haletudserne skal kunne finde partier, hvor vandtemperaturen bliver højere end 15 grader for at kunne udvikle sig. 20-25 grader er optimal vandtemperatur. Hvis vandet overgødskes, vil det efterhånden gøre det af med en løgfrøpopulation.

Løgfrøhaletudser er meget sårbare over for fisk. Selv de små hundestejler vil æde dem, ikke mindst fordi haletudserne er meget fritsvømmende og således et let bytte for fisk.

Løgfrøens levested på land knytter sig specielt til løs og sandet jordbund, hvor den kan grave sig ned - gerne let fugtig. Vi kan kalde den en "højjordsfrø", idet den hyppigt kan findes i egne med sandede morænebakker. Ofte finder vi arten i grusgrave, på militærterræner og dyrkede marker, gerne ekstensivt dyrkede, hvor der er bar jord mellem vegetationen. Det kan eksempelvis være kartoffelmarker, men den kan også findes i køkkenhaver og andre haver, enge, moser og i øvrigt udyrkede områder. Den er en kulturfølger, der også findes i braklagte industriarealer. Undertiden kan løgfrøer også leve i lerjord, selv om det er vanskeligt for dem at grave sig ned dér.

At løgfrøen specielt i tidligere tider var knyttet til kartoffelmarker, afspejles i, at den visse steder i landet blev kaldt en kartoffeltrold! Når der blev gravet kartofler op, kunne man pludselig stå med en "kartoffel", der begyndte at kravle - altså en kartoffeltrold eller løgfrø!

Udbredelse: Løgfrøen lever i det meste af Danmark, men har en meget spredt udbredelse. Den er f.eks. aldrig observeret på Fyn og Samsø, og den kendes heller ikke fra Bornholm. Blandt de mindre øer kendes den kun fra Fanø, Mors, Als, Nekselø og Amager. Den er formentlig uddød fra Mors, Falster, Møn og Amager. Det er den danske padde, der har lidt under de voldsomste tilbagegange, da den fra 1945 til 1990 er forsvundet fra ca. 98% af sine levesteder! Intet sted i Danmark kan vi kalde løgfrøen almindelig, men væsentlige bestande kendes i dag spredt fra følgende egne: Nordjylland, Midtjylland, Djursland, Sønderjylland og Nordøstsjælland.

Danmark befinder sig på artens absolutte nordvestgrænse. Løgfrø er udbredt i store dele af Mellem- og Østeuropa. Østpå når den til Kasakhstan og Uralbjergene. Desuden er der forekomster i dele af Vesteuropa, men f. eks. i Frankrig forekommer den i dag stort set kun i den nordøstlige del. Fortsætter vi oppe mod nord øst for Danmark, så er der en ganske lille svensk udbredelse, nemlig i det sydlige Skåne. I Baltikum når den op til det nordlige Estland, der samtidigt antages at være artens nordligst beliggende forekomst. Derfra fortsætter udbredelsen gennem Rusland - med en nordgrænse næsten på niveau med den estiske - til Ural. Sydgrænsen går gennem Po-dalen i Norditalien, Bulgarien og Dagestan.

Arten er i stærk tilbagegang i mange lande, ikke mindst i randudbredelsen i eksempelvis Frankrig, Tyskland og Sverige.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Løgfrø.

Hvornår ses den? Løgfrøen forlader vinterdvalen, og de kønsmodne løgfrøer vandrer til ynglevandhullerne fra omkring slutningen af marts til begyndelsen af maj. Det er generelt lettest at høre hannerne kvække i sidste halvdel af april og første halvdel af maj. De voksne løgfrøer forlader ynglevandhullerne i løbet af maj, undertiden i juni. Haletudserne forvandler sig til små frøer, der går på land, fra juli til langt ind i september. Omkring 1. november går arten i vinterdvale nede i jorden.

Status: Arten er relativt sjælden i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på paddeogkrybdyratlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Henrik Bringsøe d. 13-02-2015. Beskrivelsen er senest redigeret af Henrik Bringsøe d. 20-02-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Bille, T. 2008. Danmarks padder og krybdyr - en feltguide fra danske-dyr.dk. ConDidact, Næstved. 55 pp.

Fog, K., Schmedes, A. & Rosenørn de Lasson, D. 1997. Nordens padder og krybdyr. - G.E.C. Gad, København. 365 pp.

Jensen, B.H. 1995. Løgfrøen (Pelobates fuscus) og dens skjulte levevis. In: Bringsøe, H. & Graff, H. (red.): Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr. - Nord. Herp. Foren.: 47-51.

Laufer, H. & Wolsbeck, H. 2007. Knoblauchkröte, Pelobates fuscus (Laurenti, 1768). In: Laufer, H., Fritz, K. & Sowig, P. (Hrsg.): Die Amphibien und Reptilien Baden-Württembergs. - Eugen Ulmer, Stuttgart: 293-310.

Nöllert, A. 1990 Die Knoblauchkröte, Pelobates fuscus. - A. Ziemsen Verlag, Wittenberg Lutherstadt. 144 pp.

Nöllert, A., Grossenbacher, K. & Laufer, H. 2012. Pelobates fuscus (Laurenti, 1768) Knoblauchkröte. In: Grossenbacher, K. (Hrsg.): Handbuch der Reptilien under Amphibien Europas. Band 5/I Froschlurche (Anura) I. - AULA-Verlag, Wiebelsheim: 465-562.

Schulte, U. & Nöllert, A. 2013. Artensteckbrief Knoblauchkröte (Pelobates fuscus). - DGHT, AG Feldherpetologie und Artensschutz. Website - se linket HER (læst 20. februar 2015)





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator